Et klart ja …

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Jeg anbefaler et klart ja til resultatet. Det er den bedste økonomiske aftale siden 1987. Men det er ikke kun økonomisk, at der er tale om et godt resultat. På en lang række områder trækker forliget i den rigtige retning.

Overenskomsten giver en rigtig god lønudvikling, og den første større stigning kommer allerede til april i år. Det er også væsentligt, at det er lykkedes at holde en del af lønstigningen uden for reguleringsordningen. Det forbedrer vores løn sammenlignet med det private arbejdsmarked.

Betragtelige centrale lønstigninger til alle og et centralt kvalifikationstillæg efter 12 års ansættelse til »nylønnere« trækker for alvor lønsystemet i den retning, vi ønsker.

Det blev ikke til en central arbejdstidsaftale. Men med aftalte principper, som forpligter de lokale parter, er vi kommet et godt skridt i retning mod en aftale, der kan styrke engagementet og arbejdsglæden i skolen. Forståelsen mellem KL og DLF kan være fødselshjælper for lokale aftaler. Samtidig er det betryggende, at nuværende aftaler fortsætter, hvis resurserne for eksempel ikke kan bære en ny aftale.

Midler, der afsættes til lokalløn, skal bruges til at sikre en god implementering af en ny arbejdstidsaftale og til at harmonisere forhåndsaftaler i sammenlagte kommuner.

Seniorfridage til alle over 60 år, forbedrede barselsmuligheder for fædre, ret til pasning af barn på anden sygedag og sundhedsfremmeordninger skal gøre kommunale arbejdspladser mere attraktive.

Vi kom ikke igennem med alle krav. Jeg havde blandt andet gerne set en central studieaftale. Omvendt kan man konstatere, at arbejdsgiverne så langtfra kom igennem med deres krav. Både løn, arbejdstid og personalepolitiske tiltag trækker i vores retning.

Jeg anbefaler et klart ja.