Det græske ord »eufemisme« betyder lykkebringende tale og anvendes om omskrivninger af noget, som man ikke ønsker at nævne ved dets rette navn. Skolen, eller rettere sagt den politiske dagsorden omkring skolen, bugner af sådanne eufemismer. Et godt eksempel er begrebet rummelighed.

Ordet »rumme« beskrives i Nudansk Ordbog som synonym til at indeholde, omfatte, indebære, og dermed er det at rummes det samme som at få plads. I Danmark er folkeskolen en kulturbærende institution, og den kan siges at have været rummelig og inkluderende (for at bruge endnu et af tidens slagord) i større eller mindre grad siden enhedsskolens indførelse i 1903, idet den netop har haft som sin dannelsesmæssige pointe, at den er for alle.

Da rummelighed kom på den politiske dagsorden, var det imidlertid i relation til en specifik elevgruppe, »elever med særlige behov«. De skulle ikke længere henvises til specialundervisning, men i stedet inkluderes i klassen. Deri kunne der ligge en besparelse, og »folkeskolens rummelighed« blev legitimeret med et inkluderende menneskesyn, det vil sige tanken om en skole, som ikke leder efter »defekter« hos eleverne, men ser dem som hele og sammensatte mennesker med udviklingspotentialer, som det hedder i Undervisningsministeriets publikation »Skolens rummelighed - fra idé til handling«. I samme udgivelse kritiserer Niels Egelund den tidligere specialundervisningspraksis for at være udtryk for et syn på mangfoldig som »noget, man skulle behandle eleven ud af«, og for at operere med »det medicinske normalitetsbegreb«. Videre skriver Egelund: »Spørgsmålet er imidlertid, om det, der er gået forud (for henvisningen. Redaktionen), har været tilstrækkeligt? Har man set tilstrækkeligt på, om undervisningen er blevet tilpasset til eleven, eller har man ved fjernelse af eleven blot søgt at skabe en situation, hvor en for snæver undervisningspraksis har kunnet leve videre?«

Det centrale i citatet er spørgsmålet om, hvorvidt det, der er gået forud for henvisningen af den enkelte elev, har været tilstrækkeligt. For dette sigter til elevens tarv, mens resten i mine øjne er en legitimering af den politiske dagsorden ved at flytte fokus over på skolens institutionelle mangler. Det er svært at være uenig i publikationens menneskesyn, som jeg kun kan tilslutte mig, og som jeg som lærer også bestræber mig på at efterleve i praksis. Jeg vil gå langt i kampen for at bevare den danske folkeskole som en enhedsskole, ligesom jeg anser elevernes individuelle forskelle som resurser og dermed også som udviklende og udfordrende for fællesskabet. Det gælder naturligvis også »børn med særlige behov«, men problemet med rummeligheden er, at der ikke medfølger tilstrækkelige resurser til at rumme eleverne med. Og problemet med at legitimere rummeligheden med et inkluderende menneskesyn er, at det bliver vanskeligt at sætte kriterier for, hvornår grænsen for inklusionen er nået.

Formand for DLF's pædagogiske udvalg, John Illum, udtrykte det ret præcist i Folkeskolen nummer 24: »Grænsen for rummelighed går der, hvor læreren forhindres i at gennemføre undervisningen, eller hvor eleven ikke får udbytte af undervisningen, eller hvor det sociale fællesskab i klassen er truet«. Det er desværre en grænse, som jeg tror, at mange lærere dagligt må opleve blive overskredet.

Tankevækkende nok kan rumme i ældre nydansk også betyde forlade, det vil sige beslægtet med rømme. Det ville være trist, hvis den rummelige folkeskole ender som »den rømmelige folkeskole«.

Conni Hesel Rickmann er lærer og lærebogsforfatter. Hun har i øjeblikket orlov for at studere didaktik ved Danmarks Pædagogiske Universitetsskole