Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En halv meter høj terning rammer det gule linoleumsgulv, triller et par runder og lander på en sekser. Camilla og Catarina flytter den røde brik, der når dem til op over knæene, hen på et lilla felt.
»Lilla er rumlig/billedklog. Luk øjnene og nævn ti ting, der er runde«, siger quizmaster Patrick. Pigerne lukker øjnene.
»En bold, en citron«, siger Camilla, inden hun bliver afbrudt af quizmaster Patrick, der påpeger, at en citron ikke er rund.
»Nå, så et øje, altså ikke selve øjet, men det, der er inden i øjet, en hulahopring, en bold, månen, når den er fuld og og ... hårelastik«, siger pigerne i munden på hinanden. Men de når det ikke, før sandet er løbet ned i bunden af timeglasset, og tiden er gået. Pigerne rykker brikken tilbage igen.
9.b på Valhøj Skole i Rødovre er i gang med at spille mi-spillet. Lea Lund Hansen er i praktik på Valhøj Skole og bruger spillet i et forløb om intelligenser.
Mi-spillet er et brætspil, hvor brættet består af laminerede stykker papir i forskellige farver, der er spredt ud på gulvet i Valhøj Skoles gamle kantine. Hver farve symboliserer en let omskrivning af en af Howard Gardners intelligenser. Blå er tal-klog, gul er sprog-klog, orange er krops-klog og så videre. Klassen har den seneste uge lært om intelligenserne og om, hvordan hjernen fungerer. Nu er de i gang med at finde ud af, hvor deres egne styrker ligger. Camilla og Catarina er sammen mod Ahmed og Mikkel. Deres klassekammerat Patrick er den hårde quizmaster, der læser spørgmålene op og er dommer.
Pigerne kunne ikke nævne ti runde ting, men de fører stort. Nu får drengene chancen.
Ahmed argumenterer for, at de kun skal nævne en ting, fordi pigerne nævnte de første ni, men den går ikke.
»Et rosenhoved, et bilhjul, en basketkurv, en basketball, et bolsje, altså et, der er rundt. Dronningens hat. Den er da også rund, en sø, der er rund, og en å. Nej, den går vist ikke«, siger drengene og giver op.
Jeg er for syg
Så er det drengenes tur til at slå. En toer fører den røde brik, hvor der står »Ahmed und Mikkel, hip hop«, hen på et lilla felt. De får læst en historie op og skal derefter svare på, hvad der duftede af i historien.
»Der duftede af rosenblade og ... og ... og vanille«, siger Mikkel tøvende, inden han med en sejrsgestus konstaterer, at han »er for syg«.
Så er det pigernes tur. De er ved at blive indhentet af drengene, og det huer dem ikke.
»Vi skal vinde, hvis vi ikke vinder, så skal vi høre på dem hele dagen«, konstaterer Camilla, inden Catarina slår en firer og flytter brikken hen på et orange felt. Krops-klog står der. Nu skal Catarina opføre et morgenritual uden at sige ord. Hun lægger sig ned på gulvet, lader som om hun sover. »Dingelingeling«, siger Catarina, mens hun åbner øjnene, løfter hovedet og rejser sig op. Så former hun den ene hånd som en tallerken og lader, som om hun har en ske i den anden, som hun fører op til munden nogle gange. Så tager hun er par skridt, går lidt ned i benene og siger »tsssss«, som om hun tissede. De andre griner, og ingen er i tvivl om, at opgaven er fuldført, da Catarina løber, som om hun er ved at komme for sent i skole.
Drengene slår en toer, der fører dem hen til et pink felt
Musik-klog står der på feltet. Gamemaster Patrick læser højt: »I skal komponere en rap på melodien til Mester Jakob«. Drengene diskuterer lidt, inden de opgiver og må rykke de seks felter tilbage.
Også pigerne lander på et pink felt, hvor de skal svare på, hvad der sker, når man tramper på den højre klaverpedal.
»Det siger doiing«, siger Camilla med dyb stemme. Svaret er godkendt.
Ahmed smider den store terning og lander på et lilla felt. »Hvad fanden står der. Nå jo. Brikkerne giver tilsammen en indonesisk bjergbonde. I har et minut«, siger Patrick, inden han giver en konvolut til Mikkel.
»Hvordan fanden ser en indonesisk bjergbonde ud«, spørger Mikkel, mens han tager et foto, der er klippet i stykker, ud af konvolutten. Det finder Mikkel og Ahmed dog hurtigt ud af. De lægger brikkerne, og en lille mand med stor hat kommer til syne.
Kan man købe toast
Begge holds brikker nærmer sig målstregen. De bliver enige om, at når et af holdene når i mål, skal de kunne klare tre af seks opgaver.
Pludselig går det stærkt. Drengene lander på et natur-klogt grønt felt og svarer, at eg, gran, rødgran og birk er fire træsorter, der vokser i danske skove. Da pigerne ikke kan svare på, hvilken af sanserne en slange ikke kan bruge, og Ahmed ved, at den er døv, kommer drengene i mål. De tre opgaver klarer de også, og så er spillet afgjort.
»Vi har vundet. Så kan I lære det«, siger Mikkel triumferende, mens han lader, som om han sparker til Camilla, der ligger på gulvet. Der er stadig tid tilbage, så nu slår de to hold sig sammen og prøver at løse nogle af opgaverne.
Pludselig går døren op, og en dreng fra en af de små klasser står i døren. »Er det her, man kan købe toast«, spørger han. Det er det ikke, men timen er forbi, og mi-spillet bliver igen pakket ned i to store plastickasser.
folkeskolen@dlf.org