Det var ukendt land, der blev betrådt, da DLF udtog underviserne på social- og sundhedsuddannelserne i København, Hammer Bakker i Nordjylland og Fredericia-Horsens til strejke den 16. april sidste år.

På Social- og sundhedscentret i Gladsaxe var lærerne forberedte. Allerede fra årsskiftet havde DLF informeret lærerne om, at hvis der blev konflikt, ville netop de skulle nedlægge arbejdet.

Målet var også klart: Kamp for at sikre, at deres arbejdsvilkår ikke blev forringede, fordi de skiftede arbejdsgiver fra amt til stat.

»Folk var enige om, at det var en god idé. Og alle var meget engagerede i det, der skete. Men samtidig var det meget ambivalent, da man stod i det«, siger social- og sundhedslærer Anne-Mette Kruse.

»Hvad skulle der ske nu? Vi havde en forventning om, at nogle vidste, hvordan man greb det an. At der var nogle, der havde en strategi. Samtidig jokede man med, at nu blev der tid til at klippe hækken derhjemme. Men virkeligheden blev, at man under konflikten havde mindst lige så travlt, som når man går almindeligt på arbejde«, siger Griet de Place, der også er social- og sundhedslærer.

Alle fik ansvar

Strejken skabte en del frustrationer. Nogle elever stod foran en eksamen, og nogle uddannelsessteder fik problemer med elever, der skulle i praktik. Frustrationerne blev indimellem vendt mod lærerne.

»Men langt de fleste bakkede os op«, siger Griet de Place.

Allerede første dag mødtes alle lærerne fra skolerne i Københavns Amt i et lokale, som DLF havde skaffet. De var omkring 100 mennesker. Hurtigt blev de strejkende delt ind i grupper. Der var en musikgruppe, flere journalistgrupper, der skulle sikre, at medierne var opmærksomme på konflikten, og der var aktionsgrupper.

»Vi var meget aktive. Vi tog ud til de andre sosu-skoler og delte flyers ud. Vi fik sponseret T-shirts og kontaktede alle former for medier. To til tre gange om ugen mødtes vi alle sammen«, siger Griet de Place.

De havde også en hjemmeside, hvor alle gik ind og skrev om, hvor langt de var kommet med de enkelte projekter.

Alle fik et ansvar, og alle knoklede. Men selv om lærerne fik meget ud af at arbejde sammen på tværs af faggrænser og skoler, opstod der mange frustrationer undervejs.

»Det frygtelige var, at man ikke vidste, hvor lang tid det ville vare. Hvis man fra begyndelsen havde vidst, at der bare ville gå 14 dage, ville det have været rigtigt sjovt, men det vidste vi ikke undervejs«, siger Anne-Mette Kruse.

Savnede opbakning

Sosu-lærerne kunne godt have brugt en større opbakning fra hovedforeningen DLF.

»Vi var meget velinformerede om strejken, før den trådte i kraft. Men da vi så var samlet, undrede det mig, at man ikke sendte et pr-menneske til at hjælpe os«, siger Griet de Place.

»Der blev en frygtelig masse snak. Vi var sygeplejersker og lærere - ja, en masse kvinder, og vi snakker meget. Alle ville være med. Og vi kastede en masse bolde op i luften. Jeg har aldrig før været så træt, som jeg var, når jeg kom hjem i de dage«, siger Anne-Mette Kruse.

»Det viste sig, at vi var på rette spor. Men undervejs vidste vi det ikke. Vi ravede bare rundt«, siger Griet de Place.

Selv synes de ikke, at der var ret meget mediedækning af deres konflikt. Men de havde ikke overblik over det og kunne godt have tænkt sig, hvis nogen havde samlet op på mediedækningen og givet det videre til de strejkende.

»Opbakning er vigtigt. Man sidder og arbejder med noget, som man ikke ved om har nogen effekt. Vi ville gerne have haft Anders Bondo ude at sige: Det virker - det har betydning for de forhandlinger, jeg sidder i«, siger Anne-Mette Kruse.