Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
»Pedersen løber hurdit som et lyn«, har Lukas fra 2.c skrevet. Pedersen er en hurtig hund. Og William fortæller, at hans familie har fået en hund af en gammel dame, og den »hober såm en keguro«.
Kæledyr fylder meget hos eleverne i 2.c. De store følelser er fremme, når eleverne fortæller. Laura har kaninen Josefine, som er hendes helt egen kanin. »Jeg elsker hende meget meget højt«, som hun skriver. Eleverne på Jægerspris Skole har i nogle uger arbejdet med kæledyrsprojektet på danske-dyr.dk, hvor de deltager i en konkurrence om den bedste wiki og deres kæledyr samt at vinde 1.000 kroner til klassekassen. Konkurrencen sluttede i begyndelsen af oktober. Men lærer Anita Støchkel har i mange år brugt både verdens-dyr.dk og danske-dyr.dk i sin undervisning.
»Eleverne lærer at skrive, og de får it-kompetencer. De lærer også noget om dyrene. Natur/teknik-læreren og jeg samarbejder«, fortæller Anita Støchkel.
»Kæledyr er et godt emne til 2.- og 3.-klasserne. De vil rigtig gerne skrive om deres dyr«.
I 2.c er der kun tre elever, der ikke har et kæledyr. De skriver så om dyr, de kender. En af dem fortæller om en død hund, som hans farbror har haft.
Masser af tørfoder
Labrador er den hund, der er flest af i klassen, men en kamphund og en tjekkisk rottehund er også repræsenteret. Kaniner er der nogle stykker af, katte og så fritten Isa. Den har en hængekøje, for det har fritter ofte.
Anita Støchkel samler eleverne ved det store lærred i computerrummet. Her kan de sammen se på hinandens wiki'er. Alle vil gerne fortælle gode historier om deres kæledyr.
Flere af hundene har hoppet på trampolin med børnene. Der er både billeder og video med mange af dyrene. Alt sammen en del af wiki'en.
Liv har en hund, der hedder Freja, og den tager hendes sko hver morgen.
»Men hun varmer den bare til mig«.
Eleverne har skrevet, hvad dyrene spiser. Hunden Molly holder for eksempel meget af agurk og gulerødder. Ellers får langt de fleste tørfoder, fortæller eleverne i deres wiki'er. Det er nemlig sundt for dem.
»Ja, de får jo ikke flødeskumskager«, som en dreng grinende siger.
Så både Mille, Molly, Merle, Ninus, Futte, Vaks og Salt lever tilsyneladende sundt.
På billedet af Vaks ser man hundens store lyserøde tunge hænge ud ad munden.
»Den sveder bare sindssygt meget«, fortæller Vaks' ejer.
Tekniske problemer overvundet
Lærerne på Jægerspris Skole har haft enkelte tekniske problemer i brugen af danske-dyr.dk
Det skyldes, at skolen havde Explorer 7 i nogle klasser og Explorer 8 i andre. Det gav lydproblemer, når programmet ikke passede til dét, som danske-dyr.dk var beregnet til. Men lærerne fik hurtigt hjælp hos ConDidact - folkene bag it-programmerne.
Anita Støchkel har tidligere arbejdet med bondegårdens dyr fra danske-dyr.dk
Hun brugte programmet, efter at hendes klasse havde været på bondegårdstur. De udvalgte emner fra danske-dyr.dk og fra forskellige fagbøger, ligesom der var en quiz i undervisningsmaterialet danske-dyr.dk, som eleverne prøvede.
Elever kender hinanden bedre nu
Flere af eleverne har denne gang optaget video med deres kæledyr, eller de har fået en voksen til at optage lidt. Anita Støchkel fortæller, at hun har sat en tidsmæssig begrænsning på videoerne.
»Vi vil kun have ti til femten sekunders video fra hver lagt ind i wiki'en. Det har jeg besluttet. Eleverne kan jo blive ved med at ville se deres kanin løbe rundt«.
Hun fortæller, at eleverne har prøvet at formulere en kladde og skrive den ind, når computerrummet var ledigt. I natur/teknik har eleverne lært om hundespor og om de andre dyr. De har set film om dyrene og læst om dem.
Elevernes tekster har alle længder. Nogle har skrevet om en masse oplevelser med dyrene. Hele livshistorier er der. Og billeder af dyret som lille og som voksen. Eleverne har også tegnet.
»En rigtig god sidegevinst er, at eleverne nu kender mere til hinanden. Kæledyrene er en væsentlig del af dem selv, og nu kender de hinandens kæledyr på tværs i hele klassen«, siger Anita Støchkel.
Hun har selv lavet en wiki om sin kat Silke. Den har flere af eleverne kommenteret i wiki'ens kommentarfelt.
»Jeg har ikke opfordret dem til at skrive kommentarer om de andres arbejder. Nærmest tværtimod. Hvis de små elever skal skrive kommentarer, skal det styres mere, synes jeg. Så skal vi tale om, hvordan man skriver til hinanden. Jeg vil som lærer gerne have mulighed for at kunne slette nogle kommentarer. Dem, de har skrevet til mig, er fine nok, men der skal ikke kunne stå hvad som helst«, mener Anita Støchkel.
Lær om it
Gå ind på folkeskolen.dk og klik på temaet »Lær med it«. Her kan du hente inspiration og ideer til undervisningsforløb med it-læring og tilmelde dig adgang til danskhistorie.dk, kristendomskundskab.dk, samfundsfaget.dk, danske-dyr.dk, verdens-dyr.dk og i-bøger.