Anvendelsen af talentbegrebet bør i højere grad handle om, hvordan vi fremmer læring hos samtlige elever med udgangspunkt i udholdenhed og evnen til ikke at miste modet, i stedet for et talentbegreb, der med en kedelig kategorisering sætter fokus på de få og mest begavede elever. Undervisningsministeriet har netop iværksat en talentstrategi og satser på, at alle folkeskoler skal arbejde med talent fremover.

Men hvad er det i grunden for en talentforståelse, der tales ud fra? Den tyske oplysningsfilosof Kant definerede allerede i 1700-tallet talent som noget individuelt og medfødt, og som udmærker sig ved, at man kan selv uden vejledning eller forudgående læring. Denne fortælling om en unik egenskab hos de få synes stadig til en vis grad at dominere. På Undervisningsministeriets hjemmeside henvises der til forskning, der peger på, at op imod 25 procent af alle børn og unge har særlige forudsætninger, og de skriver: »Et talent er en person, som er god til noget og har mulighed for at blive en af de bedste, hvis potentialet stimuleres«. Ideen bag strategien er at styrke undervisningen af de mest begavede elever og skabe grundlag for god undervisning, der hænger sammen med det øvrige uddannelsessystem. Det er et led i en fortsat professionalisering, og ny forskning er et kærkomment bidrag i den henseende.

Jeg vil imidlertid rette blikket mod talentbegrebet ud fra to perspektiver. Det første er, at talent ikke blot forstås som en unik iboende evne hos de få. Men derimod som ph.d. Claus Buhl skriver i en ny bog om emnet: »Det er ikke et spørgsmål, om du har talent, men hvordan du har talent«.

Alle har talent. Talent handler om den måde, vi forholder os på til os selv og til omverden og især i forhold til udholdenhed og fokusering. Du bliver ikke den bedste tennisstjerne i verden uden evnen til at udholde træning, også når det er surt. Øvelse gør mester. Det andet perspektiv er, at talent handler om, at eleverne bør lære at håndtere frustration i læringssituationer. Inden for den psykodynamiske læringsteori taler man om, at læreprocesser sker ud fra to forskellige udgangspunkter, nemlig nysgerrighed og frustration. Nysgerrigheden handler om lysten til at finde og lære nyt, men byder samtidig på usikkerhed om det, man skal lære - om man kan lære det, og om man er god nok. Dét er kilden til frustration. Samspillet mellem lærer og elev bliver her afgørende. Talent handler om, at eleverne lærer ikke at give op, og at frustration er en del af læreprocessen. Dette kræver i høj grad lærernes evne til at støtte eleverne i ikke at miste modet. Talent er ikke blot medfødte særlige forudsætninger, men bør forstås bredt som en forholdemåde og om, hvordan du har talent. Hvordan har du talent?