Problemer med vold i hjemmet har været højaktuelt, siden Folkeskolen i sidste nummer skrev om en lærer på Rådmandsgades Skole på Nørrebro, der erfarede, at 70 procent af eleverne i en 2. klasse blev udsat for vold derhjemme. I stedet for at underrette de sociale myndigheder valgte læreren sammen med skoleledelsen at indkalde forældrene til en dialog om problemerne.

Eleverne i klassen var primært tosprogede, og ifølge integrationskonsulent Esma Birdi, der blandt andet rådgiver skoler, halter samarbejdet mellem skolerne og indvandrerforældre. Hun mener ikke, at det nuværende forældresamarbejde i det danske skolesystem er tilstrækkeligt i forhold til indvandrerforældrene.

»Vi skal se forældresamarbejde i et andet perspektiv, end vi gør i dag. Det er ikke nok med en konsultation og forældremøde to gange om året. Det batter ikke. Der er en kæmpe kommunikationsbrist mellem skole og hjem. Der skal en større indsats til, både for skolen og forældrenes skyld og ikke mindst for børnenes skyld«, siger Esma Birdi.

Vold er det eneste værktøj

Grunden til, at indvandrerforældre slår deres børn, er ifølge hende, at de selv er vokset op med den kultur. Det er en autoritær og hierarkisk opdragelse modsat den danske, der er mere pædagogisk. Og indvandrerforældrene kender ikke til pædagogikkens betydning.

»Det er en del af kulturen at slå. Man sætter børnene på plads, så de ved, hvor i hierarkiet de hører til. Man går ikke i dialog med barnet, og de har ikke andre værktøjer end at slå. Det er ikke, fordi de er vilde med at slå, men det er nu engang de værktøjer, de har. Det er oftest på grund af manglende viden og frustrationer over, at deres barn ikke lytter. For at ændre den holdning skal de have erstattet de autoritære opdragelsesformer med pædagogiske værktøjer«, siger Esma Birdi.

For at få ændret indvandrerforældrenes holdning til at slå deres børn skal der oplysning og dialog til, mener hun.

»Indvandrerforældrene skal lære de demokratiske spilleregler. Vi skal have en dialogkultur i gang i stedet for den autoritære kultur. Og her skal fagpersonerne, blandt andre lærere, være meget opmærksomme på at fortælle forældrene, hvad de kan gøre, når der er problemer«, siger hun.

Hun mener dog, at det er sjældent, at fagpersonerne er klædt ordentligt på til at håndtere forældrenes frustrationer.

»Som det ser ud i dag, er der ingen fagpersoner, som er i stand til at give den rette vejledning. De skal klædes på. Men det er ikke nok. Forældrene skal også klædes på, de skal oplyses«, siger Esma Birdi.

Ikke kun et indvandrerproblem

I forlængelse af problemerne med vold i hjemmet på Rådmandsgades Skole har Dansk Folkepartis uddannelsesordfører Martin Henriksen rejst spørgsmål til undervisningsminister Bertel Haarder om, hvorvidt han vil indhente erfaringer fra folkeskoler med mange indvandrere og efterkommere af indvandrere, hvor vold blandt elever og vold i hjemmet er udbredt.

Familieterapeut og forfatter Jesper Juul mener, at man skal passe på med at gøre vold i hjemmet til et indvandrerproblem.

»Når vi ser, hvor længe det har taget veluddannede danske forældre at finde et alternativ til vold, så er det indlysende, at det tager folk, som kommer fra en helt anden kultur, væsentlig længere tid. Jeg tror, det kommer til at tage to generationer. Hvis jeg skal sætte årstal på, så 2050«, siger han og fortsætter:

»Der er meget få forældre, der synes, det er en god idé at slå sine børn, uanset om man taler dansk eller ej. Det er noget, man gør, når man er desperat og ikke ved, hvad man ellers skal gøre. Hvis forældrene slår af desperation, så burde vi have et tilbud til dem om, at der er andre måder at løse konflikterne på end at tæve. Men det tilbud har vi dårligt nok til danske forældre«.