En kongres som alle andre. Og dog - meget er anderledes, når verdenslærerorganisationen Education International (EI) holder kongres i det kæmpestore kongrescenter i Cape Town.

I en stor international forsamling bliver det i langt højere grad arbejdet uden for mødesalen end det, der siges fra talerstolen, som afgør beslutningerne

EI's formand er mødeleder. Masser af gæstetalere. Og procedurer, som ikke altid forekommer helt logiske.

Der er ikke mindre end 1.500 delegerede fra alverdens lande - heraf er vi otte fra Danmarks Lærerforening. Men meget er, som vi kender det: Beretning og debat. Resolutionsforslag. Godkendelse af regnskab og kontingent. Og valg - af formand, generalsekretær, fem næstformænd (to fra hver region) og et antal »åbne pladser«.

Gælden til Nelson Mandela

Kongressen, der afvikles 21.-27. juli, starter både festligt og højtideligt. Fornem korsang af skoleelever fra Cape Town. Og formandens velkomst: »Vi kan ikke åbne denne kongres uden at huske på den enorme gæld, vi står i, til Nelson Mandela, for det han har lært os alle om kampen for frihed og menneskerettigheder«. Tale af Sydafrikas vicepræsident, Kgalema Motlanthe, aktivt ANC-medlem, der har siddet i fængsel på Robben Island: »I Sydafrika har vi oplevet en storslået menneskelig triumf på trods af utrolig vanskelige odds. Men desværre virker det fortsat som en umulighed for størstedelen af verdens befolkning, der lever under miserable forhold«, siger han og understreger, at uddannelse har høj prioritet for den sydafrikanske regering, der lægger afgørende vægt på, at udviklingen sker i et tæt samarbejde med lærerorganisationerne.

På kongressen konfronteres vi direkte med de globale udfordringer. Først og fremmest den økonomiske krise. Den er årsag til, at andre kæmpeproblemer eksempelvis med klima og mad er blevet nedtonet. Og den påvirker hele uddannelsestænkningen. Det kommer stærkt frem i både formandens og generalsekretærens beretning.

Lærernes viden og uddannelse er afgørende

»Offentlig-privat partnerskab, privatisering og kommercialisering er med til at underminere de erklærede mål om kvalitet og sikring af uddannelse til alle. Og den udvikling forstærkes i mange lande med brug af standardiserede nationale test, snævre mål og læseplaner samt ranking af skoler og lærere«, fremhæver EI's formand, Susan Hopgood, i åbningstalen. »Men det er lærernes uddannelse og viden, der er afgørende for kvaliteten. Undervisning udvikles i praksis - i dagligdagen - og ikke gennem et utal af ideologisk betingede ændringer«, fortsætter hun.

56 millioner børn uden uddannelse

Dermed berører hun nogle helt centrale aktuelle udfordringer for uddannelsessystemer over hele verden. Og hun sætter specielt situationen i ulandene i perspektiv. Offentlig uddannelse har været grundlaget for udviklingen af de industrialiserede lande. Men trods fremskridt er der stadig langt igen til FN's mål om uddannelse til alle i 2015. 56 millioner børn er fortsat uden grundlæggende uddannelse.

»Det handler om manglende politisk vilje«, understreger Susan Hopgood. »For der har kunnet findes penge til at imødegå den økonomiske krise og til militæret. Investeringerne i uddannelse i ulandene er på under én procent af verdens militærudgifter. Men investering i uddannelse er den bedste i verden. Angrebet på de offentlige uddannelser er et angreb på demokratiet. Offentlig kvalitetsuddannelse for alle er det, den ene generation må give til den næste«.

EI's generalsekretær, Fred van Leuwen, fandt det uforståeligt, at den økonomiske krise mødes med massive nedskæringer i uddannelsessektoren: »Vi får at vide, at der ikke er alternativer til besparelser. Det passer ikke. Da Asien var i økonomisk krise, reagerede landene med investeringer - det er de lande, der klarer sig godt i dag!«

Uddannelsespolitisk program

»Vi bygger fremtiden på uddannelse af høj kvalitet«. Det var kongressens hovedtema. Formandens markante beretning lagde godt op til temaet og til de mange indlæg fra delegerede. Det var imponerende, i hvor høj grad repræsentanter for så forskellige lande kan samles om fælles uddannelsespolitiske værdier. For første gang i EI's historie vedtog kongressen et uddannelsespolitisk program. På baggrund af drøftelser i hovedstyrelsen havde DLF stillet ændringsforslag, som vi fik indarbejdet. Programmet giver EI et godt grundlag for arbejdet i forhold til internationale organisationer som eksempelvis OECD, Verdensbanken, FN og de enkelte landes regeringer.

Lærerrettigheder under pres

EI-kongresser handler også om solidaritet med kolleger, som står med problemer, der kan få hjemlige udfordringer til at synes få og små. En delegeret fra Iran beretter, hvordan forsøg på at organisere lærerne bliver mødt med forfølgelse, fængsel og tortur, og hvordan skoler præges af politisk ideologi og religion samt undertrykkelse af børns modersmål. En amerikansk delegeret fra Wisconsin fortæller, hvordan forhandlings- og aftaleretten undertrykkes. Koreanske lærere bliver fyret, når de kritiserer anvendelsen af meningsløse test. Og fra Latinamerika hører vi om politisk forfølgelse og mord. Det kan umiddelbart virke uoverskueligt og håbløst. Men EI har erfaret mange gange, at internationalt pres har enorm betydning både som moralsk opbakning til vores kolleger, og fordi de færreste regeringer er upåvirkelige, når der kommer reaktioner fra hele verden.

Organisationsindflydelse

Anders Bondo var i panel med tre andre formænd i en workshop om de nationale organisationers indflydelsesmuligheder. Også her blev vi konfronteret med store forskelle i vilkårene: I Niger er der 44.000 lærere og 44 underviserorganisationer. Det gør det uhyre vanskeligt at opnå gennemslagskraft. En opløftende beretning kom fra Brasilien, hvor regeringen har samarbejdet både med fagforeninger og den private sektor om at hæve levestandarden, blandt andet gennem investeringer i uddannelse. Dette samarbejde har haft afgørende betydning for den massive vækst i Brasiliens økonomi.

EI's interne demokrati

Education International har på mindre en 20 år gennemgået en enorm udvikling, så det i dag er verdens største faglige sammenslutning med medlemmer fra 400 organisationer i 170 lande med over 30 millioner medlemmer. Opbygningsfasen er overstået, og derfor havde DLF fremsendt forslag om en arbejdsgruppe med repræsentanter fra organisationer uden for styrelsen, som skulle analysere EI's interne demokrati og kommunikation. Der blev ydet en stor indsats på kongressen for at skabe opbakning til forslaget, og det lykkedes at nå frem til en fælles formulering med den hollandske lærerforening, der havde forslag om samme emne. Men kongressen kom i tidsnød. Forslaget blev slet ikke behandlet, og formanden konkluderede, at alle tilbageværende resolutioner skal afklares i EI's styrelse.

Dybt utilfredsstillende og helt uacceptabelt, at hverken styrelsen eller den nedsatte resolutions-komité evner at planlægge på en måde, så kongressen får mulighed for at tage stilling til alle indkomne forslag. Et skår i glæden over en i øvrigt vellykket kongres.