Et resultat med klare fremtidsperspektiver
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Der er mange gode grunde til at stemme ja til overenskomstforliget 2008.
Det samlede resultat er økonomisk set det bedste i mange år.
De generelle lønstigninger sikrer reallønnen, og derudover giver den særlige læreraftale markante lønforbedringer til alle.
Men nok så vigtigt er de politiske sejre i LC-resultatet. Både med hensyn til løn og arbejdstid er det lykkedes at bremse arbejdsgivernes krav om decentralisering og individualisering og sikre os vigtige indrømmelser, der udbygger centrale læreraftaler.
På lønsiden er lærerlønforløbet både forbedret og forlænget, og til den lokale løndannelse er der stadig kun afsat 1,25 procent, som nu er sikret til lærerne med klarere retningslinjer for anvendelsen.
Om arbejdstiden er der opnået enighed med arbejdsgiverne om en række principper, der klart bygger på lærernes professionsansvar for undervisningsopgaven - det, der var et afgørende krav fra DLF's side. De vedtagne principper danner udgangspunktet for indgåelse af lokale arbejdstidsaftaler.
De resultater, der opnås gennem denne overenskomst, har gode fremtidsperspektiver. Det kommunale landskab er nemlig under tydelig forandring efter kommunalreformen. De nye, større, mere selvbevidste kommuner kan og vil meget mere selv, med den konsekvens at det vil blive stadig sværere for KL at indgå detaljerede aftaler på alle kommuners vegne. Der bliver i stedet et voksende pres for, at flere og flere vilkår skal aftales decentralt i kommunerne.
De politiske gennembrud, vi har opnået, har klare fremtidsperspektiver. De sikrer os ganske enkelt et bedre udgangspunkt, når vi skal agere i den nye kommunale virkelighed. Ikke mindst derfor anbefaler jeg at stemme ja til overenskomstresultatet.