For lidt over fem måneder siden forlod jeg mit mangeårige lærerjob. I stedet er jeg nu – og hold nu fast, for titlen siger det hele – fraværskonsulent. I et nyligt oprettet kommunalt skolefraværsteam. I sig selv bekymrende, at man i stadig flere kommuner ser sig nødsaget til at oprette enheder, der udelukkende har fraværsreduktion for øje. Men det er nødvendigt.

Fraværet stiger. Det er et uomtvisteligt faktum. Mere uigennemskueligt er det imidlertid at finde ud af, hvad der ligger bag.

Som med så meget andet har fraværet lige så mange årsager, som der er børn, der lider under det. Det er blandt andet det, der gør det til en så usandsynlig hård nød at knække. Og kompleksiteten i fraværsårsagerne er en af grundene til, at mange kommuner prioriterer at sætte specialenheder på sagen. Der er ganske enkelt ikke resurser på skolerne til at komme til bunds i de mange fraværssager, frustrationen stiger, og det ender ikke sjældent med en forståelseskløft mellem skole og hjem, hvor selve afsættet for en målrettet fælles indsats udebliver.

Misforstået højdespringer

Der er én ting, der ofte går igen i årsagerne til fravær: børnenes og de unges bekymring for at lykkes og anerkendes i fællesskabet. Bekymringen kan manifestere sig som fysiske smerter, der forsvinder som dug for solen, når de bliver hjemme – kun for at vende tilbage med fornyet kraft den følgende dag.

Ofte bliver den ”nemme” løsning at pege på noget iboende barnet. Angst er efter min bedste overbevisning den meget misforståede højdespringer i den forbindelse. Men i virkeligheden er det for langt størstedelens vedkommende startet som en naturlig, teenagerelateret bekymring for social isolation, som nu i kraft af skolefravær har ført til netop dette. Der opstår med andre ord det skisma, at eleven isolerer sig socialt for at undgå social isolation.

Hovednøglen

Men kan det så overhovedet brydes? Og hvem sidder inde med nøglen? Lad det være sagt med det samme: Jeg negligerer ikke behovet for udredninger og specialtilbud, men det er samtidig min påstand, at et stærkt fællesskab, et sundt læringsmiljø og gode relationer kan tage langt størstedelen af fraværsproblematikkerne i opløbet. Faktisk er jeg flere gange stødt på mantraet om, at velfungerende læringsmiljøer og klassefællesskaber ikke har egentlige fraværsudfordringer, ligesom de heller ikke rammes af mobning. For skolefravær er et fællesskabsanliggende. Og måske ligger nøglen her?

I bund og grund handler lærergerningen, skoleliv, trivsel og sameksistens i min optik om at ville hinanden noget. Om at se og blive set og føle, at man har værdi i fællesskabet. Det gælder i skolen, derhjemme, i sportsklubben, foreningen, eller hvor man nu færdes.

Den danske folkeskole er den mangfoldige arena, hvor man dannes som nogen og noget. Det kan og må ikke erstattes af private onlinetilbud, der ud over at fremme et bekymrende ensidigt fagfagligt fokus yderligere understøtter de unges afkobling fra de lokale, nære fællesskaber.

Men for at skolen skal lykkes med sin vigtige og komplekse opgave, er der én ting, lærerne har brug for: tid. Ikke kun til forberedelse, men til eleverne. Til didaktisk og pædagogisk at styrke klassens fællesskab og gøre dem til livsduelige mennesker. Til at følge en klasse længere tid end blot tre-fire år. Til at se eleverne, lære dem at se hinanden – og til at handle på det, man ser.

Det kræver strukturel, organisatorisk og faglig nytænkning, og det er en betragtelig, og bekostelig, skude at vende. Men først og fremmest kræver det, at lærerne gives tid, rum, tillid og opbakning til at udfolde deres faglighed. Vejen til bedre trivsel og mere stabilt fremmøde er i min optik en skole og et børneliv med mere pædagogik, didaktik og fællesskab og mindre psykologi, psykiatri og individfokusering.

Fokus på den enkelte har slået fejl

Gennem de seneste 10-20 år har et stadig større fagfagligt fokus kombineret med individfokusering dels udfordret mangfoldigheden og kreativiteten i skolen, dels henlagt årsagsforklaringer og problemforståelser til barnet og/eller dets familie. Sat på spidsen kan man sige, at proceduren for at afhjælpe børn med udfordringer i fællesskabet har været at fjerne dem fra fællesskabet og erstatte deres samvær med jævnaldrende med terapeutiske samtaler med voksne og i det hele taget – i den bedste mening, bevares – forsøge at indøve sociale kompetencer i en kontekst løsrevet fra netop det sociale. Lidt som at undervise i tørsvømning, om man vil.

Med det pågående paradigmeskifte fra individfokus til fællesskabsorientering lægges der i disse år op til, at man i højere grad skruer på rammerne og konteksten, så flest mulige elever kan rummes og trives i folkeskolen. Det er godt nyt. Problemet er dog, at hverken arbejdstid eller økonomiske resurser i tilstrækkelig grad følger med. Og det er simpelthen ikke godt nok.

Folkeskolen er fuld af yderst kompetente og idealistiske lærere, der er ved at rende livet af sig i en lind strøm af opgaver, der ikke har rod i den egentlige kerneopgave – de/vi råber jævnligt og højt op, men ikke desto mindre er det KL, Skolelederforeningen, DLF og skolebestyrelserne, der tages med på råd, når der træffes politiske beslutninger om folkeskolen. Alt – ikke mindst de tørre tal i statistikkerne – tyder på, at de sidste årtiers stadigt tiltagende individfokusering og psykologisering af skolen har slået fejl.

Fraværet skal ned, trivslen skal op, og fællesskaberne i skolen skal styrkes. Lærernes – de uddannede lærere, forstås – kompetencer og tilstedeværelse i klasserne spiller en afgørende rolle for begge dele. Og der skal sættes ind nu. Inden folkeskolen undermineres af lærer- og elevflugt til de private (online)skoler.