En dreng i 1. klasse har det ikke godt. Det er tydeligt for hans lærer Birgitte Sørensen. Selv om hun har mange møder med moren, kan hun ikke finde en løsning på drengens problemer.

Sofiendalskolens psykolog henviser til et nyt distriktsteam, hvor sundhedsplejersken, skolepsykologen, kommunens sagsbehandler og skolens souschef mødes hver anden onsdag for at sikre, at man hurtigt kan tilbyde den rigtige hjælp til eleverne. Sofiendalskolen i Haslev ligger i Faxe Kommune, der har etableret otte distriktsteam til kommunens skoler. Projektet er med i samarbejdet »Hånd om alle børn«, som DLF har startet sammen med Dansk Socialrådgiverforening.

»Det er en befrielse, at der endelig er et sted, hvor man kan henvende sig, hvor der er kort til målet. Tidligere gik der ofte et halvt år, før der skete noget, men nu er der mulighed for at handle hurtigere«, siger Birgitte Sørensen.

Direkte kommunikation

For at komme i kontakt med distrikts­teamet skal Birgitte Sørensen sammen med moren skrive en samtykkeerklæring. På blot fire linjer beskriver læreren problemerne med drengen. Moren skal derefter skrive under.

»Før skulle jeg afgive mange flere skriftlige beskeder. Dengang brugte jeg meget lang tid på at formulere det, for jeg ville jo ikke få andre muligheder for at forklare det, og så er det vigtigt, at man vælger de rigtige ord«, siger Birgitte Sørensen.

Men efter at skolen har fået distrikts­teamet, får Birgitte Sørensen mulighed for at fremlægge sagen på mødet. De andre på mødet er velforberedte og har haft mulighed for at læse sagens papirer.

»Man starter ikke fra Adam og Eva, og sammen får man mulighed for på stedet at snakke sig frem til en løsning. Man kan handle videre med det samme. Det er en fantastisk følelse. Jeg kan slet ikke få armene ned«, siger Birgitte Sørensen.

Løsningen bliver, at sagen bliver overgivet til kommunens sagsbehandler. Læreren er med, da moren første gang skal mødes med sagsbehandleren.

»Den her sag kunne sagtens have ventet nogle år. Men det er meget bedre at gribe ind, før barnet bliver smidt ud af skolen. Det gælder om at yde en tidlig indsats«, siger sagsbehandleren, socialformidler Lene Vedel Rasmussen.

Faglig sparring

Både læreren og sagsbehandleren er enige om, at netop denne mor aldrig af sig selv ville henvende sig til kommunen.

»Jeg får meget ud af den faglige sparring. Vi får en fælles forståelse. Det er meget nemmere for mig at have et møde med moren, når Birgitte har gjort et godt forarbejde«, siger Lene Vedel Rasmussen.

Birgitte Sørensen synes, det er lettere at arbejde med barnet i klassen, når hun er sikker på, at der sker noget for at hjælpe ham.

»Hvis man formulerede en bekymringsskrivelse til kommunen tidligere, så tror jeg helt sikkert, at kommunen gjorde noget, men jeg fik ingen tilbagemeldinger. Det her er meget bedre«.

Både hun og sagsbehandleren mener, at det er godt, at moren ikke selv skal være med til distriktsmødet.

»Det er trygt for forældrene, at de ikke selv skal med til mødet. Det er mig, der bliver klædt på til mødet, og mig, der skal melde tilbage. Det er meget præcist beskrevet i samtykkeerklæringen«, siger Birgitte Sørensen.

»Det er en noget omstændelig procedure, men den skal være omstændelig, for det vigtigste er sikkerheden for forældrene. De skal føle sig trygge«, siger Lene Vedel Rasmussen.

Plads til generelle sager

Souschef Marianne Olesen er mødeleder i distriktsteamet. Hun mener, at der fra nu af kommer færre underretninger. Og det giver sagsbehandleren hende ret i.

»Det kan godt være, at jeg her og nu får flere sager, men de er nemmere. Vi får taget flere i opløbet, før de bliver mammut-store«, siger Lene Vedel Rasmussen.

Distriktsteammøderne har været afholdt siden august, og foreløbig har der været fire sager. Sagsbehandler Lene Vedel Rasmussen tror, at der i fremtiden kommer i snit to sager hver fjortende dag.

»Når jeg sidder med en bekymring, så kan jeg sparre med både psykologen og sagsbehandleren om, hvad jeg skal gøre. Og de kan hjælpe mig med at vurdere, om jeg skal skrive en underretning. Desuden får jeg også mulighed for at tage generelle ting op. For eksempel hvad vi skal gøre ved en gruppe piger, der er ved at udvikle anoreksi«, siger Marianne Olesen.