Ja – men uden begejstring
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg anbefaler, at man stemmer ja til det indgåede forlig.
Det gør jeg, fordi:
- der er en reallønsudvikling for alle i de kommende tre år
- vi får en lønudvikling, der ser ud til at kunne matche de privatansattes
- vi får et længere lønforløb - og dermed en højere slutløn - for alle på Ny Løn
- vi får hævet begyndelseslønnen
- vi får hævet slutlønnen for alle på anciennitetsløn
- der indføres forbedret barselsorlov, ret til fri på barns anden sygedag og et antal seniorfridage.
Når jeg ikke er begejstret, skyldes det primært to ting:
1: Vi har stillet krav om en central arbejdstidsaftale, men vi har fået en principaftale med mange formuleringer, der kan mistolkes.
2: I indeværende overenskomstperiode har vi reelt fået afskaffet lokallønnen. Den er nu genindført per 1. april 2010.
Når man opstiller krav til en overenskomst, må man realistisk set antage, at ikke alle ens krav bliver opfyldt. Det er heller ikke sket denne gang. Desværre er det to af vores centrale krav, der ikke er blevet gennemført.
Når jeg alligevel anbefaler et ja, er det, fordi der trods alt ligger en principaftale om en ny arbejdstid, og KL har tilkendegivet, at man er enig i vores syn på fortolkningerne og med en tilbagefaldsmodel til det, vi har i dag. Og fordi der er en aftalt retning på de lokale lønmidler.
Hvis kommunerne ikke lever op til intentionerne i aftalerne på de to områder, kan vi med sindsro videreføre uenigheder til det centrale niveau, hvor man er enige. Her vil KL naturligt leve op til det, som er blevet aftalt ved de centrale forhandlinger.