Fakta

Skolens genopdagelse - af en lærers dagbog

Forfatter: Lærke Grandjean

174 kroner

95 sider

Forlag: Pendulum

Lærke Grandjean er nok kendt af mange af Folkeskolens læsere, da hun er en markant og kritisk debattør, når det gælder pædagogik og folkeskole. Hun forholder sig særdeles kritisk til den udvikling folkeskolen gennem mange år har været udsat for og her ikke mindst læringsmålsstyring og konceptpædagogik, hvor folkeskolen bliver underlagt en fremmed logik, der fratager lærerne deres autonomi og dømmekraft.

Nu har Grandjean skrevet en roman, hvor hun i fiktionens verden tackler de samme problemstillinger, som hun gør som debattør og foredragsholder. Det er kritikken ikke bleve t mindre kras af.

Romanen udspiller sig omkring Ann Christin Cold, som i romanens begyndelse er professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet. Hun er en del af det pædagogiske establishment, som ganske vist kan forholde sig til pædagogiske teorier og tale om effektiv læring, der kan måles og vejes, men som overhovedet ikke er i kontakt med folkeskolen og dens lærere. Men hun er samtidig anfægtet i sit arbejde, og nages af tvivl om, hvorvidt den pædagogiske forskning nu også faktisk er med til at forbedre undervisningen og folkeskolen. I hvert fald vinder hverken hendes eller hendes forskerkolleger genklang blandt de lærere, som deres forskning egentlig skulle hjælpe og berige.

Der skubbes kraftigt til hovedpersonens anfægtelser, da hun på nær hold oplever, at statuen af Grundtvig ved Vartov sprænges i luften, som et håndgribeligt billede på folkeskolens tilstand. Bearbejdningen af Colds(!) anfægtelse bliver symboliseret ved en ørn, som hun forestiller sig, angriber hendes hjerte. Kampen mellem hjertet og den beregnende hjerne er motoren i romanens fremdrift; det er lyset mod mørket.

Cold siger sin stilling op og flygter til sit afsidesliggende sommerhus ved Isefjorden, hvor hun kan finde en form for foreløbig fred ved at lade sig synke ned i naturens enkle glæder. Hun møder også en imødekommende præst, der kan tale til en anden side af Cold end den kolde forskerverden, som er mere optaget af, hvordan man kan få finansieret forskningsprojekter end kvaliteten af den forskning, der således bliver understøttet af fondskapitalisme. “... i dag er [det] kapitalen, der, for at sige det ligeud, suverænt styrer den danske folkeskole", som hun siger til sin gode ven Johan Christie.

Johan er også forsker, men af den gode slags, som har en forståelse af, hvad den pædagogiske opgave består i, nemlig “at vække lysten i et andet menneske til at ville eksistere i verden som et ansvarligt menneske, altså som sig selv, et selv blandt andre”. I romanen er modpolen til Johans eksistenspædagogik den pædagogiske forskning, der har opbygget en løgn om, at “det kan bevises og gøres synligt, hvordan mennesker får indsigt, livsvisdom, evnerne til at bedømme ansvarligt og ikke mindst glæden ved at være til”. Og denne løgn er finansieret af USA, kapitalen og religiøse bevægelser, som har til formål at kontrollere børn og alle andre mennesker gennem adfærdsdannelse. Mennesker skal gøres til robotter og via den pædagogiske forskning forsøger man at gøre lærerne til lakajer, der skal udføre planen gennem målstyring, der angriber den enkeltes menneskelighed.

Romanen fremstiller en nærmest konspirationsteoretisk ide om den pædagogiske forsknings sammenfiltring med teknokapitalismen. Fremstillingsformen er ladet med tung symbolik og karaktererne virker nærmest som dukker, der primært sættes i spil for at fremføre forskellige pointer. Der er ikke nogen psykologiske dybde i karaktererne, der bare enten er gode og rene eller deltagere i en ond konspiration. Colds gradvise udvikling forbliver også et postulat. Det narrative forløb forekommer staccatoagtigt, fordi scener blot sættes op ved siden af hinanden uden nødvendighed og indre forbindelse.

Jeg ville have foretrukket at læse romanens pointer som en kronik i Folkeskolen, der i romanen bliver fremhævet af en gruppe lærere som “det sidste sted, vi nogenlunde frit kan komme til orde”. Romanens grove skitsering gør, at de pædagogiske pointer drukner i viljen til at skabe billedet af kampen mellem lyset og mørket; livet og døden. Her kunne man stille foreslå, at det levede liv indeholder begge dele.