Brag, bulder og baldrede balloner

Hesteblod, frosne bananer og flydende kvælstof. Elever fik et helt telt fyldt med anderledes oplevelser

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

En gul vandballon forsvinder ned i en flamingokasse med flydende kvælstof.

'Hvor lang tid tror I, den skal have?', spørger Christian.

'To minutter', svarer en af eleverne i flokken.

'Jah, det er lidt ligesom at koge et æg. Vi fryser det bare ned', siger Christian.

Han står i et stort telt ved Frue Plads i København. Det er Dansk Naturvidenskabsfestivals første dag. En landsdækkende festival, der har til formål at sætte fokus på naturvidenskaben. I lidt over en uge er der arrangementer over hele landet. Teltet er stort, aflangt og huser 12 stande, hvor studerende fra flere forskellige naturvidenskabelige uddannelser står for undervisningen. Christian trækker den gule vandballon op af kassen med kvælstof. Så skræller han den gule ballon af, prikker hul i iskuglen og hælder vandet ud. 'Der sker det, at ballonen først fryser udenpå, det isolerer ligesom en iglo, men vandet er stadig flydende indeni', fortæller han til de mange store øjne omkring bordet. 'Scienceshow' hedder standen, og Christian står sammen med Heidi og viser alskens forsøg med flydende kvælstof. 'Jeg kan slet ikke lade være. Jeg går efter at give eleverne aha-oplevelser for at få dem til at forstå kemien på en anden måde', fortæller Christian, der er ph.d.studerende på Danmarks Tekniske Universitet.

Banan i tusind stykker

Ved 'Scienceshow' står en håndfuld elever fra 9.a på Sydskolen i Albertslund sammen med deres lærer Tove Rasmussen. 'Det er godt at komme ud og se fysikken og kemien på en anden måde. Godt at se den fra hverdagen', siger Tove og henviser til nogle af forsøgene med rødkål og lilla ketchup. Det sidste har akkurat den samme smag som rød ketchup, men forsøget viser, at forventninger til farven har afgørende betydning for smagen.

Christian løfter en hammer og smadrer den ned mod en banan, der har været et smut nede i det flydende kvælstof på minus 196 grader. Med et slag forvandles den til tusind stumper af stenhård banan, der flyver i alle retninger. Og sådan fortsætter forsøgene. Et blad bliver sprødt og splintres, da eleverne rører ved det. En aflang hvid ballon bliver mindre og vokser så langsomt, da den kommer op af det flydende kvælstof.

'Det er meget rart, hvis man skal til fest. Så kan man lave en hel guirlande af balloner og stoppe dem ned i en sodavandsflaske', griner Christian.

Blod og blå handsker

Rundt omkring i teltet lyder brag, mens eleverne cirkulerer fra stand til stand. Morten, Jonatan og Nikolaj er nået til 'Kemikernes kamp mod det onde'. De får handsker og et lille net til håret, mens tre studerende fra Danmarks Farmaceutiske Højskole forklarer, hvad der skal ske. Med pincet, sprøjte og små plader og kar går de i gang med at adskille stofferne i blodprøverne. Til sidst vandrer stofferne i forskellig længde på pladerne alt afhængig af molekylestørrelse, og de finder frem til, hvilken blodprøve der indeholder henholdsvis penicillin, steroider og epo. Bagefter skal de undersøge de enkelte blodprøvers hæmatokritværdi.

Der står godt nok de tre studerendes navne på de tre blodprøver, men der er tale om hesteblod tilsat de forskellige stoffer. 'Så næste gang I ser Tour de France og hører om epo, så kan I sige, ha, det kan jeg også måle', siger Johan, studerende på Danmarks Farmaceutiske Højskole.

'Det her var meget lærerigt, men det, hvor de frøs ting ned, var sjovere', siger Morten. Det er meningen, at eleverne skal nå tre stande, men da alle de tilmeldte klasser ikke er dukket op, får eleverne fra Sydskolen mulighed for at nå lidt flere. Ved femte stand er tiden dog udløbet, og der skal gøres plads til de næste klasser. Tove og den sidste gruppe af klassen går mod udgangen.

'Vi mangler nogle af boderne. Det var ærgerligt', siger Morten.