Explainer

Inklusion 2.0 – er det forfra igen?

Ni år efter at målet om at inkludere 96 procent af alle børn i almenskolen blev droppet, vil kommunerne nu igen skrue op for inklusionen. De første specialskolelærere har fået en fyreseddel.

Offentliggjort

1. Hvorfor vil specialskole i Helsingør afskedige medarbejdere?

Helsingør Kommune vedtog sidste år en masterplan, hvorefter alle børn i videst muligt omfang skal gå på den lokale skole. Derfor skulle man tro, at almenskolerne får god brug for specialpædagogiske kompetencer; alligevel lægger kommunen nu op til at afskedige otte medarbejdere – herunder tre lærere – på Nygård Skole, en af kommunens specialafdelinger.

”Der er selvfølgelig brug for specialpædagogiske kompetencer i almenskolen, men vi ved endnu ikke, hvordan næste skoleår kommer til at se ud med hensyn til medarbejdere. Vi ved ikke, hvilke kompetencer den enkelte skole får brug for, og hvor vi for eksempel skal sætte ind i 0. klasse”, siger direktør for området Peter Arhnung.

Helsingør var en af de kommuner, der var repræsenteret på scenen ved KL’s Børn & Unge Topmøde for nylig. Topmødet kredsede netop om, hvordan kommunerne kan vende udviklingen, så færre elever kommer i specialtilbud.

2. Hvad er problemet med inklusion?

En stor undersøgelse blandt Danmarks Lærerforenings medlemmer har netop vist, at fem ud af seks lærere har elever i klassen, der ikke får den nødvendige støtte. Og at mange af dem overvejer at forlade lærerfaget helt præcis af dén grund. Kun ti procent af lærerne oplever ikke problemet, viser undersøgelsen.

Der er bred enighed om, at der ganske vist er børn, der har behov for helt specialiserede tilbud, men at der også er børn, der havner på specialskoler, fordi de ikke fik den hjælp og støtte, de havde brug for i folkeskolen. Skolen og lærerne er pressede som følge af besparelser, der igen skyldes de store udgifter til specialundervisning. En negativ spiral, der går ud over alle børn.

3. Hvad er løsningen ifølge lærere og eksperter?

Flere tolærertimer, co-teaching, hvor en faglærer arbejder sammen med en lærer med specialpædagogiske kompetencer, lavere klassekvotient, bedre forberedelsestid. Det er noget af det, lærerne i DLF’s medlemsundersøgelse efterspørger, hvis inklusionen skal styrkes.

Lærerforeningen har sammensat et Skoleøkonomisk Forum af eksperter, som i en kronik i Jyllands-Posten har efterlyst ”en omvæltning af den måde, folkeskolens økonomi er skruet sammen på” og ”varige, holdbare løsninger på folkeskolernes økonomi”.