Eleverne skal selv være med til at udforme de spilleregler, der skal gælde i klassen, mener lærer Gitte Stamp, der har arbejdet med spilleregler i de 12 år, hun har været lærer, primært i indskolingen.

»Hvis læreren selv skaber spillereglerne, går de hen over hovedet på børnene. Det bliver pseudo-regler, som alligevel ikke bliver fulgt«, tilføjer hun.

Gitte Stamp er med i professor Mads Hermansens nye bog om spilleregler, hvor hun fremhæves som et godt eksempel på, hvordan læringsmiljøet i en klasse kan blive bedre ved hjælp af tydelige regler.

»Man skal invitere børnene ind i processen og interviewe dem om, for eksempel hvordan man kommer ind i klassen, så man får en rolig og god start på timen. Hvad skal der til? Det har de mange bud på. Selv om det måske ikke er indlært adfærd, ved de fleste børn intuitivt godt, hvordan man kan skabe de bedste betingelser for fællesskabets trivsel«, siger Gitte Stamp.

Ganske få regler

Før hun sætter en proces med spilleregler i gang, har hun sat en ramme for, hvor det skal ende.

»Det skal ende med ganske få regler. To-tre stykker, som man har daglig fokus på i et par uger. Man kan for eksempel bruge de sidste ti minutter af dagen på at tale med eleverne om, hvordan den er gået. På en anerkendende måde. Om deres fremskridt frem mod målet i stedet for straf«.

Man skal skabe nogle gode vaner og rutiner i klassen allerede i indskolingen.

»For eksempel skal man ikke lukke hele klassen ud på én gang - så kommer én måske til at puffe til en anden, når de tager flyverdragten på, og han får måske ikke lige sagt undskyld, og så bliver den anden sur og puffer tilbage«, siger Gitte Stamp.

»Det mindsker mange konflikter at være opmærksom på, at der er forskel på, om noget sker ved et uheld eller med vilje. Det er vigtigt at lære at sige: 'Undskyld, det var et uheld', når det er det, det drejer sig om. Så man skal have en regel om, hvordan man går ud af klassen«.

Et andet eksempel kunne være regler for, hvordan man beder læreren om hjælp.

»Der kan tit være mange elever i en klasse, der har brug for hjælp samtidig. Man kan så lave en regel om, at først skal man spørge sin siddekammerat eller frontkammerat. Hvis han ikke kan svare på det, kan man sætte et hjælpekort med sit navn op på tavlen i rækkefølge, så læreren kan se, hvem der har brug for hjælp. I ventetiden kan eleven arbejde med noget ekstra materiale, som han magter på egen hånd. Hermed mindskes uro og frustrationer«, fortæller Gitte Stamp.

Den slags procedurer er ikke naturlige for elever. De skal derfor sprogliggøres, så man forstår, hvorfor det skal gøres sådan og sådan. Procedurerne skal aftales og trænes.

»Det drejer sig om at få en så smidig og rolig dag som muligt. Om at skabe tradition og grundlæggende struktur i det daglige arbejde«, siger Gitte Stamp.

jvo@dlf.org