Disciplinkrisen: Nye familiemønstre svækker opdragelsen 

»Børn er blevet mere forkælede«, starter Maria Roneklindt og giver dermed Lars Trier Mogensen medhold i hans præmis. »Når jeg hører, hvad mine kollegaer, som har været lærere i 30 eller 40 år, fortæller om udviklingen, så er der sket et kæmpe skred. Det er især enebarnsmentaliteten - ideen om, at barnet er i centrum for hele verden - og den store udfordring, det altid er, når vi skal fortælle dem, at det ikke er tilfældet«.

Lærer og Folkeskolens engelskrådgiver Maria Roneklindt er enig med Lars Trier Mogensen i, at udviklingen hænger sammen med de nye familiemønstre: »Jeg tror især, at problemet med skilsmisseforældre, der hver især nedbryder rammer og prøver at gøre det hyggeligt for barnet, når det er hos henholdsvis mor og far, er skadeligt. Vi har ofte prøvet at få en elev i skole, der har været på weekendbesøg hos sin far, og hvor ideen har været, at der bare skal hygges igennem. Der sker intet. Intet lektiearbejde. Når barnet så kommer tilbage til moren, skal barnet også have det rigtig hyggeligt, hvilket betyder, at der ikke findes konsekvenser derhjemme. Når barnet oplever konsekvenser, så er det i skolen, og så stejler eleven, fordi han eller hun ikke er vant til at blive modarbejdet«.

Den bløde bjørnetjeneste

Maria Roneklindt betoner vigtigheden af, at det faglige ansvar har en fod plantet i både skolen og hjemmet.

»Hvis en elev ikke kan finde ud af et bestemt fag, bliver forældrene ofte enige om, at det er læreren eller skolen, den er gal med. Der bliver ikke taget hånd om de faglige problemer, og selv om vi som skole har det største ansvar, har forældrene samtidig et medansvar. Før man konkluderer, at skolen har fejlet, bør forældrene spørge sig selv, om de har siddet derhjemme med eleven og talt om lektier. Har eleven læst 10-30 minutter om dagen?«

»Og så har vi jo problemet med, at eleven gerne vil spille computer om aftenen, og det bør han ifølge forældrene have lov til, for han gennemgår en svær periode i øjeblikket. Vi får også sygemeldinger, der går på, at eleverne tager en omsorgsdag«

Samtidig kan hun godt forstå trangen til at bløde rammerne op derhjemme, hvis ens barn rammes af præstationsangst:

»Konkurrencementaliteten lægger ganske rigtigt et uhensigtsmæssigt pres på eleverne. Jeg har set elever, som nærmest får panikangst i øjnene, bare de hører ordet nationale test, men man gør sine børn en bjørnetjeneste, hvis modreaktionen bliver en opløsning af rammer og ansvar«.

Spørgsmålet er så, hvad enebarnsmentaliteten og den blødere opdragelse betyder for klassesituationen.

»Eleverne kan have svært ved at vente, til det er deres tur, når vi kører almindelig håndsoprækning. Mange vil gerne ses og høres hele tiden, for de er vant til at have opmærksomhed. Det er ikke, fordi vi ikke vil tage hensyn og hjælpe det enkelte barn - vi har bare 28 andre børn samtidig«.

Hænger i gardinerne

Rigtig mange forældre opdrager dog godt, påpeger Maria Roneklindt. »Men lærerrollen er blevet mere opdragende, fordi forældrene over en bred kam ikke tager de nødvendige konflikter«.

Hun mener, at den udbredte diagnosticering af børn kan være en konsekvens af, at forældrene ikke tør indrømme, at det går dårligt derhjemme.

»Vi har jo en kultur, hvor det hele skal se perfekt ud, og hvor man tror, at det er et svaghedstegn at vise, at man har brug for hjælp eller har det svært. Den her facadeoprettelse, som især er gennemgående på sociale medier, ser vi også nogle gange, når vi kontakter forældrene. 'Det kører bare', svarer de«.

Og så er det måske nemmere at kaste skylden på en udefrakommende diagnose end at granske, hvorvidt det egentlig 'bare kører derhjemme', mener Maria Roneklindt.

»Selv om jeg er i udskolingen, så kender jeg konflikterne i indskolingen og har også selv vikarieret for de mindre klasser«, siger Maria Roneklindt. »Her er det langt mere alvorligt. Der er tale om børn, der bliver fysisk udadreagerende, kaster med ting og nægter at sætte sig på deres plads«.

Ifølge Maria Roneklindts kollegaer er det en situation, som i langt højere grad er blevet hverdagskost end for ti år siden.

»I gamle dage sagde man i overført betydning, at børnene hang i gardinerne, når der var uro i klasseværelset. Nu hænger de der bogstaveligt talt«.