Abu-Bakr Paulse har set mange mennesker blive dræbt i Heideveld, hvor han er vokset op og stadig bor. Tidligt vidste han, at han ikke ville have noget med bander at gøre.
Niels Åge Skovbo
Det ene ben i ghettoen – det andet på universitetet
Abu-Bakr Paulse er regnbuekriger. En, der mestrer at tilpasse sig forskellige miljøer.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Med sine hvide tænder, det velklippede, korte hår og det moderigtige tøj falder 24-årige Abu-Bakr Paulse fint ind blandt de studerende på University of Western Cape i Cape Town i Sydafrika. Han har afsluttet sin bachelor i handelsjura og er i gang med det første år på overbygningen, industriel psykologi.
Men han hører også hjemme i Heideveld, hvor han er vokset op. Et kvarter af trøstesløse blokke smidt på et stykke jord uden skyggen af træer eller grønne planter. Børn leger tilfældige lege på den hullede beton, og en ung mand uden fortænder slentrer forbi den lejlighed, hvor Abu-Bakr stadig bor sammen med sin mor, far og to brødre.
Abu-Bakr er regnbuekriger. En, der mestrer at være accepteret i forskellige kulturer.
En lærestreg
I skolen blev Abu-Bakr trænet i at navigere mellem den afrikanske og engelske kultur. Den afrikanske udtrykker man ved at tale afrikaans og hilse med et håndtryk, der er delt i tre tryk: Et almindeligt, derefter et klem om tommeltotten og så igen et almindeligt håndtryk. Den engelske kultur udtrykkes ved at tale engelsk med britisk accent og ved at hilse med et almindeligt håndtryk.
Ghettoens lov siger, at man står ved sine rødder, hvis man udtrykker den afrikanske kultur. Udtrykker man sig på den engelske måde, fornægter man sine rødder.
Abu-Bakr har stået med et ben i hver lejr.
»Når en kammerat talte til mig på afrikaans, svarede jeg på afrikaans. Og når en kammerat talte til mig på engelsk, svarede jeg på engelsk«, siger Abu-Bakr.
Han brugte altid den engelske hilsemåde.
»Den er universel og forekommer mig mest naturlig«.
Nogle af Abu-Bakrs kammerater mente, at han ikke var afrikansk nok og skulle straffes. Han er sikker på, at han skulle have en lærestreg på en lejrskole og valgte at blive væk, selv om han havde betalt for turen.
Kunne blive skudt
For at undgå konfrontationer trak Abu-Bakr sig fra sociale arrangementer i teenageårene og holdt sig inden døre under dække af at læse lektier. Han kom på gymnasiet. Her klarede han sig så godt, at han fik et scholarship, der betalte en fjerdedel af udgifterne til at gå på universitetet. Resten tjente han i en tøjbutik, hvor han stadig arbejder i weekenden, ferier og de dage, han ikke har undervisning.
At han tjener sine egne penge, er en del af forklaringen på, at han i dag ikke behøver holde sig inden døre hjemme i Heideveld, mener han. For penge giver status og respekt. Og så betyder de personlige egenskaber en hel del.
Fabian, hans gode ven fra folkeskolen, valgte anderledes. For nylig blev han dræbt i et bandeopgør.
Annette Fruergaard Grandt
