Der er to års forskel, men pigerne går i samme klasse
Kissen Møller Hansen
Forsker: Lad være med at niveaudele eleverne
De aldersintegrerede hold skal være fleksible. Eleverne skal ikke deles efter faglige standpunkter, mener professor.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Professor Charlotte Ringsmose ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole er fortaler for aldersintegreret undervisning, men modstander af niveaudelt undervisning.
»Den traditionelle skole er ekskluderende, mens den aldersintegrerede er mere rummelig. Den udfordrer nemlig lærerne til at tænke over, hvordan de kan tilrettelægge undervisningen, så den er befordrende for eleverne«, siger hun.
Derfor bifalder hun forsøg med aldersintegreret indskoling som det i Aarhus.
»Men jeg er ikke enig i, at man skal dele eleverne op på hold efter faglige standpunkter. Det er den nemme løsning. Man får den samme utilsigtede løsning som i traditionelle klasser, nemlig at lærerne nedjusterer deres forventninger til de svage elever. Samtidig forsvinder hele kammeratskabseffekten«, fastslår hun.
Hun har ikke noget imod, at to elever på samme niveau får et kursus sammen, understreger hun.
»Men det må ikke kendetegne systemet, for så ryger hele ideen med aldersintegreret undervisning. Grupperne skal være fleksible og skal dannes ud fra begrundelser som: De her børn har glæde af at arbejde sammen, fordi de får hinanden til at stå på tæer. Eller: Målet med det her projekt er det og det, derfor skal lige de her børn arbejde sammen«.
Inspiration fra New Zealand
Inspirationen til rullende skolestart og aldersintegreret undervisning kommer fra New Zealand. Daværende undervisningsminister Margrethe Vestager gav i 90'erne dispensation til fire skoler, men stoppede så for dispensationerne. Hendes efterfølger Ulla Tørnæs gav dispensation til flere skoler.
Ingen ved i dag, hvor mange aldersintegrerende skoler der er i Danmark. Folkeskoleloven blev i 2008 ændret, så det nu er op til den enkelte kommunalbestyrelse at beslutte, om der skal være rullende skolestart i kommunen.