Undervisningsministeren har meddelt, at han ønsker udformet en test for dysleksi. Forhåbentlig fortæller man ham, at antallet af sådanne test er temmelig stort.

Desværre bygger de på så forskellige teorier, at de oftest er ubrugelige for den lærer, der lige nu og her har behov for en »dia-gnose« og nogle forslag til at gøre noget ved problemet.

Gennem mere end 50 år har undertegnede arbejdet i det felt både praktisk som lærer og terapeut - og som forsker.

Problemet »svære læsevanskeligheder« (dysleksi) har ikke en enkelt årsag, men breder sig over mange felter og involverer for eksempel arv, opvækstvilkår, ernæring, motorisk udvikling, syn, hørelse og måden, der undervises på. Ja, selv den måde vores sprog er konstrueret på.

Fælles for en stor del af de elever, jeg har mødt, er, at den enkelte elev har haft eller har klare problemer med motorisk udvikling, syn eller hørelse. Senere kommer problemer med indlæring, opmærksomhed, selvværd og adfærd. Sidstnævnte problemer betyder henvisning til skolepsykologisk rådgivning.

Tænk om nu ministerens ønske om en ny test for dysleksi kunne medføre, at alle de underliggende vanskeligheder hos den enkelte elev kunne blive inddraget. Ikke bare med de indtil nu standardiserede undersøgelser, men med undersøgelser af rigtig kvalificerede folk på det motoriske område (lad mig nævne lægen Bente Pedersen), på det visuelle område (for eksempel optiker og adfærdsoptometrist Steen Saust) og på det auditive område (jeg kan nævne lille mig) - eller naturligvis af andre kvalificerede.

Alle nævnte har bud på, hvordan man på den enkelt skole kan teste og efterfølgende træne de elever, der har tydelige problemer. At lære at læse er ikke kun (og oftest slet ikke) et spørgsmål om at træne og træne og træne læsning.