Dette er et debatindlæg. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

En læreruddannelse uden ånd og fællesskab er slet ingen læreruddannelse, og der er kun en mulighed, hvis vi skal genoplive ånden: Vi skal have flere og bedre muligheder for indflydelse og medbestemmelse over vores uddannelsessteder.

Man håbede nok, at det som gjorde læreruddannelsen unik og de mange fællesskabende traditioner, der eksisterede på seminarierne, ville flytte med over på de nye uddannelser, da man i sin tid sammenlagde mange af lærerseminarierne og oprettede professionshøjskolerne.

Mere end femten år senere kan vi konstatere, at det ikke skete. De fleste af læreruddannelserne er blevet anonyme steder, hvor mange studerende aldrig finder et fællesskab udenfor deres undervisning.

Lærerstuderende vil gerne engagere sig, men bliver ofte mødt af høje bureaukratiske mure og et system, som giver dem meget ringe muligheder for at tage ansvar for den måde, man udnytter og bruger de fysiske rammer på. Eller for fællesskabet mellem de lærerstuderende, som desværre halter gevaldigt.

Sterile, hvidmalede rum

Jeg har alt for tit hørt mine medstuderende fortælle om, hvordan de bliver mødt med bøvlede regler eller simpel stilhed, når de prøver at engagere sig. Jeg har også hørt historier om lærerstuderende, der ikke må hænge plakater for deres foreninger op på gangene. Det kan være meget svært at skabe et frivilligt fællesskab, når man ikke engang kan dele med nogen, at fællesskabet findes.

Nogle læreruddannelser har endda regler om, at undervisningslokalerne ikke må pyntes med lærerfaglige materialer og kreationer. Det er vildt at forvente, at lærerstuderende skal have en brændende passion for deres fag, samtidig med at de skal undervises i sterile og hvidmalede rum uden skyggen af faglig passion. Flere steder kan lærerstuderende, som ønsker at kæmpe for en bedre og stærkere uddannelse, ikke en gang få et fast lokale til det studiepolitiske arbejde.

Lidt hårdt sat op, så har rektorer, ledelse og undervisere alle sammen kontorer, mens studerende må hoppe fra undervisningslokale til undervisningslokale, hvis de ønsker at løfte en dagsorden og har visioner på uddannelsens vegne.

Lærerstuderende har længe gjort deres pligt, nu er det på tide, de også får deres ret.

Indgribende tiltag

Ved at give de studerende mulighed for at tage ansvar på uddannelserne, sikrer vi også fremadrettet, at der er lærere, som er i stand til at tage ansvar for at skabe og styrke de fællesskaber, som børnene har brug for, og som folkeskolen skal være garant for. Lærernes opgave centrerer sig nemlig ikke kun om det boglige aspekt i skolen.

Med disse – og endnu flere – eksempler in mente kan det ikke være nogen overraskelse, at mange lærerstuderende dropper ud af vores uddannelse. Der er akut behov for større indflydelse til os studerende og der er brug kortere afstand til ledelsen. Det vil give os en chance for at etablere læreruddannelser, som emmer af lærerånd. For det er i sandhed en mangelvare i dag.

Jeg fristes til at lade mig inspirere af folkeskolens frisættelsesforsøg i Esbjerg og Holbæk og opfordre til at frisætte nogle af læreruddannelserne. Frisætte dem til selv at tage styring på, hvordan man skaber den bedste læreruddannelse lokalt. For at genskabe den ånd og det fællesskab, som prægede lærerseminarierne.

Der er brug for nytænkning og indgribende tiltag, så forholdende for mig og mine medstuderende forbedres.

Lige meget hvad, er det nu, der skal handles.

Vi skal gøre læreruddannelsen til et sted, hvor man ikke kun bliver dygtig til at undervise. Nej, det er her, man skal blive lærer. For en lærer er fællesskabet lige så vigtigt som det faglige. Det kan ledelserne på professionshøjskolerne ikke lykkes med alene, men de kan lade være med at stå i vejen for de lærerstuderende og lade os bestemme mere over vores egne uddannelser.

Deltag i debatten - send dit indlæg på 400-600 ord til debat@folkeskolen.dk