Uskolet

Rosenkrantz-Theil træt af hele tiden at skulle høre om irriterende praktisk-musiske fag

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Over for en rådgiver indrømmede undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil onsdag, at hun efterhånden fandeme er ved at være godt træt af de der praktisk-musiske fag. Baggrunden menes at være den aktuelle debat om disse fags afsluttende prøve.

»Det er da vigtige fag, det er det da«, uddybede ministeren. »Men at lære en flok unger at slå rytmen med et par claves eller røre en banankage og save i et stykke fyrretræ, det er jo nok ikke dét, der bringer os ud af krisen«.

Ministeren har mere fokus på, hvad hun kalder »de rigtige fag«, og heriblandt finder man altså ikke håndværk og design, billedkunst, musik og madkundskab.

»Misforstå mig ikke, jeg synes, kultur og kreativitet og alt sådan noget er super fint og sjovt, jeg elsker da for eksempel selv at rode med noget akvarel sammen med Joy (Mogensen, redaktionen), når der ikke er håndbold«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med satire, som ikke umiddelbart går meget op i fakta. Skulle enkelte navne, hændelser eller undervisningsministre  alligevel føles bekendte, er man velkommen til at tro, hvad man vil.