Katrine og Karen Margrethe har været i andetårspraktik i en 6. klasse på Skægkærskolen uden for Silkeborg i godt en uge, og fra i morgen skal jeg være med. Derfor mødes vi på en café for at koble mig på den fælles planlægning. Allerede i december har de forberedt et fuldt undervisningsforløb om romanen »Heksefeber«, og de navigerer sikkert i enorme ringbind med noter, planer og sågar opgaveark, som allerede er kopieret i det korrekte antal til eleverne.

Jeg har bare mit bedagede eksemplar af »Heksefeber« med, som jeg har lånt på børnebiblioteket hjemme i Roskilde, hvor den faktisk stod fremme og ikke skulle hentes fra magasinet i kælderen. Den unge lærer og forfatter Leif Esper Andersen fik Danmarks Lærerforenings Jubilæumspris for bogen i 1974.

Egentlig er jeg ærgerlig over, at en bog fra 1970'erne stadig er standardstof i skolen, og måske især forundret over, at den vælges af to lærerstuderende, som repræsenterer fremtidens undervisning. Burde de ikke vælge noget, som børn født i 1990'erne kan identificere sig med? Og når elever skal læse om »gamle dage«, burde de så ikke læse ægte klassikere? Men da jeg genlæste »Heksefeber« hjemmefra, kunne jeg jo godt se dens litterære kvaliteter, og at den evner at gøre 1600-tallets hekseforfølgelser nærværende.

Karen Margrethe Baarup Johansen, som i det daglige hedder KM, og Katrine Smedsgaard fortæller, at de har haft en grundig snak med eleverne om hekseforfølgelserne, inden de udleverede de slidte bøger - og at de faktisk ikke selv har valgt den. »Heksefeber« er blevet læst i 6. klasse på Skægkærskolen siden 1973 og stod allerede på årsplanen.

Der er 28 elever i klassen, hvoraf flere får støtte af forskellige grunde, og klassens faste lærer Kamma Dickson har valgt at bruge støttetimerne i de fem praktikuger sådan, at en kollega tager fem elever ud, som har særligt brug for træning i skriftlig dansk.

Først da jeg er på vej i seng på hotelværelset i Silkeborg, kommer jeg i tanke om, at jeg får brug for en madpakke for at klare en skoledag fra 8 til 16. Jeg snupper en banan med fra morgenbuffeten og må så købe lidt mad og en smoothie på tanken, hvorfra rutebilen går, som stopper i Skægkær.

Jeg skal lige have min anden kop morgenkaffe på lærerværelset, inden vi går ned til klassen. KM kan ikke lide kaffe, men Katrine vil bare ikke være sådan en lærer, som hun husker fra sin skoletid, der lugter af kaffe ud af munden. Pludselig kan jeg også huske lugten og bliver flov over mine koffeinvaner.

Vi har aftalt, at jeg skal stå for den første del af timen og gennemgå kapitel seks med klassen.

6.a sidder stort set på deres pladser og har efterladt både overtøjet og de våde vinterstøvler på gangen. Én elev kommer ind fra gangen efter de andre. Han tager »Heksefeber« og går igen uden at sige noget. Jeg spørger, om der er andre, der ikke har læst dagens kapitel, og en enkelt mere tager sin bog og smutter udenfor.

Eleverne har fået fotokopierede ark, så de kan tage noter til hvert kapitel, men Katrine og KM har fortalt, at de ikke har haft tid til at gennemgå arkene hver gang. Så jeg tænker, at der nok ikke er ret mange elever, der har givet kapitlet en overskrift, som er den første opgave på arket. Men der er flere, der rækker hånden op. »Tilståelsen« lyder første bud, »Ellen« lyder et andet. Gode overskrifter til et kapitel, der først og fremmest er beretningen om, hvordan hovedpersonen Esbens mor Ellen bliver torteret til at tilstå, at hun er heks. En elev resumerer handlingen, og vi taler lidt om kapitlet. Det er tydeligt, at torturen har gjort et stort indtryk, mens eleverne omtrent har glemt rammen om historien. Jeg spørger, om der var nogle svære ord i teksten. Ingen rækker hånden op. Jeg spørger så, om de kender ordet »spanter«. Det er der ikke nogen, der gør, så jeg forklarer, at det er »ribbenene« i en træbåds skelet. Men da ingen spørger, hvad det vil sige at »hore med Djævelen«, er jeg kylling nok til ikke at nævne det.

Til sidst vil jeg vide, om de bed særligt mærke i noget. Heller ingen respons. Jeg er langtfra sikker på, at eleverne forstår forfatterens pointe om, at folks angst for alt muligt, for Djævelen, bliver til angst for hekseri. Men det er meningen, at det meste af dobbelttimen skal bruges til den »varme stol«, så jeg gør ikke mere ud af det.

KM introducerer en alternativ måde at arbejde med personkarakteristik på. Eleverne skal parvis finde på fire spørgsmål til de fire centrale personer i kapitlet, som bagefter skal i »den varme stol«. Vi går rundt og hjælper. I begyndelsen er der mange grupper, der stiller spørgsmål som »Er du genert?«, »Er du ensom?« og »Er du ked af, at din mor er blevet brændt?« Jeg prøver at tale med dem om, at de kan stille spørgsmål, som ikke bare kan besvares med ja eller nej. Jeg siger også til dem, at det gerne må være lidt svære spørgsmål, som kan give den, der skal sidde i den varme stol, nogle udfordringer - også gerne nogle, hvor svaret ikke står i bogen. Flere grupper vælger at spørge Esbens mor, hvem Esbens far er. Jeg opdager slet ikke, at klasselæreren må tage sig af en elev, der bliver ked af det, fordi diskussionen minder hende om, at hun ikke selv har en far.

Den varme stol er en kæmpesucces. Mange elever vil rigtig gerne op og spille rollen som en af karaktererne, og de er entusiastiske og ivrige, og det er tydeligt, at de har forstået hovedpersonernes situation og personlighed.

I musiktimen er det meningen, at KM skal undervise sammen med 6. klasses musiklærer. Men hun har knust tommelfingeren i en tenniskamp, og i stedet kommer en af skolens faste vikarer, Sebastian Morsing Mortensen. Samtidig med at Karen Margrethe skal have overblik over, hvem der gerne vil spille i band sammen, og hvilken sang de vil spille, skal eleverne to og to finde oplysninger på nettet om en klassisk komponist. Vi går ind i it-lokalet ved siden af, som skulle være booket, men inden eleverne når at logge sig på, dukker en anden klasse op. Et tjek på intranettet viser, at det er dem, der har ret til computerne. Sebastian tager en flok elever med på jagt efter bærbare pc'er. To af dem har ingen strøm, og på én virker bogstavet U ikke. Da det endelig lykkes for nogle at logge sig på, går hele nettet ned - formentlig som følge af, at elektrikere samme morgen er gået i gang med at opgradere skolens trådløse netværk. KM tænker hurtigt. Hun giver eleverne besked på at lukke computerne ned og sætter så en Strauss-cd på og beder eleverne identificere de forskellige instrumenter. Trompet, tuba, violin, bækken og masser af triangel. Dernæst spiller hun et stykke Bach og beder eleverne fortælle, hvilke billeder de har fået på nethinden. Et skib - en, der sidder på en grøn eng og spiller violin - en pige, der løber - og et bindingsværkshus.

Det var den time. På lærerværelset er KM bekymret over, at hun har mistet en time, så det ene musikhold er bagud i forhold til det andet. Men hun er også glad for, at hun fandt på en feberredning. KM og Katrine er enige om, at de er tryggest ved papir frem for it, hvor »man altid skal have en plan B«.

Klokken 14 har lærerne teammøde om 6. årgang. Morten Sørensen, Kamma Dickson, Karen Marie Søndergaard, Jan Bødskov Sørensen og vi tre praktikanter. Lærerne opdaterer hinanden om de seneste møder med forældre og plejeforældre om nogle af de elever, der har haft det svært på det seneste. Forældrerådet arrangerer nytårskur for eleverne på skolen, men både Jan og Kamma skal med tipsklubben ud at bowle den aften. Karen Marie kan godt deltage, men teamet enes om, at hun ikke behøver være der fire timer. Med den nye arbejdstidsaftale er det lærerne selv, der skal sørge for ikke at bruge fritid på deres arbejde, men samtidig vil de gerne bakke forældrenes gode initiativ op.

Ugenumre og datoer for afspadsering, snedag, badedag, projekter, elevsamtaler, forældresamtaler og naturfagsmaraton flyver gennem luften, og der bladres flittigt i kalenderne. Katrine, KM og jeg iagttager imponerede og en smule skræmte, hvordan de erfarne lærere ved, præcis hvor mange uger man skal tælle tilbage fra forældresamtalerne for at have tid nok til, at eleverne kan bedømme deres egne fremskridt i forhold til sidste elevplan, og lærerne derefter kan skrive udkast til nye elevplaner og rundsende dem til kollegerne til kommentering.

Næste morgen møder vi først klokken 9. Formiddagen er afsat til fælles leg i sneen. En elev har allerede kælket for langt og er havnet i bækken. Lærke fra »vores« 6. klasse sidder og venter på, at hendes far skal hente hende og køre hende på skadestuen. Hun har slået hånden, da hun faldt på glidebanen.

Vi er ikke med til snedagen, fordi vi skal til vejledermøde med klasselæreren. Hun spørger, hvordan jeg havde det med, at eleverne ikke svarede, da jeg spurgte til svære ord i »Heksefeber«, og jeg forstår på både hende og mine praktikantkolleger, at eleverne var mere tilbageholdende over for mig, fordi jeg var ny og fremmed.

Kamma gennemgår de forskellige undervisningstimer og roser Karen Margrethe og Katrine for deres forløb, deres øje på klassen og deres evne til at få ro. Hun har også forslag til, hvordan nogle af projekterne kunne have fungeret bedre. Hun giver dem den opgave at holde fokus specielt på et par bestemte elever de næste to uger, lægge mærke til, hvordan de arbejder, hvordan de fungerer socialt og sågar deres madpakker - lære selve personen at kende, hvad er han for en? Og så slutter klasselæreren med et: »Pas på!« og Katrine spørger, hvad hun mener med det:

»Du mener nok, at jeg ikke skulle have siddet i aftes fra kvart over seks til 12 og lavet en PowerPoint til i dag - jeg behøver nok ikke gøre så meget ud af, at det er pænt«, erkender Katrine, som også mødte tidligere i morges for at hente computer og projektor og teste den før sit PowerPoint-show om genrer. Og så kommer det hele på bordet: De søvnløse nætter, hvor de gennemgår næste dags undervisningsforløb i hovedet, og angsten for at sige noget forkert - ikke så meget over for eleverne, »de ved jo ikke bedre«, men mens Kamma hører det.

»Jeg tror, jeg bliver lidt nervøs, fordi der sidder en erfaren, dygtig lærer nede bagi, så er jeg bange for at dumme mig«, siger Katrine.

Kamma understreger endnu en gang, at hun kan mærke, at Katrine og Karen Margrethe trives med at undervise og kan lide samværet med eleverne:

»Er det skinnet igennem, at jeg har to rigtig gode praktikanter, som jeg går og praler lidt af?«

Der er intet at mærke på Katrine, da hun går ind i 6.a og gennemgår de forskellige genrer ledsaget af en forrygende og grafisk topprofessionel PowerPoint. Bagefter hænger hun en lamineret plakat med en oversigt over tekstgenrer op på opslagstavlen. Så hver gang en elev er i tvivl om, hvorvidt noget er fiktion eller non-fiktion, eller om det er epik eller lyrik, så kan de tjekke med plakaten.

Jeg tager over efter Katrine og fortæller lidt om at skrive breve. Jeg læser et brev højt, som jeg har skrevet, som om det var fra Esben til hans mor. Jeg er lidt nervøs for, at eleverne vil blive begrænset i deres ideer af mit brev, så jeg siger, at der er mange andre, man kunne skrive til og fra. Jeg får nogle forslag fra eleverne og skriver en liste over muligheder på tavlen.

Jeg har fået nogenlunde styr på elevernes navne. Benjamin kalder på mig:

»Karen, har du set min trøje?« Jeg kigger på hans røde fodbold-T-shirt og konstaterer »Silkeborg IF« med forhåbentlig passende beundring i stemmen. »Men du skal også se bagpå«. Jeg kigger på hans ryg, hvor spillernavnet står. Raun - ligesom mig. Jeg bliver varm indeni over denne lille personlige hilsen fra en elev, jeg har haft to dage.

Klassen skriver, så tasterne gløder. De har kun brug for hjælp til lidt stavning og nogle overvejelser om, hvad man gjorde og ikke gjorde i 1600-tallet. Men der er flere, der kalder på mig bare for lige at høre min mening om det, de har skrevet. Ingen tvivl om, at de har glæde af den personlige opmærksomhed, man kan få, når der er fire voksne og ikke kun én til stede i klassen. Jeg lægger mærke til, at flere staver brænde og brændt med a, og at ingen skriver I med stort. Jeg spørger Kamma, om man skal afbryde og skrive op på tavlen, når man opdager en fejl, der går igen hos mange, men hun synes, at vi skal lade dem skrive, når det går så godt.

I klassens tid, hvor alle 28 elever er til stede, har klasselærer Kamma Dickson svært ved at få eleverne til at følge dagsordenen og høre referat fra elevrådsmødet, som på Skægkærskolen er omdøbt til VIM, Very Important Meeting. For midt i lokalet sidder Kalle med et hævet, rødt øje - en dreng fra 7. klasse har »vasket« ham med en isklump. Så det går stærkt gennem dagsordenen, og så tager Kamma Kalle ud, og KM, Katrine og jeg hjælper eleverne med at finde udviklingsmapper med de aftalte mål fra sidste elevplan og skrive dem over på et bogmærke, så de i de kommende uger ofte kan blive mindet om dem. KM tager nogle elever med på biblioteket, hvor det er meningen, at de andre skal sidde og læse, men det kniber med koncentrationen. En af drengene mener højlydt, at 7.-klasse-eleven burde smides ud af skolen. Jeg prøver at få ham til at tie stille ved at forklare ham, at Kamma er i gang med at tale med elever fra både 6. og 7. for at få afklaret, hvad der er sket. Da Kamma og Kalle kommer tilbage, bliver der endelig mulighed for at få snakket snedagen igennem. Kalle har fået en undskyldning af drengen fra 7.

Endnu en gang er det svært at forestille sig, hvordan man får sådan en time til at fungere med kun én lærer.

Katrine skal stå for engelskundervisningen alene - til engelsk har 6.a nemlig hende, der har brækket tommelen. Med sin baggrund i mediegrafikeruddannelsen har Katrine imponeret eleverne med en lille »special book on boxing« formet som en boksehandske. Nu er det deres tur til at gå i gang med hver sin bog, og alle fortæller, hvilket emne de har planlagt. Louise vil helst skrive om »følelser«. Katrine er skeptisk. Hun mener, det bliver for svært og ukonkret, men Louise insisterer. 6.a bliver sluppet løs på Google og med saks og papir, og de fleste bliver hurtigt meget optaget af at finde billeder til deres bog, mens der ikke bliver taget mange noter. Endnu en gang driller teknikken - man kan ikke printe, så eleverne må nøjes med at gemme de billeder og tekster, de finder. Og Katrine finder ud af, at hun nok skulle have ventet med klippe-klistre-delen, til eleverne var godt i gang med nogle engelske tekster. Vi bliver enige om at sætte en deadline, så alle i hvert fald de sidste ti minutter koncentrerer sig om tekstdelen.

Klassen har arbejdet intensivt, men efter timen er Katrine bekymret for, om de har lært nok engelsk.

Kamma Dickson giver os et lift tilbage til Silkeborg. På vejen gentager hun og jeg igen og igen over for Katrine og KM, at de er gode til det, de gør, og at de ikke må tage det første, det bedste lærerjob, de bliver tilbudt, og måske stå som klasselærer for den klasse, alle andre har opgivet, så de bliver slidt op, før de er kommet rigtig i gang. Det ville være synd for både dem og folkeskolen .

Folkeskolens journalist var med Katrine Smedsgaard og Karen Margrethe Baarup Johansen i to dage ud af deres fem ugers praktiktid i 6.a på Skægkærskolen. De går på 2. årgang på læreruddannelsen i Silkeborg og har blandt andet dansk for 1.-6. klasse som linjefag.