Der foregår for tiden et kæmpestort socialt eksperiment i Danmark. Det gamle kernefamiliebegreb, man har haft indtil for en generation siden, er gået i frivillig opløsning. Omkring halvdelen af alle nygifte ender med at blive skilt cirka omkring det tidspunkt, hvor de får deres andet barn, og det første begynder i skole«.

Det er der i sig selv imidlertid ikke noget odiøst i, mener Lars Trier Mogensen:

»Denne udvikling kan der siges rigtig mange fornuftige og livskraftige ting om. Man er nået til et punkt, hvor folk ikke længere er nødt til at være sammen med mennesker, som de ikke længere vil være sammen med. Grundlæggende set er det derfor en fantastisk befrielse, at skilsmisseretten er, som den er, og folk kan danne parforhold, som de har lyst til«.

Vi begynder bare at se bivirkningerne af dette frisind, påpeger han:

»Man skal huske, at Danmark er et af de steder i verden, hvor kernefamiliens nedbrud har størst omfang, og man har de mest frie rammer for pardannelser. Det er en udvikling, som historisk set først slog igennem for nylig på den store skala, og derfor er det først nu, at vi ser, hvad det betyder for børn at vokse op nogle steder, hvor der ikke er nogen nagelfast norm for familielivet«.

De løse og frie familiestrukturer kan nemlig medføre en rammeløshed, som ikke er givtig for barnets evne til at indgå i et fællesskab med andre elever.

Undervisningen bliver saboteret

»Jeg er med på, at det er meget kontroversielt og diskutabelt, men hvis man sætter det på spidsen, kan man groft sagt sige, at der er to forældreroller, som udspringer af de nye familiemønstre. I den ene har vi curlingforældrene, som er fuldstændig omklamrende i deres forsøg på at fjerne forhindringerne, i sådan en grad at børnene ikke udvikler en evne til selv at træffe valg. På den anden side har vi børn, som bliver vanrøgtet i en ny forstand, fordi forældrene ikke tør tage konflikter. Det kan eksempelvis være et delebarn, som pendulerer frem og tilbage mellem forældrene, og hvor ingen tør tage konflikten, fordi det korte ophold skal være så hyggeligt som muligt«.

Problemerne opstår, så snart børn bliver elever og pludselig skal vænne sig til at være én blandt mange, pointerer han.

»Børnenes opvækst hænger sammen med de livsmønstre, som voksne fører, og der er bare nogle nye fænomener, som betyder, at det for børnene bliver sværere at gå i skole og i det hele taget at være sammen med andre, fordi man ikke har lært spillereglerne at kende. Det gør eleverne mere uopdragne, og dermed bliver det indlysende sværere at få undervisningen til at fungere«, siger Lars Trier Mogensen og uddyber:

»Man skal ikke have været i mange klasselokaler for at vide, at der ikke skal mere end én eller to børn, som har nogle asociale og uopdragne træk, til, før undervisningen bliver totalt saboteret«.

Evnen til at indgå i et fællesskab

Den bløde opdragelse bunder imidlertid ikke i onde hensigter, understreger Lars Trier Mogensen, som har et andet bud på, hvorfor curlingbørn er blevet et mere hyppigt fænomen i de danske folkeskoler:

»Der findes masser af skilsmisseforældre, der er deres ansvar bevidst, og mange kernefamilier, der er for feje til at turde opdrage. Det, der også får ellers velfungerende forældre til at bedrive curlingopdragelse, er frygten for, at ens barn ikke kommer til at klare den konkurrence, som præger præstationskulturen. Det er ikke noget usympatisk træk ved forældre, at de prøver at skåne børnene for det præstationssamfund, der presser sig på, ved omvendt at bløde opdragelsen op og tage presset af derhjemme. Følgevirkningen bliver bare ofte, at børnene ikke får sat de grænser, som gør dem bevidste om, at de ikke er i centrum«, mener Lars Trier Mogensen.

Og det er netop denne bevidsthed om, at man ikke udgør aksen for jordens drejning, der er vigtig at have intakt, når man skal indgå i en social sammenhæng - for eksempel som elev i en klasse.

»Når du sidder i et klasselokale, så kan det godt være, at du fra tid til anden har ordet i længere tid, men rigtig ofte er det de andre, som har taletid. Så er det klart, at hvis flere elever adapterer en enebarnsmentalitet, hvor man ser sig selv som omdrejningspunkt for alting og ikke er vant til at tage hensyn til andre, så bliver det svært at fungere i en klasse«.

Risikoen er ifølge Lars Trier Mogensen et scenarie, hvor man begynder at diagnosticere og medicinere børnene som modsvar til den manglende opdragelse:

»Det er noget, man allerede gør i en vis udstrækning, og når man kigger på al den medicin, som mange børn får, er det ikke utænkeligt, at der vil blive skruet op for netop denne udvikling. Det vil være et enormt skræmmende scenarie og en svær situation at skulle navigere i som lærer«.

Holder opbruddets præmis?
 »Lærerrollen er blevet mere opdragende«