Debat

Venstre har hovedansvaret for folkeskolens problemer

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Bertel Haarder sendte lærerne i folkeskolen på sommerferie med en anklage om, at de er skyld i de utilfredsstillende danske Pisa-resultater (folkeskolen.dk 14. juni). Hans hukommelse er kort.

Under parolen »Vi skal have malket de tomme kalorier ud af læreruddannelsen« indledte Bertel Haarder i 1990 et vedholdende og effektivt flankeangreb på fagligheden i folkeskolen. Til og med 2005 var seminarierne udsat for besparelser på hver eneste finanslov. Det fik konsekvenser.

I 2006 havde en linjefagsstuderende i dansk 303 undervisningstimer mod 588 i 1989. Et fald på 48 procent. For matematik var tallene 303 og 532. Et fald på 43 procent. Andre fag faldt tilsvarende. Udviklingen er ikke vendt.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

En halvering af undervisningstiden i linjefagene forringer naturligvis lærernes faglighed og dermed fagligheden i folkeskolen.

I 2010 dokumenterede Tobias Zimling Kristiansen, at en folkeskoleelev i 2010 modtog 520 færre dansktimer og 363 færre matematiktimer i løbet af skolegangen end i 1960. I alt er der - med Bertel Haarders udtryk - malket 1.300 klokketimers undervisning ud af folkeskolen i perioden.

En fjernelse af knap to års skolegang forringer naturligvis fagligheden i folkeskolen.

Siden 2001 har Venstre ført sig frem med Fælles Mål, nationale test, elevplaner, kvalitetsrapporter med videre for at »redde« fagligheden i folkeskolen. Det havde været ulig bedre, hvis partiet ikke gennem et kvart århundredes forfejlet uddannelsespolitik - med 15 år på undervisningsministerposten - havde undermineret samme faglighed.

Venstre er ikke løsningen på folkeskolens problemer, men en del af dem.