På mange måder er specialestuderende Conni Hesel Rickmanns Bagsmæk i Folkeskolen nummer 14 skelsættende. Jeg mindes ikke, så langt tilbage jeg kan huske, at have læst et så velment og overmåde modigt forsvar helt uden tilsat ironi for læreren, der går ind til sin undervisning i klassen og tænkeligt forlanger opmærksomhed og ro omkring sin undervisning af elever, der formentlig med ansigtet vendt mod læreren sidder som modtagere af lærerens undervisning. Røv-til-stol, plejer man at vrænge ad denne forbenede, sortkonservative lærer, der helt ude af trit med udviklingen åbenbart stiler efter den sorte slaveanstalt. Og så mener hun endvidere, at denne lærertype bakkes op af et tavst, kuet flertal af lærere. Neden under den udelte antiskoles galskab trives åbenbart som en undergrundsbevægelse et klassisk lærer- og skolebillede fra tiden, hvor skolen modsat nu var indrettet på en kvalitativ undervisning. Eller anderledes sagt: Den ombragte realskole eksisterer som et fortrængt billede af en idealskole i mange læreres bevidsthed. Og selv om det nok ikke lige er realskolen, der er i tankerne, er det dog gavnligt at gentage hendes tese om, at »det klassiske netop er klassisk, fordi det har bevist sit værd«. Og ingen nok så fanatisk forkæmper for den udelte skole kan frakende realskolen værd som uddannelseshøjnende skoleform. Men de gør det alligevel. Ikke med argumenter. Sådanne eksisterer ikke rigtigt. Men med påstande. »Det er i den udelte skole, at alle børn, bogligt svage som dygtige, lærer bedst«. Hun slutter således: Så bliver der måske resurser til at udvikle den klassiske undervisningsform. Og man kunne fortsætte: og til at udvikle og genindføre den delte skoleform i stedet for det nuværende udelte makværk.