Mange kommuner prøver nu at etablere et bedre samvirke mellem børnehaver og skoler. Inspirationen hentes ofte udefra, for eksempel fra New Zealand, men har typisk mere karakter af ændrede ydre rammer end af et nyt teoretisk fundament. Dette vil pædagogernes forbund, BUPL, og Danmarks Lærerforening forsøge at råde bod på ved at tilføre inspiration fra Norditalien.

Her har man i nogle mindre kommuner i Bologna/Rimini-området siden begyndelsen af 1980'erne arbejdet med at udvikle den pædagogiske praksis i både børnehaver og grundskoler og skabe en kontinuitet mellem disse. Kendetegnene er respekt for pædagogernes og lærernes kreative evner, vekselvirkningen mellem teori og praksis samt en udviklet dialog mellem børn og voksne.

Børnenes spor er vigtige

Børnenes institutionsliv er som en rejse i skoven. Nogle børn har en spændende rejse og finder som i 'Hans og Grete' vej ved at anbringe hvide sten, så de selv kan finde hjem. Andre kan ikke forbinde det nye med det kendte og farer derfor vild.

Dette levende billedsprog er typisk for den pædagogik, som er en del af det, norditalienerne kalder 'Den integrerende baggrund'.

Pædagogerne er hele tiden på udkig efter dét, som er betydningsfuldt for barnet. Disse betydninger kan været båret af dagligdags ting som legetøj, sovedyr og lignende. De kan fremstå i form af stemninger, gestus og ritualer. Eller de kan optræde indirekte i form af tegn og begivenheder, som kræver stærkt nærvær fra de voksnes side. Betydningerne ligger i dét, som kaldes spor - tegn, barnet efterlader. Nogle af dem er så tydelige, at børnene selv kan formulere sig om dem, mens andre skal opsnuses af trænede pædagogiske næser.

Børnehavens uddannede personale holder ugentlige møder, hvori observationer af børnene spiller en vigtig rolle. Sporenes betydning for den enkelte og for gruppen vurderes, og tolkningerne afprøves i praksis. De holdbare føres ind i den løbende planlægning, der foregår i et månedligt samarbejde med en pædagogisk konsulent. Nogle gange om året træder universitetsfolk fra Bologna til.

Kufferten bærer historien

Fortællingen har stor betydning både i børnehaven og senere i skolen. Gianpietro Lippi - som er skoledirektør og pædagogisk koordinator for en række børnehaver - og hans medarbejdere har i mange år forfinet disse metodiske redskaber.

Udgangspunktet er, at hvert barn har sin livshistorie, der rummer dets identitet. De voksnes opgave er at skabe muligheder for, at barnet kan bygge konstruktive forbindelser mellem allerede udviklede kompetencer og de nye udfordringer, barnet møder. Børnenes tegninger, fortællinger og effekter samles i et personligt arkiv. Inden børnehaven sommerlukker - i to måneder - samler pædagogen de vigtigste oplysninger i en bog, hvori også indgår interview med barnet og pædagogens oplysninger om barnets stærke sider. Bogen bruges både i forhold til forældrene og til forberedelse af det følgende års pædagogiske arbejde.

Ved afslutningen af det treårige børnehaveforløb samles bogen med andre vigtige effekter i en kuffert, som barnet bogstaveligt talt bærer med sig i skolen, så læreren kan bygge videre på børnehavefundamentet.

Egne tekster som læsebog

I nabokommunen Cesenatico ved Adriaterhavet har skolen i mange år bearbejdet forældrene, så de accepterer et roligt indskolingsforløb. På skolen i den lille by Sala, hvor børnehave og skole ligger i samme smukke villa, bruger lærerne børnenes egne tekster fra kufferten.

I 1. klasse får børnene teksten, som pædagogen har skrevet med blokbogstaver, og klipper ordene ud. Disse ord, som har en betydning for børnene, klippes op i enten stavelser eller bogstaver, som børnene arbejder videre med. Man arbejder således både med ordbilleder og med fonemer, og elementerne bruges til at skrive nye historier. Man tager udgangspunkt i den enkelte elev, men læreren fortsætter pædagogens arbejde med at flette historierne sammen, så der skabes et både socialt og indholdsmæssigt fællesskab.

Pædagogik giver resultater

I 5. klasse, som er den sidste klasse i grundskolen, møder vi nogle børn, som er meget stolte over at kunne fremvise deres seneste temaarbejde. De har i grupper skrevet og illustreret en række historier, der er kædet sammen til en fælles fortælling. Ganske raffineret udført i en stor vifte, hvor de enkelte dele er 'lagkagestykker' på over en meters længde.

Skoledirektør Lippi tilføjer med slet skjult stolthed, at børnene har udviklet et ganske højt stade i faget italiensk.

Det er konstateret ved censorerede sammenligninger med andre skoler. Noget, han egentlig er modstander af, men som han accepterer som et nødvendigt onde for at kunne yde en anderledes pædagogik, som bryder med den traditionelle italienske skoles meget stive rammer.

De voksnes rolle

I 70'ernes Danmark var institutionspædagogikken præget af en fast struktur i hverdagen, som nu er erstattet af tanker om børnenes selvbestemmelse og vægt på fri leg. Skolen har bevæget sig fra en opfattelse af det vigtige i accept af barnets eget tempo til nu at skulle lære børnene at læse tidligere.

De italienske kolleger har her noget at byde på. De blander sig nænsomt i legen med respekt for børnene. De kombinerer det spontane med det projektorienterede, der indarbejdes i den løbende, fleksible planlægning. Der er tale om en 'rettethed', et bevidst arbejde i en retning henimod de pædagogiske mål, som man har opstillet i fællesskab i kommunen. Det betyder dog ikke, at alt er sat i faste rammer, idet der også er plads til frie udfoldelser.

Danske lærere kan inspireres af arbejdet med en kontinuitet fra børnehaven og af, at indsatsen omkring det enkeltes barns motivation og identitet bringes ind i en systematik.

Gensidig inspiration

Besøget af italienerne skal dels bygge bro mellem syd og nord, dels give bud på måder at forbinde og udvikle det bedste i den danske børnehavetradition med det fremmeste i skolen. Ud fra de meget forskellige virkeligheder, der eksisterer her i landet - afhængig af kommuner, institutions- og skoletyper - skal vi skabe bæredygtige forbindelser, som kan føre vores børn, ikke mindst risikobørnene, gennem de svære overgange.

Daniela Cecchin er pædagogisk konsulent i BUPL. Jan Trojaborg er formand for Københavns Lærerforening og medlem af DLF's hovedstyrelse

Konferencer i september

BUPL og DLF arrangerer 3.-4. og 7.-8. september to konferencer, hver for 150 deltagere, hvoraf halvdelen skal være pædagoger og halvdelen lærere. Blandt gæsterne vil være skoledirektør og pædagogisk koordinator Gianpietro Lippi (billedet) og hans medarbejdere.

Denne artikel bygger blandt andet på oplevelser fra et studiebesøg, som en fællesdelegation fra BUPL og DLF aflagde i april 1998, og som lægger op til et tættere samarbejde mellem børnehaver og skoler.