Ja, så tager I et stykke papir og går i gang med at skrive alt op, I har lært om billeder. I har fem minutter, og så tager vi en konkurrence.

Må vi arbejde sammen?

Ja, I må arbejde to og to eller alene, eller hvordan I har lyst.

Elin Aggeboes energiske stemme kommer ikke med lange indledende forklaringer til gruppen fra 8. og 9. klasse på Vorbasse Skole, som har afslutning på et fagligt kursus i billedanalyse. Efter de fem minutter skal hver gruppe i hurtige skift sige en ny sætning om billedanalyse. Man går ud af legen, når man ikke har mere at tilføje.

Jaaaaah, lyder det med et langtrukket fodboldråb fra to drenge ovre ved vinduet, da de er alene tilbage. De bliver belønnet med et smil fra Elin Aggeboe, som hurtigt sætter gruppen i gang med næste øvelse.

På væggene hænger masser af billeder og tekster. Der er reoler med bøger og store puder stablet op. I hjørnet står to sofaer omkring et skrammet bord. Hvert barn sidder ved en- eller tomandsborde på stole, som kan indstilles i højden. På væggen hænger papirark med hver elevs læringsprofil. Det vil sige den kombination af 21 elementer, som er optimal, når Frederik eller Bettina skal lære nyt og vanskeligt stof. Resten af tiden kan de godt bruge flere metoder. De ændringer i miljøet, som hver især foretrækker, for eksempel i forhold til lys, lyd, placering og mad, praktiserer de dog hele tiden.

Fagligt svage elever

For Mariane Schmidt og Elin Aggeboe er det en helt normal time med repetition af kursusfag i 8. og 9. klasse. De understreger, at undervisning efter 'learningstyles' ikke betyder, at man skal lave totalt om på alting hele tiden. Man kan godt gå frem skridt for skridt. Men de kan ikke styre deres begejstring, når det handler om netop de fagligt svageste elever: 'I de omtrent 12 år, jeg har undervist i 8. og 9. klasse, har jeg aldrig før oplevet, at alle eleverne er motiverede til at lære noget nyt i slutningen af 9. klasse. Det er nok den største forskel, jeg har oplevet, efter at vi for alvor begyndte at undervise på denne måde. Det er bestemt ikke, fordi det er specielt velfungerende børn', siger Mariane Schmidt. Hun har lige haft et møde med en dreng og hans forældre. For halvandet år siden måtte hun sige til drengen, som gerne ville på teknisk skole, at det nok ville være svært, for han var fagligt svag og ikke motiveret. Nu kunne hun ærligt sige, at han stadig er fagligt svag i dansk, okay i matematik, men at han godt kan klare teknisk skole, hvis han fortsætter med at klø på og arbejder motiveret.

'Som lærer er det fedt, at man kan se, at det, man gør, er med til at gøre en forskel. Alle eleverne får meget ud af det. Så er det hamrende sjovt', siger Mariane Schmidt.

Både Mariane Schmidt og Elin Aggeboe har en almindelig læreruddannelse og har også arbejdet med specialpædagogisk bistand. Tilbage i klassen er repetitionskonkurrencen slut. Nu skal eleverne til at analysere billeder: 'Så skal I til at se på jeres egne billeder. Brug køreplanen til billeder. Læs den, hvis I er visuelle. Eller kom og tal med mig om, hvad I skal gøre, hvis I har brug for det. Bagefter skal I selv udarbejde noget taktilt materiale', siger Elin Aggeboe, og eleverne skramler med at fiske plakater og billeder op af taskerne.

Det taktile materiale viser sig at være en lille spørgsmål-svar-boks, som eleverne selv fremstiller, hvor de repeterer en ordliste om billedanalyse.

'Undervisningen er såmænd ikke så voldsomt anderledes - det er kun noget af det, vi har skiftet ud. Man skal også passe på ikke at smide alt det ud, som fungerer for en stor del af eleverne. Og vi tager et skridt ad gangen, så vi ikke knækker halsen på ændringerne. Men det er faktisk ikke mere arbejdskrævende at undervise på en måde, hvor man tager hensyn til hver enkelts læringsstil, end at lave almindelig forberedelse', forklarer Elin Aggeboe.

Rummelighed

Det er tydeligt, at elevernes fremskridt og udvikling leverer brændstoffet for de to lærere: 'Eleverne får et større selvværd, fordi de oplever, at de hver især bliver mødt med respekt. De bliver også selv mere tolerante. Vi havde for eksempel en diskussion med en ny dreng, som ikke kunne forstå, hvorfor en pige i klassen ikke skulle lave lige så meget som han. Vi forklarede, at hendes situation var anderledes. Og så tog vi det op i klassen. Hele klassen forklarede med største selvfølgelighed drengen, at netop de små mål ville være en succes for den pige. For ham var det noget andet. Efter at have arbejdet med forskellige læringsstile i et par år har de fået ind under huden, at vi alle er forskellige - og at der gælder forskellige mål og regler for dem hver især. Og det er ikke, fordi det er englebørn. De kan sagtens være rå over for hinanden også', forklarer Elin Aggeboe.

Musik og nysgerrighed

I lokalet ved siden af er Mariane Schmidt og hendes elever i gang med eventyranalyse. Læringsprofilerne hænger også på væggen her. Det er gamle profiler, forklarer eleverne. De har netop udarbejdet nye, for profilerne skal ændres, efterhånden som eleverne lærer mere om, hvordan de fungerer bedst. Der er arbejdsstøj i lokalet, hvor nogle er i gang med at samle selvfremstillede puslespil af spørgsmål og svar om eventyr, andre skriver svar på spørgsmål til teksten. Atter andre er i færd med at konstruere aktant-modeller og berettermodeller over 'Klods-Hans'.

Rullepølsemadder

Det er en længere proces at finde ud af, hvilken læringsstil der passer til hver enkelt. I Vorbasse arbejder Mariane Schmidt og Elin Aggeboe i flere tempi. I første omgang skal forældre og barn iagttage og udfylde et skema over, hvordan barnet arbejder hjemme. Det samme sker i skolen. Læreren samler skemaerne sammen, taler med elev og forældre og udarbejder så en profil. Endelig taler alle parter sammen igen.

Profilen ændrer sig typisk med tiden. Og på Vorbasse Skole justerer de to lærere profilen, efterhånden som eleverne bliver mere opmærksomme på, hvordan de foretrækker at lære nyt og svært stof. Det sker ikke fra den ene dag til den anden, men er resultatet af samtaler, forsøg og overvejelser.

hbjorgensen@dlf.org

Læringsstile

Læringsstile går ud på at finde den kombination af 21 elementer, der passer bedst til den enkelte elev. Principperne om læringsstile er udviklet af den amerikanske professor Rita Dunn, der blev omtalt i sidste nummer af Folkeskolen.

Kursus hos Rita Dunn

Mariane Schmidt og Elin Aggeboe har arbejdet med læringsstil-metoden i snart to år. Det startede dog midt i 90'erne, hvor Billund Kommunes skolevæsen begyndte at arbejde med de såkaldte 'mange intelligenser', som blev lanceret af Howard Gardner. I 2000 fik ti lærere på Vorbasse Skole så et ottedageskursus i learningstyles. Learningstyles er en metode, der anviser konkrete undervisningsmetoder og -redskaber. De tager højde for, at børn lærer nyt stof på meget forskellige måder. I sommer var de to på et ottedageskursus hos Rita Dunn på St. Johns University i New York, hvor de arbejdede konkret med at udvikle undervisningsmateriale og forløb efter metoden med de forskellige læringsstile. (Se artiklen om Rita Dunn i sidste nummer af Folkeskolen).

'Hun er meget amerikansk, og vi har fordansket det noget. Det er også vigtigt at understrege, at eleverne skal lære at bruge flere læringsmetoder. Det er kun, når de skal lære nyt og svært stof, at de skal have de optimale betingelser individuelt. Ellers skal de også arbejde socialt og i grupper. Det skal de jo også lære.

Det gode ved metoden med læringsstile er, at Rita Dunns tilgang er baseret på masser af forskning og konkrete undervisningsforløb. Det hele er meget praktisk og kan bruges med det samme. Da vi tog hjem, havde vi nogle forløb, som vi kunne gå i gang med. Siden har vi udviklet det langsomt og prøvet os frem', forklarer de to.

Efter kurset har de fået i alt 70 timer tilsammen til at fungere som konsulenter for andre lærere på skolen.

'Vi holdt også et møde om emnet, hvor det var helt frivilligt, om man ville deltage. Der kom 23 ud af 28 lærere på skolen, og flere er i gang med at arbejde med læringsstile og viser stor interesse for det', siger de.

Lærerrollen

De understreger, at læringsstile ikke betyder, at læreren bliver mindre tydelig eller omformet til en slags konsulent. 'Tværtimod skal læreren være lige så tydelig som før og gå i dialog med eleverne. Men man skal slippe eleverne fri, så de kan lære på deres egen måde. Den store forskel for os er, at vi nu fokuserer meget på, hvad eleverne lærer, i stedet for på, hvad vi underviser i', siger Elin Aggeboe.

Lærer bedst i mørke

Claus hører musik, mens han lærer.

'Og jeg skal også helst sidde i mørke med en spot over mig, hvis det skal være virkelig koncentreret. Ellers er jeg en blanding af visuel, auditiv og lidt taktil. Mariane siger, at det er fint at være en blanding, for så kan man lære på mange måder', forklarer han alvorligt.

Alene ved et andet bord sidder Oline med høretelefoner på, mens hun skriver energisk.

'Sådan arbejder jeg også derhjemme. Hvis jeg ikke har høretelefoner på, begynder jeg at følge med i, hvad de andre siger. Jeg er så nysgerrig. Eller jeg lytter efter de forskellige lyde i lokalet. Nu hører jeg Linkin Park og kan koncentrere mig om at arbejde. Men indimellem arbejder jeg også sammen med andre', siger hun.

'Det er rart at sidde sammen med andre, vi diskuterer og pjatter, men resultatet bliver ikke helt så godt, som hvis jeg arbejder alene. Derfor sidder jeg alene, når jeg skal lave noget, der er svært', forklarer Oline. Alle børnene kan uden tøven forklare, hvordan de bedst lærer noget nyt - og de er også klar over, at det kan ændre sig over tid.

Materiale til læringsstile

Den lille bog er en såkaldt framebook, som lærerne selv fremstiller. Der må ikke stå mere i bogen end det, eleverne lige præcis skal lære. Hver side slutter med nogle spørgsmål. Lærerne fremstiller kun framebooks til emner, som de gerne vil genbruge. Den lille bog hjælper også dem, der har svært ved selv at finde relevant materiale frem på et bibliotek, når de skal lave projektopgaver. Næste skridt er en bog med forslag til, hvordan man kan arbejde med emnerne og lave et projekt som henholdsvis auditiv, visuel, kinæstetisk og taktil.

Den lille kasse er med fint papir udenpå og to huller i siden. Tag et kort med et spørgsmål og put det ind i det øverste hul - og vupti, ud kommer svaret ad det nederste hul. Det kan lade sig gøre, fordi der inde i boksen er en rutsjebane, der vender kortet. Den lille rutsjebane er et såkaldt taktilt læringsredskab, som børnene selv har lavet som led i et projekt om eventyr. Det taktile betyder, at redskabet tilfredsstiller de børn, som helst vil starte på at lære noget nyt og vanskeligt på en måde, hvor de samtidig kan bruge deres hænder til at røre ved noget.

Kræver lys og ro

Mathias og Pernille sidder ved siden af hinanden. 'Vi er sammen, fordi Mariane foreslog det. Vores profiler ligner hinanden meget. Vi vil begge gerne have lys og ro og helst sidde ret op og ned ved et bord og arbejde. Det fungerer fint', forklarer Pernille, som er i gang med at lægge ordpuslespil sammen.

Mathias fisker en kæmpemæssig madpakke frem. Han ved ikke selv, hvor mange stykker han har med. Men han spiser en rullepølsemad, mens han arbejder videre. 'Bare det er ordentlig mad, må vi godt', forklarer Mathias. Mari-Louise og Anne sidder også ved siden af hinanden. De har for længst vænnet sig til at have deres læringsprofiler hængende på væggen og synes, at det er meget praktisk. Mari-Louise: 'Det er jo ikke, som hvis det var karaktererne eller noget andet personligt. Efterhånden lærer man jo også hinanden bedre at kende. Der er aldrig nogen her, der bliver mobbet, fordi det er i orden at være forskellige', forklarer hun.

Anne tilføjer, at hendes forældre også synes, at det er rart at vide, at hun bedst kan arbejde, hvis der ryddet op og er ro omkring hende.