“De lærere, der fik os til at grine, var både dem, vi bedst kunne lide, og dem, vi lærte mest af. I deres timer gad vi godt også det sure slid med lektier og terpning, fordi de formåede at motivere os helt overordnet gennem deres brug af humor”, siger forfatteren til en ny bog, “Humor i undervisning”.

Og han ved, hvad han taler om; for Martin Einfeldt har en master i positiv psykologi med speciale i brug af humor i blandt andet undervisning.

Han råder alle – ja, alle – lærere til at gøre humor til et centralt værktøj i deres pædagogik. Også de lærere, der ikke selv mener, at de er sjove, og måske endda har ret i det. Dem vender vi tilbage til.

“Som lærer skal man bruge humor, fordi det allerførste, der sker, når man bruger humor, er, at folk hører efter. De bliver nysgerrige og forventer, at nu kommer der noget, jeg gerne vil høre”, siger han.

Det lyder jo supergodt at starte undervisningen med nogle opmærksomme elever. Desværre varer effekten kun nogle få sekunder, og spørgsmålet er så, om det kan transformeres til læring?

“Det kan det, hvis man har en dygtig lærer med relationskompetence til at fastholde elevernes interesse”, forsikrer Martin Einfeldt og fortæller, at forskningen viser en klar effekt af humor, som er knyttet til stof, der bliver undervist i.

“Hvis man kan få bøjning af et verbum eller et matematisk bevis formidlet gennem en vittighed eller en morsom overraskelse, så husker eleverne det bedre”, siger Martin Einfeldt og fortæller om sin kørelærer, som med en kæk bemærkning indoktrinerede ham til altid at se sig over skulderen, inden han tænder blinklyset:

“Du kan lige så godt se dig over skulderen, inden du blinker. Både fordi politiet kræver det, og fordi det kun kræver en mindre gymnastikpræstation”.

“Det er jo ikke en lårklaskende sjov vittighed, men latterliggørelsen af ugideligheden ved ikke at se sig over skulderen virkede. Jeg ser mig over skulderen, især fordi jeg føler mig flov og dum, når jeg er for doven til at gøre det”, siger Martin Einfeldt.

Anmeldelse: Det må godt være sjovt at gå i skole

Humor er et mirakelmiddel

Humor er på én gang virkelig enkel og overdrevet kompliceret. Der er skrevet tykke og overhovedet ikke sjove bøger om humorens væsen og filosofi.

Martin Einfeldt har forud for interviewet fået besked om, at det nok ikke er dér, artiklen til Folkeskolen kommer til at fokusere. Det er okay med ham, siger han, men han har én betingelse:

“Hvis du ikke skal have andet teori med i artiklen, så skal du have det her: Humor er at tage to ting, der ikke har en skid med hinanden at gøre, og sætte dem sammen. Hvis man så kan få dem til alligevel at have en skid med hinanden at gøre, så er det (måske) sjovt”.

I den definition ligger også en anden af humorens fordele i undervisningen, mener Martin Einfeldt.

“Nøglen til at bruge humor er at kunne overraske og provokere deres tanker. Og det er jo en kerneopgave for lærere: At få ungerne til at tænke noget nyt, og det lige fra de starter i børnehaveklassen. At lære er jo at lægge nyt til sin tænkning og måske forandre sin tænkning. Det starter med, at man får rystet sin vanetænkning, og det er præcis det, humor kan. Humor er at lege med at bryde vanetænkning. Det er et mirakelmiddel”.

Dertil kan man ifølge eksperten lægge adskillige følgekonsekvenser, som også er gode: En forbedret relation mellem lærer og elever. En følelse af frihed i tanke og tale, som opstår, fordi man med humor kan sige ting, man ikke ellers ville kunne.

Og så befordrer humor kreativ tænkning – at tage to ting, der ikke har en skid med hinanden at gøre, og få dem til at hænge sammen er en kreativ proces.

“Og det helt fantastiske er, at alle de ting tilsammen skaber motivation. Eleverne får en følelse af selvbestemmelse, når de med humor kan sige ting, de ellers ikke ville kunne sige. De kan føle mestring, når de pludselig ser sammenhænge, de ikke så før. Og gode relationer. Selvbestemmelse, mestring og relationer er lige præcis det, der skaber motivation på langt sigt”, siger Martin Einfeldt.

Pas på røvdilemmaet

OM MARTIN EINFELDT

Forfatteren til “Humor i undervisning”, Martin Einfeldt, har en master i positiv psykologi fra Aarhus Universitet med speciale i brug af humor i undervisning, ledelse og innovation.

Han har arbejdet som selvstændig kommunikationsrådgiver siden 2016 og været ekstern lektor i innovation og kreativitet, Københavns Universitet, siden 2018.

Er også forfatter til bogen “Kreativitet, innovation og humor”.

Men – for der er selvfølgelig et men – det er ikke uden faldgruber at trække humoren med ind i klasseværelset.

“Humor er uforudsigelig, og humor kan misforstås. Derfor kan det være svært at håndtere, og mange lærere afstår fra at bruge det. Humorens fire store fælder i undervisning er krænkelse, udelukkelse, kiksethed og selvfedme, forkortet kuks. Glem dem aldrig. De kan ødelægge det hele”.

Krænkelse er den værste, mener Martin Einfeldt. Og det er her, hans begreb “røvdilemmaet” bliver aktuelt.

Røvdilemmaet er, kort fortalt, at noget af det mest morsomme her i verden er at føle sig overlegen, udstille og overdrive andre menneskers fejl, mangler og tab af status.

Men hvordan skal en lærer være morsom uden samtidig at være en røv over for sine elever? Hvordan skal eleverne selv more sig uden at være nogle røve?

“Problemet er, at det er sjovt at krænke. Vi griner af andres fejl og mangler. Det er ikke særligt klædeligt, men sådan er mennesker. At krænke andre får os til at føle os gode, måske fordi vi så slipper for at mærke vores egne fejl og mangler. Det er også sjovt at gøre grin med tabuer – indtil den grænse, hvor det ikke er sjovt længere. Den grænse er forskellig fra person til person, fra dag til dag, fra klasse til klasse og fra kultur til kultur. Derfor kan man utilsigtet komme til at krænke nogen med sin humor, fordi det er sjovt, når man bevæger sig på grænsen af det tilladte. Krænkelse er en medfødt risiko, når man bruger humor”.

Fælde nummer to er udelukkelse: Måske er det ikke alle i klassen, som forstår humor eller i hvert fald den form for humor, man selv bruger.

Nogle vil grine, fordi de forstår joken, nogle griner, fordi de andre griner, mens andre er helt tabt og dermed uden for fællesskabet.

“Humor skaber kun relationer mellem dem, der deler grinet”, understreger Martin Einfeldt. “Det er et stort problem, hvis der sidder et par stykker i klassen, som gang på gang ikke er med. Det skal læreren være opmærksom på, og især skal man være opmærksom på, om man altid laver sjov med de samme sjove elever, for så er det, man begynder at udvikle dengser”.

Den tredje fælde er kiksethed – at læreren prøver at være morsom uden at være det, og derved viser, at han eller hun lever i en anden verden end eleverne.

“Kiksethed er umulig helt at undgå, for alle rammer ved siden af en gang imellem, og det er okay. Humor er også at tage chancer. Problemet opstår, hvis man bliver ved med at ramme ved siden af. Igen kommer relationskompetencen i spil: Læreren skal helt kunne fornemme, om han eller hun rammer eleverne”.

Den fjerde fælde er for de lærere, der faktisk er skideskægge, hvor det går godt med at bruge humor, og eleverne jubler. Så kan man gå hen og blive selvfed, siger Martin Einfeldt.

“Selvfedme er, når bifaldet er blevet undervisningens formål, og når eleverne forventer at blive underholdt i dine timer. Når læreren glemmer kerneopgaverne læring og trivsel, og eleverne ikke gider, hvis det ikke er sjovt, for det er jo det, de er vant til. Til den lærer, der er havnet i den fælde, vil jeg sige: Nyd at undervise, men lad være med at nyde dig selv. Du er lærer og ikke standupkomiker”.

Humor kan forberedes

“Du er lærer og ikke standupkomiker” – den sætning er en advarsel til den selvfede, men en trøst for de mange lærere, som ikke føler, at de er sjove nok til at bruge humor, understreger Martin Einfeldt.

“Du skal ikke være komiker, og du behøver faktisk ikke engang at være morsom selv for at bruge humor. Man kan starte med at kigge på det, man skal lære eleverne – er der noget, som er mærkeligt, uforståeligt, eller er der to ting, som ikke har en skid med hinanden at gøre, som man kan sætte sammen?”

Hvis man ikke selv kan finde de ting, kan man bede eleverne om at gøre det, fortsætter han. Eleverne har selv masser af humor, man kan mobilisere.

Og så kan man se på, om ens definition af “at være sjov” i virkeligheden er for snæver.

“Der er mange, som ikke oplever sig selv som sjove, fordi de ikke er spontant morsomme og ikke lige kan finde på en sjov replik. Men det udelukker jo ikke, at man kan forberede humor. I min første spansktime i 1.g uddelte vores lærer tre sider med spanske bandeord og sjofle udtryk. Og så lærte vi grammatik med udgangspunkt i de gloser, som stadig er de ord, jeg husker bedst her 40 år efter”.

Han medgiver, at den metode måske gik lige til grænsen, men læreren kunne gennem sin relationskompetence fornemme, hvordan hun kunne bruge metoden forskelligt i de forskellige klasser, hun var i, og derfor fungerede det.

“Selv har jeg grinet rigtig meget af YouTube-videoer af folk, der fælder træer ned i andre folks biler og den slags. Det er forfærdeligt, men det er også sjovt – og der er en masse fysikundervisning i det. Brug det! Der findes endda et program, der forklarer fysikken i slapsticken med fagudtryk, grafer og det hele. Det kan også være så simpelt som at vælge morsomme tekster at arbejde med i dansk og sprogfagene”, siger Martin Einfeldt og kommer med et sidste tip:

“Første skridt for at høste alle fordelene ved at bruge humor i din undervisning er, at du kaster dig ud i det”.