For Tobias er skole og hjem det samme.
Han bor på børnehjemmet Skovgården.Foto: Thomas Arnbo
Frikvarter på Skovgården
På skole- og behandlingshjemmet Skovgården går eleverne i skole, der hvor de bor. Det danner et helt særligt bånd mellem børn og voksne, når omsorg og kærlighed er en stor del af arbejdet. Og lærerne føler sig privilegerede i forhold til andre lærerjob, fordi der er voksne nok til at varetage jobbet.
Thais har røde kinder, da han modvilligt går ind i
klasselokalet fra den snedækkede skolegård. Joshua og Tobias sidder her
allerede med hovederne bøjet koncentreret over ark med drilske regnestykker.
Annonce:
Det tager Thais lidt
tid at finde koncentrationen. Han vil hellere ud i sneen, og i øvrigt er
matematik kedeligt, lyder det henvendt til læreren Jeppe Lidsmoes.
Thais
pruster frustreret og springer hvileløst rundt, indtil han med våde øjne og
armene knuget om sig selv sætter sig på sin plads med det uoverskuelige papir
med opgaver foran sig. Jeppe Lidsmoes går bag ham og holder et blidt tag i
Thais’ arme og hænder uden at sige et ord.
Efter et par
minutter bliver Thais rolig, og Jeppe Lidsmoes slipper taget. Så går
undervisningen i gang.
Thais på 13 år er et
af de 18 børn, der bor og går i skole på skole- og behandlingshjemmet
Skovgården på Sydsjælland.
Annonce:
Døgninstitutionen er for børn, der af forskellige
årsager ikke kan bo derhjemme eller gå i en almindelig folkeskole. Børnene er
almindeligt begavede, men har hver især udfordringer med tilknytning og
indlæring. Thais er en af dem, der blandt andet har svært ved at koncentrere
sig lang tid ad gangen.
“Nu laver vi de her
matematikopgaver, og bagefter kan du få lov til at komme ud og lege i sneen.
Hvordan lyder det?” spørger Jeppe Lidsmoes Thais.
Tilbuddet
accepteres, og inden længe er der dømt sneboldkamp i den friske sne.
Her putter lærerne
også eleverne
Annonce:
Ifølge Danmarks Statistik
er der cirka 4.000 børn i Danmark, der bor på børnehjem som Skovgården, som de
kan kalde både hjem og behandlingssted. Det er omkring 30 procent af alle
anbragte børn.
På Skovgården er der ansat socialpædagoger, medhjælpere,
psykologer og socialrådgivere, og på stedets interne skole er der ni lærere.
Lærerne arbejder på almindelig overenskomst og bor ikke selv på skolen.
For læreren Kasper
Hincheli er det et helt særligt og givende arbejde at arbejde med børnene på
Skovgården.
“Jeg kan huske, da
Thais startede her for nogle år siden. Han kunne knap nok sidde på en stol mere
end et par minutter ad gangen. Han blev nemt ked af det og kunne finde på at
kaste med ting. Og når jeg ser på, hvor langt han er kommet, bliver jeg
virkelig glad”, siger Kasper Hincheli, der har arbejdet som historie-,
matematik- og samfundsfagslærer på Skovgården i 23 år.
Annonce:
Børnene på
Skovgården kommer typisk fra hjem, der på forskellig vis er udfordrede, og hvor
børnene reagerer voldsomt på det. Det kan være, at de har mistet en mor eller
far, og at der ikke længere er overskud i hjemmet til at tage vare på barnet,
som kræver særlig opmærksomhed.
Når kommunen beslutter, at barnet skal
anbringes eller har brug for hjælp, kan de fagprofessionelle på Skovgården
afgøre, om de vil kunne skabe den rette støtte og udvikling.
Men selvom børnene
“flytter hjemmefra”, er der for de flestes vedkommende meget kontakt til
familie eller andre betydningsfulde voksne.
“Det er vigtigt, at
vi gør omgivelserne og tilgangen til børnene så kærlige og familiære som
muligt. Vi kender eleverne rigtig godt og har et tæt forhold til dem, fordi de
bor her og selvfølgelig er mere sårbare end mange andre børn”, siger Kasper
Hincheli.
Annonce:
Kasper Hincheli og nogle af de andre lærere har
gjort det til en vane mindst en gang om året at tage en døgnvagt på Skovgårdens
hjemmeafdeling.
Her indgår de i teamet på samme måde som de andre voksne og
skal være med til at lege, lave aktiviteter, spise, putte børn og vække dem
igen, når de skal i skole.
“Det er nok ikke de
fleste lærere, der har puttet deres elever. Men det er vigtigt for mig at vide,
hvordan det er for eleverne at være barn på Skovgården alle tider på døgnet. Og
så er det vildt hyggeligt og skaber et tæt bånd at bruge tiden med dem”, siger
han, mens han står på rød afdeling, hvor ni børn bor.
Hvert barn har hver aften en fast puttetid, og en
del lytter til beroligende lydbøger, inden de skal sove. Andre vil bare snakke
eller spille lidt kort.
For Tobias på 12 år, der er i færd med at vise sin nye
racerbane frem, er vejen til drømmeland altid stensikker:
“Jeg skal ikke lytte
til noget, jeg skal bare nusses på ryggen i ti minutter, og så falder jeg i
søvn”, siger han.
Hverdagen skal se så
almindelig ud som muligt
Tobias samler den nyfaldne
sne op fra jorden og former den omhyggeligt. Bolden bliver større og større og
opnår ved affyringstidspunktet en faretruende hårdhed.
Han rammer forbi Joshua,
sit mål, der er travlt optaget af at være i nærkamp med Thais, så Tobias
starter ufortrødent forfra med at forme sine våben. Jeppe Lidsmoes bliver kort
tid efter offer for en god, gammeldags vasker.
TV-SERIE OM SKOVGÅRDEN
I DR Ramasjang-serien
“Vores børnehjem” har et filmhold fulgt nogle af børnene på Skovgården. Serien
er om børn og lavet til børn. Optagelserne stod på i mere end et år, og både
Thais, Joshua og Tobias er hovedpersoner i hver deres afsnit.
I afsnittet om Tobias følger man ham en eftermiddag, hvor
han skal til fodbold i den lokale klub, og hvor resten af hans afdeling skal
med for at se på og heppe.
For forstander Hanne
Dalsgaard er serien et godt bidrag til at nuancere måden, børnehjem og
døgninstitutioner ofte bliver italesat på. Man skal ikke se mange af de cirka
ti minutter lange afsnit for at se, at hverdagen på Skovgården fungerer stort
set som alle mulige andre hjem.
“Afsnittene har været med til at gribe om tabuet omkring det
at bo på et børnehjem. Dokumentaren er med til at vise andre børn, hvad man som
anbragt kan tumle med, og hvordan man lever sit liv på et børnehjem. Der er en
masse fordomme om børnehjem og døgninstitutioner. Det har sådan en negativ
klang”, siger hun.
Hanne Dalsgaard håber, at så mange som muligt vil bruge
filmene i undervisningen, da de er med til at nedbryde fordomme om anbragte
børn. Produktionsselskabet har ud over selve serien også udarbejdet
undervisningsmateriale.
“Der er en masse sjovt at lære om, hvordan det er at være
barn på et børnehjem. Faktisk er vi jo kedeligt normale, selvom børnene har
lidt usædvanlige baggrunde”.
Serien “Vores børnehjem” kan streames fra dr.dk/drtv
De tre klassekammerater har netop spist frokost i
spisesalen og har fri fra skole. Det er mandag, og det er altid en kort dag.
Mange af eleverne har nemlig været hjemme på weekend, og derfor skal der være
ro og tid til at falde på plads på Skovgården igen.
Denne mandag står den på
sneboldkamp og snehulebyggeri, før der er stilletid på afdelingerne klokken 15.
“Sne er meget sjovere end skole”, lyder den måske
ikke overraskende melding fra Tobias.
Tobias er et af de få børn, der skal holde jul her
på Skovgården. Det bliver gjort hjemligt og hyggeligt med masser af gaver,
brune kartofler og flæskesteg og mandelgaver. Børnene har en fest med hinanden
og de voksne.
Både lærere og pædagoger ser det generelt som en af
deres fornemmeste opgaver at gøre børnenes hverdag så almindelig som muligt.
Det betyder for eksempel, at skoleudflugter ofte foregår i lærernes egne biler
og ikke i de ottepersonersbusser, som skolen har til rådighed. Det synes
eleverne nemlig er hyggeligst.
“De elsker at komme ind til byen eller på udflugt
og vise, at de er helt almindelige. Når vi møder skoleklasser udefra, er de
meget optagede af de andre børn og ønsker ikke at skilte med, at de kommer fra
en institution”, siger Jeppe Lidsmoes, få minutter inden Tobias får
ram på ham med en snebold.
På Skovgården er der
voksne nok
Kasper Hincheli har ikke selv arbejdet på en almindelig
folkeskole, men som tillidsrepræsentant sidder han i netværk, hvor han møder
lærere på folkeskoler og specialskoler. Og der kan han godt tage sig selv i at
føle sig heldig.
“Jeg møder lærere, der står alene med 25 børn,
hvor fem af dem skal have særlig støtte, og udefra lyder det utrolig
frustrerende. Hos os har vi resurserne til at hjælpe eleverne. Det er virkelig
sjældent, at en situation kommer ud af kontrol, for der er altid en voksen til
at hjælpe”.
For eksempel er der
altid to voksne, enten en lærer og en pædagog eller to lærere, om en klasse på
seks-otte elever. Og det er vigtigt, fortæller Kasper Hincheli.
“Mange af de elever,
som går her, har virkelig svært ved at læse hinandens signaler, så en konflikt
kan eskalere meget hurtigt”.
Derudover kan det ske, at et barn bliver ked af
det og for eksempel savner sin mor eller far.
“Så må man sidde
stille og roligt sammen med eleven og spørge lidt ind til, hvordan han eller
hun har det. Nogle gange kan de ikke rigtigt forklare det, og så hjælper det at
sige, at man forstår, at de er kede af det, eller måske skal man holde dem lidt
i hånden. Nogle gange hjælper det også at aflede dem med leg”.
For Kasper Hincheli
kan hverdagen også være hård. Men lærerne og ledelsen på Skovgården taler ofte
sammen og hjælper hinanden. De har ugentlige snakke om både den enkelte elev,
og hvordan det går generelt.
Så man er aldrig alene om udfordringerne, og de
hårde dage bliver hurtigt afløst af gode, fortæller Kasper Hincheli.