Ikke alle krav er opfyldt, men jeg stemmer ja

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det er et godt aftaleresultat med perspektiv!

Reallønnen skal sikres gennem KTO-aftalen! Det krav er indfriet. En forbedring af lønforløbet med to løntrin til alle sikrer lønudviklingen. Udbygningen af lønforløbet med et kvalifikationstrin efter 12 års ansættelse er et godt delmål for de overenskomstansattes lønforløb.

At hæve tjenestemændene fra trin 42 til 44 var ikke muligt. Det ville pensionsmæssigt have været formidabelt, nu må gruppen nøjes med et tillæg svarende til to løntrin plus pension. Det kan man være »tvær« over, men selv uden muligheden for at få pensionsdelen udbetalt giver det et godt lønløft. For overenskomstansatte på kombinationsløn er pensionsværdien det samme af løntrin og tillæg.

Jeg havde helst set et resultat uden midler til Ny Løn, men der er afsat 1,25 procent. Jeg er tilfreds med, at midlerne er omfattet af en udmøntningsgaranti, og der er sat retning på anvendelsen. Jeg håber, at projektet om »Løndannelse i folkeskolen« kan være med til at skaffe os et nyt lønsystem, der respekterer den kollektive opgavevaretagelse.

Jeg er træt af, at vi ikke fik en central arbejdstidsaftale. Men det er et stort skridt på vejen mod at sikre lærerne mulighed for at løse opgaven professionelt, at det lykkedes at få KL til at debattere arbejdstid ud fra DLF's principper. Med den aftalte principskitse har vi fået et grundlag for lokale arbejdstidsaftaler, der sikrer ensartethed. Det bliver en stor udfordring for kredsene, men er de kommunale resurser ikke store nok, eller er kommunen ikke klar til at vise tillid til lærerne, så har vi den nuværende arbejdstidsaftale som tilbagefaldsregel. Ingen stilles ringere end i dag.

Det er sjældent, at alle ens ønsker går i opfyldelse.

Vi er kommet langt. Jeg anbefaler at stemme ja.