KL’s holdning er vendt – det skal vi fastholde
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Derfor skal der stemmes ja til forligsresultatet.
Men vi skal på alle niveauer i foreningen også vide, at der stadig ligger et stort og vigtigt arbejde foran os med at fastholde retningen - og sammen med KL vende de lokale holdninger i kommunerne i samme retning!
Vi får muligheden for lokalt at få en arbejdstidsaftale, der vil kunne opfylde mange læreres ønsker om at kunne arbejde professionelt med deres fag og opgaver.
Men også en aftale, der kræver, at kreds og kommune - og tillidsrepræsentant, skoleleder og lærer - kigger hinanden dybt i øjnene og finder den tillid, som er aftalens centrum. Det handler om balancen mellem de tildelte resurser og de opgaver, der skal løses. Tilsammen skal det give det psykiske arbejdsmiljø, der kan engagere og gøre lærerarbejdet attraktivt igen.
Hvis den tillid ikke findes, er tilbagefaldsmodellen til den nuværende arbejdstidsaftale en yderst anvendelig paragraf i forligsteksten, når vi nu ikke kunne opnå en central aftale.
Den kommunale lønramme hedder 12,8 procent. Men ved et matematisk fif får vi flere lønkroner ud af det i sidste ende!
Vi holder trit med prisudviklingen, og de to løntrin/tillæg til alle lærere og børnehaveklasseledere giver et mærkbart løft - også som tiltrækning af unge, der står og skal vælge deres fremtidige erhverv.
Lokallønnen på 1,25 procent er hegnet ind af fire aftalemuligheder - og kan stadig deles ligeligt ud. Det må være til at håndtere lokalt.
Derudover er der mange goder i de forskellige delforlig for både unge og seniorer - og især mulighederne for en bedre job-start for nyuddannede.
Der mangler ordentlige aftaler om tidsafregningen og retten til efter- og videreuddannelse. Samlet er det dog et værdifuldt forlig for medlemmerne - derfor ja'et.