De skynder sig at understrege, at de ikke bare er begejsterede Gardner-fortalere og ikke betragter teorien som en religion. Men de synes, at Howard Gardners teorier i store træk ligger på linje med tankegangen i folkeskolen.

Lea Lund Hansen og Stine Hejlesen er lærerstuderende på tredje år. De savner fordybelse og mulighed for at finde et fagligt ståsted på et seminarium, hvor et mylder af fag og emner giver for overfladisk indsigt.

Derfor begyndte de allerede på første år at sætte sig ind i Howard Gardners teorier. Men de nøjedes ikke med at læse. De udviklede et kæmpemæssigt gulvspil, som lærerne kan bruge til at introducere Gardners teorier for elever og som egen inspiration til praktisk undervisning. Spillet kalder de for mange intelligenser-spillet (mi-spillet).

Nu er de ved at lægge sidste hånd på lærervejledningen, som de har holdt foredrag om og vist frem flere steder.

»Det kan inspirere lærerne til at bruge Gardners teori i undervisningen og introducere teorien for eleverne. Når vi er ude at holde foredrag og workshop, er det meget tydeligt, at lærerne ønsker et praktisk redskab. De savner en metode, hvor de uden selv at skulle opfinde den dybe tallerken kan få hjælp fra teorien om de mange intelligenser til at gøre deres undervisning alsidig. I stedet for at komme til at stå ved tavlen time efter time og undervise efter de gængse undervisningsformer i de boglige fags metodik«, siger de to lærerstuderende.

Passer til folkeskolen

Det begyndte på Frederiksberg Seminarium i 2001.

»Det er nok meget idealistisk, at man vil fange børnene der, hvor de leger, og få dem ind på læring via leg. Vi ville også gerne selv lave noget praktisk og ikke kun sidde og skrive om, hvad der står i bøger«.

De havde hørt lidt om de mange intelligenser og besluttede sig for at omsætte teorien til et spil, hvor deltagerne kan bruge forskellige intelligenser og samtidig lære om ideerne. Siden arbejdede de videre i flere af fagene. Efterhånden som de satte sig mere ind i teorien, fandt de frem til, at den passer godt til folkeskolen.

»I USA er Gardners teorier jo forskellige fra den almindelige måde at tænke skole på. Men hans teorier passer godt til den danske folkeskolelov med undervisningsdifferentiering og udgangspunkt i det enkelte barn. I den danske skole har tankegangen jo længe eksisteret med reformpædagogikken og ønsket om at udvikle det hele barn«.

»Vi kunne også godt lide, at neuropsykologien viser, at der i praksis findes en række forskellige typer intelligens«.

Lærer var skeptisk

»Gardner har jo ikke en teori om, hvordan man lærer. Han arbejder med forskellige typer af intelligens. Men han henviser selv til Piaget som den teoretiker, der kommer nærmest i forhold til hans syn på læring«, siger Lea og Stine.

En af deres lærere var meget skeptisk og kaldte det »hurra-pædagogik«.

Hvis et barn er krops-intelligent, skal barnet så have alting serveret på den måde, som passer det bedst? Og hvordan skal det så lære matematik, spurgte deres lærer.

Nej, det er ikke meningen, svarer de:

»Illeris og Piaget taler jo om, at man lærer bedst der, hvor man bliver udfordret og overskrider sine grænser. Det kalder de akkomoderet læring i modsætning til assimileret. Hvis alt bare bliver tygget på samme måde, får man ikke de spring, som betyder overskridende læring«.

»Men hvis en elev har svært ved at lære matematik, kan man begynde med at bruge kroppen, hvis han har sin stærke side her«.

Det gælder om at kunne spille på alle de forskellige intelligenstyper i undervisningen. Og at gøre børnene bevidste om, hvor de selv har deres stærke og svage sider, med det formål at udvide deres muligheder, så de kommer i gang med nye måder at lære på.

»Ellers risikerer man et system, hvor man tester børnene i 1. klasse, finder den musikbegavede elev, døber ham Mozart og så tilpasser resten af hans skolegang til det mærkat«.

Risikoen kan også være, at eleverne selv bruger deres intelligenstype til at afvise at arbejde på andre måder.

»Regn lige dette regnestykke«.

»Nej, det kan jeg ikke. Jeg er kropsklog«, husker de, at en ordveksling med en elev lød.

Fordybelse mangler

I efteråret begyndte de at satse på at få færdigudviklet spillet og fremlægge det på seminariet. Det blev meget positivt modtaget. De fik Pædagogisk Center på Frederiksberg til at sponsorere fem demonstrationsspil.

Det er rart med interessen, men de er næsten mest glade for, at de er kommet i dybden med noget, og at de har fået en del ekstra praktik ved hjælp af spillet.

»På seminariet har man jo fire linjefag, og man bliver halvgod til det hele, men man mangler fordybelse. Man er nødt til at finde noget, man kan blive rigtig god til. Vi føler nu, at vi har et ståsted, hvorfra vi kan tænke didaktik, noget, vi forstår til bunds. Det er nødvendigt for at kunne undervise«.

De synes også, at der er alt for lidt praktik i uddannelsen. Her har arbejdet med spillet hjulpet.

»Vi tager jo ud og laver workshop med børnene. Det giver meget erfaring«.

Det har været reaktionen fra eleverne, som har inspireret dem mest.

»De er altid vilde med det, når vi kommer ud. Nu har vi lige været i praktik og prøvet det i vores egen undervisning. De elsker at konkurrere både på viden og på samarbejde, for de løser jo opgaverne sammen. Og så er de også glade for, at det er kropsligt. Det er grænseoverskridende i sådan en 9.-klasse at stille sig op og rappe foran sine kammerater«.

Se mere på www.mi-spillet.dk

hbjorgensen@dlf.org