En død hare og en død kanin ligger halvt optøede på bordet, der er dækket af med sorte plasticsække. Ved siden af de døde dyr ligger skalpel, saks og plasticslanger klar til den forestående partering. På bedste splatterfilmmanér tager Pernille Schriver de gennemsigtige plastichandsker på, så det giver et lille klask, da handskerne slutter tæt til håndleddet.

»Spræt-op Pernille« kalder eleverne og lærerne hende. For lige så snart hun kan komme til det, lukker hun biologibogen, tør et dyr op fra fryseren og giver eleverne noget førstehåndslæring af den blodige slags.

»Når man skærer et dyr op og ser, hvordan det ser ud indvendigt - så sidder det bare fast. I stedet for at læse det i bogen, så glemmer man det bare, fordi du ikke har noget førstehåndsindtryk. Du har ikke set det, du har ikke noget forhold til det, du har ikke lugtet det eller syntes, det var vildt ulækkert. Når eleverne har gjort det, så husker de det. Det kommer ind gennem fingrene«, fortæller Pernille Schriver entusiastisk.

Ulækkert relevant

Pernille Schriver er oprindeligt uddannet biolog, men blev meritlærer i 2006, hvor hun også fik arbejde på Mølkærskolen i Munkebo. I dag er det 6.b, der lægger vejen forbi naturfagslokalet, og i den anledning har hun tøet en hare og en kanin op fra fryseren. De døde dyr finder hun på sin daglige cykeltur til skolen gennem skov og marker.

»Det er ikke, fordi jeg vader rundt i døde dyr, men ofte finder jeg et dyr, der er blevet kørt ned af en bil. I starten tog jeg det med hjem, fordi jeg tænkte, at det var lidt pinligt at komme i skole med et dødt dyr på styret. Men efterhånden har jeg taget dem med i skole«.

Uden at tøve klipper hun den døde og halvfrosne hare op, så indvoldene vælter ud, samtidig med at en markant lugt af dødt dyr breder sig i lokalet.

»Aaad, hvor er det klamt«, udbryder størsteparten af eleverne fra 6.b, men deres øjne drages alligevel af den opsprættede hare.

»Der er altid nogle, som synes, det er for ulækkert. Nogle synes, at det er enormt spændende, og nogle vil bare stå og kigge og suge til sig«.

Mens hun hiver tyndtarm, lever og mavesæk ud af den opsprættede hare, forklarer hun eleverne, at de kan sammenligne harens indvolde med deres egne, da haren jo er et pattedyr.

»Pointen med det hele er, at de får nogle førstehåndsindtryk. At de får viden ind gennem fingrene. Når de har fået førstehåndsindtrykket, så har de fået en enorm stor knagerække, som de kan hænge rigtig meget viden op på«.

På den måde kan rigtig mange af fagets trinmål hænges op på sådan en aktivitet. Derfor har hun også taget den klassiske, åbne plasticmenneskekrop med udtagelige organer med, så eleverne kan sammenligne harens fysiologi med deres egen.

»Næste gang de så hører om mavesækken eller haren, så husker de, dengang de så den blive skåret op. Det sidder fast, fordi de selv har stået med det. Det får en smule mere relevans, når man har den virkelige natur foran sig«.

Drengene mere ivrige end pigerne

Lugten af dødt dyr har indtaget naturfagslokalet i en sådan grad, at den har dæmpet interessen hos nogle af eleverne. Men ved at sætte gang i udsugningen og vikle papirhåndklæder om næsen er alle elever klar, da det bliver kaninens tur til at lægge krop til. Nu får de elever, der har lyst, selv lov til at skære og klippe i det døde dyr. En af dem, der ikke er bange for at skære blandt andet mavesækken op, er Martin Degn Larsen.

»Det er fedt! Det bedste var at få lov til at åbne kaninen. Når man ser kroppen indvendigt og får forklaret, hvordan den fungerer, så er det meget let at se, at vi ligner dyrene meget. Det var lidt klamt i starten, men man vænner sig hurtigt til det«, siger han.

Mens de fleste af drengene er ivrige efter at komme til at snitte lidt i kaninen, holder pigerne sig mere i baggrunden. De har dog været fuldt opmærksomme, da Pernille Schriver parterede haren.

»Det er rigtig godt, når man ser haren indvendigt, så lærer man mere. Det er klart bedre, når man ser det virkeligt, end når det bare er en bog. Så er det tit meget tungt, og man gider ikke høre efter. Men det stinker virkelig meget og er ulækkert. Lugten er det klammeste«, siger Cecilie Lillesø.

Og det må gerne være klamt, mener Pernille Schriver.

»Der er rigtig mange elever, der ikke har prøvet det praktiske liv. De har svært ved at hænge deres viden op på noget, som kun er teori. Vi lærer alle sammen noget, hver eneste gang vi skærer i dyr«, siger hun.

»Er der flere gummihandsker?«

En af drengene har udset sig kaninens højre bagpote som ­lykkeamulet. Nu leder han ivrigt efter en stor saks, så hans ønske kan gå i opfyldelse.

»Er der flere gummihandsker?« spørger han. For hygiejnen skal være i orden, når man skærer i dyr.

Han finder et par gummihandsker, og efter et par anstrengende klip med saksen er poten frigjort fra resten af kaninens krop.

Pernille Schriver, der selvfølgelig også har en kaninfod i sit nøglebundt, mener, at man bare skal kaste sig ud i at skære dyr op i undervisningen.

»Eleverne plejer at være vildt begejstrede for det. Og man behøver ikke være biolog eller naturvejleder for at gøre det her. Det handler om oplevelsen af at skære i dyret. At man kan se ørerne og øjnene og så videre. Man får det hele ind gennem fingrene. Man bruger alle sanserne. Og det er godt«, siger hun.