Det er nu 15 år siden, at skridttælleriet i folkeskolen tog sin begyndelse. Arbejdsgivernes hensigt dengang var at få mere arbejde ud af lærerne i en mere topstyret skole, og DLF's hensigt var at beskytte sine medlemmer.

Begge parter kan i dag prale af, at operationen lykkedes; men patienten døde.

Vi fik ikke en bedre skole og arbejdsplads, men Danmarkshistoriens største arbejd-efter-reglerne-aktion, overbelastning, grasserende bureaukrati, resignerede lærere og et psykisk arbejdsmiljø, der hænger i laser. Ikke desto mindre har arbejdsgiverne af uransagelige grunde insisteret på det fatale management-skolesyn. Op til forhandlingerne om denne overenskomst har de tilmed tæppebombet den offentlige debat med krav om gennemførelsen af det ultimative opgør om lærernes arbejdstid.

Nu har KL overraskende erklæret sig enige med os i, at det er lærerens engagement gennem frihed under ansvar, der skal udvikle skolen. Alle kommuner forpligtes til at indlede forhandlinger om en ny arbejdstidsaftale ud fra den fremlagte principskitse. Denne skitse bygger på de aftaler, en række kredse allerede i dag har indgået. Undersøgelser har dokumenteret, at disse aftaler virker og af lærerne betragtes som et væsentligt fremskridt i dagligdagen.

At give slip på tælleriet er naturligvis en smule angstprovokerende for en fagforening, der gennem 15 år har været henvist til at bruge det som eneste værn mod overbelastning af lærerne. Det kræver tillid parterne imellem, og kun en prøve kan vise, om denne tillid er til stede. Er den ikke det, har lokalkredsen ret til at fastholde den nuværende arbejdstidsaftale og de sikringer, den trods alt giver lærerne.

Vi har med andre ord alt at vinde og intet at tabe. Derfor stemmer jeg ja.