Ivirkeligheden handler det ikke så meget om lærerne og pædagogerne. Men nok så meget om deres møde omkring barnet.

150 pædagoger og lærere i Vejle og 150 i Køge har for nylig været samlet til konferencer med skoledirektør og cand.pæd. Giampietro Lippi fra Cesenatico ved den italienske Adriaterhavskyst. Konferencerne var arrangeret af Forbundet for Pædagoger og Klubfolk (BUPL) og Danmarks Lærerforening i fællesskab.

Med fokuspunkterne fra 'Folkeskolen år 2000' lurende i baghovedet og de stadigt stærkere krav om tættere samarbejde med pædagogerne i børnehaverne og fritidsinstitutionerne, i kredsene, ude på skolerne og i institutionerne, er deltagerne sultne efter stof til inspiration og eftertanke.

Og Giampietro Lippi leverer varen og giver en pædagogisk begrundelse for, at samarbejdet mellem børnehave og skole, mellem pædagoger og lærere, er en nødvendighed for børn, der lever i en kompleks virkelighed og derfor har brug for kontinuitet.

Barnets lange rejse

I Cesenatico ser de barnets liv som en rejse, der begynder ved fødslen, og hvor hvert enkelt barn sætter sig spor, der kan fortælle noget vigtigt om netop dette barn. Spor, som er udtryk for den bagage, barnet bringer med sig: fra familien over i børnehaven og senere op gennem skolen.

Derfor udstyres børnene bogstaveligt talt med en lille kuffert, når de begynder i børnehaven som treårige. Her fyldes den op af pædagogerne og barnet i fællesskab med oplevelser, registreringer, tegninger og vigtige spor fra barnets liv: Fodaftryk, håndaftryk, den første legeskrift, tegninger og beskrivelser fra udflugter, teaterstykker og projekter. Ting, der optager barnet - fine fjer, sten, muslinger, bestemte ord, der har fanget barnets interesse, og som det er optaget af eller undrer sig over . . .

Ud fra en opfattelse af, at barnet er udstyret med potentialer og kompetencer, samles og registreres børnenes spor og bruges af pædagoger og lærere som afsæt til kommende projekter og initiativer. For når barnet forlader børnehaven som seksårig, har det sin kuffert med, og henne i skolen lukkes kufferten op, så undervisningen tilrettelægges med udgangspunkt i det, børnene har med: Barnets yndlingsord bliver til sætninger, sætninger bliver til historier, og historier bliver til barnets første læsebog.

Børn er psykisk svage

- Som pædagoger og lærere har I ansvar for 15-20-25 børn. De er forskellige, og de forandrer sig i tiden. Romertidens børn havde også to arme og to ben, men børn ændrer sig indvendigt i måden at nærme sig virkeligheden på og i måden, hvorpå de indgår i læreprocesser, siger Giampietro Lippi.

- Derfor er det nødvendigt i den pædagogiske planlægning hele tiden at tage højde for det uventede og det uønskede. Vores pædagogik kan ikke være lineær, for vores profession udøves i en kompleks og kompliceret virkelighed.

- De børn, vi har nu, er forskellige fra dem, der var børn for fem-seks år siden. De manøvrerer computere og mobiltelefoner med behændighed, mens de på det psykologiske plan er meget svagere. De kan for eksempel ikke lide at skrive med blyant, og de tror, de ved alt. Men de ved ikke ret meget. Politisk, ideologisk og kulturelt lever børn i dag i sammehænge, som dikterer dem, at de hver især skal være nummer et og i øvrigt have alle de ting, andre har. Vor måde at undervise dem på bliver stadig mere kompliceret, men da vi har svært ved at tilpasse vore metoder til børnene, har børnene også svært ved at få noget ud af vores undervisning.

- Det lille individ, der går i skole hver morgen, er et barn, ikke en robot. Det er et barn, der har sine glæder og sorger, sin fryd og smerte, sin egen personlighed.

- Men også læreren er et individ med sin egen personlighed. I det øjeblik, han går ind i skolen, er han den person, han er i det givne øjeblik - med alle sine problemer. En person, der har sin måde at anskue verden på, og som har en rettethed, som han følger i sit liv.

Det er i mødet mellem de to rettetheder - barnets og lærerens - at problemerne - og udviklingsmulighederne - kan ligge.

- Hvis de bevæger sig hen imod hinanden, er alt godt. Hvis de er modsatrettede, får de problemer. Og de fleste af de problemer, vi har i skolen i dag, kommer af disse forskellige rettetheder, mener Lippi.

Læreren som forsker

I Cesenatico taler de om klassesrummet som et laboratorium og lærerne som aktionsforskere. Ikke kølige og distancerede voksne, der iagttager børnene som objekter, men som indbyrdes tæt forbundne i en gensidig relation:

- Et klasserum er livet selv. Et konkret og symbolsk laboratorium, hvor vi driver aktionsforskning med børnene som aktive deltagere. Det, der interesserer os som forskere, er børnene med deres komplekse egenskaber. Man kan sige, at vi er forskere i samvær med børnene. Men målet ændrer sig undervejs, for måske viser målet sig at ligge et helt andet sted, end vi først troede. Og når vi vil forske i, hvordan barnet er indrettet, søger vi informationen hos kilden, nemlig barnet selv. Her kommer kufferten ind som et af flere redskaber.

- Ethvert barn repræsenterer en række historier, som har sat sig spor. Historier, der skabes i barnets forskellige livssfærer: familien, kammeraterne, børnehaven, skolen, og som har udstyret barnet med nogle potentialer og ressourcer, vi kan bygge videre på.

Disse spor leder til et nøjere kendskab til barnets kompetencer og rettethed. Ikke bare til, hvad det kan, men også hvem det er, og hvad det vil. Der er tale om en løbende evaluering af barnet, men også en selvevaluering for barnet: Ved at kigge på bagagen i kufferten kan barnet se på og sammenligne: Her er jeg i dag - hvem var jeg i går? Og hvem vil jeg være i morgen?

De stærke spor

Ved at identificere de fælles såkaldt stærke spor i børnegruppen formulerer de voksne en arbejdshypotese og nogle konkrete forslag til forløb, projekter og for eksempel ekskursioner med relation til sporene.

Forslag, som drøftes med børnene og bliver til en arbejdsplan og en undervisning, som tager sit udgangspunkt i børnenes interesser og motiver.

For lærere og pædagoger i Cesenatico er det børnenes potentialer og kompetencer frem for deres svagheder og mangler, der danner grundlaget for det pædagogiske arbejde i børnehaven og skolen. Herved styrkes barnets selvfølelse, og dets udvikling af nye motiver og nye kompetencer fremmes.

For Giampietro Lippi er undervisning en gensidig handling, som skabes både af den voksne og af barnet.

- Stiller vi barnet et spørgsmål, og barnet vælger at svare, får barnet rollen som både elev og underviser. For svaret lærer os noget om, hvordan vi tilrettelægger vores undervisning bedre. Vi er kun i stand til at lære andre noget, i den udstrækning vi har lært at lære. Det sker, at man i sin iver efter at opnå et bedre resultat, ved at terpe for eksempel, kommer til at forsinke eller ligefrem spærre for udviklingen af barnets identitet.

De små sandheder

I Lippi's skoler handler det om at give børnene en kombination af formel indlæring og identitet, som ikke er adskilte processer, men to sider af samme sag. At skabe en personlig motivation i læringsprocessen.

I Cesenatico har de brugt kufferten. Men redskaberne kan være forskellige. Og det, der er gode redskaber i Italien, behøver nødvendigvis ikke at være det i Danmark.

- Vi er en lille gruppe, der prøver at finde en flig af sandheden, en løsning på problemerne, uden at være så hovmodige at tro, at vore erobringer rummer hele sandheden. Vi har fundet små sandheder, som sammen med andre små tilsammen måske kan gøre sandheden lidt større, siger Lippi.

Annette Wiborg er freelancejournalist