»Hvem ved ikke, hvad en krokus er?«

Lærer Kirsten Schøning er ved at skyde et forløb om digtning i gang, og efter spørgsmålet om blomsten står det klart, at rigtig mange af eleverne i 5.b ikke aner, hvad de seks bogstaver, der tilsammen giver »krokus«, dækker over.

Så Kirsten Schøning fatter blomst. Bevæbnet med en vaskeægte lilla krokus, friskplukket fra den danske muld, gør hun det begribeligt for eleverne, at de har set den lille forårsblomst massevis af gange. Nu har klassen også fået et ord for gevæksten.

Forårets første blomster, der hvert år insisterer på at kæmpe sig op af jorden, har inspireret tusindvis af danske digtere, så den mest basale blomsterforståelse kan rydde mange misforståelser af vejen i introduktionen til et lyrisk forløb.

Efter afbrækket til botanikkens verden får sangeren Natasja, via YouTube, lov til at fylde klassen med fællessang. Eleverne tager en dyb indånding og skråler med på den afdøde sangerindes hæsblæsende »Giv mig Danmark tilbage«. 5.b kender udmærket Natasjas sang, ligesom det viser sig, at de ved en masse om digtningens verden.

I fem minutter skal eleverne i små grupper tale om Natasjas sang. De taler om den i forhold til »I Østen stiger Solen op«. Hvad er forskellen på de to sange? Hvilket sprog kendetegner dem?

Teksten er målet for samtalen. Klassen kender til denne form for undervisning. De taler sammen om det, de skal lære.

Skal lære sprog og fag

Kirsten Schønings elever i 5.b på Vibeholmskolen i Ishøj er vant til at arbejde med de faglige begreber, før de for alvor tager fat på selve teksten. Vant til at sætte ord på den baggrundsviden, de besidder, og de tør også sige, når de opdager sorte huller.

For eleverne af anden etnisk oprindelse end dansk, der udgør omkring en fjerdedel af klassen, er det ikke bare faget, der er på spil.

»De tosprogede sidder hele tiden og lærer dansk, samtidig med at de lærer fag«, fortæller Fie Høyrup, der er lektor på Professionshøjskolen UCC København og censornæstformand for faget dansk som andetsprog i læreruddannelsen. Sammen med klasselærer Kirsten Schøning stod Fie Høyrup for at udvikle en metode, hvor sprogundervisning kan integreres i elevernes almindelige undervisning.

Før eleverne tager hul på en tekst, er der arbejde med forståelse af teksterne. Det foregår i par eller smågrupper, for her er der plads til, at flere kan komme til orde.

»Du lærer sprog via undersøgelse, kommunikation og forhandling. Det kan være svært at få plads til i en klassesamtale«, siger Fie Høyrup.

I den normale undervisning er mønstret tit, at det bliver læreren, der fører samtalen med de fire-fem stærkeste elever. Den enkelte elev kommer ikke nødvendigvis ret meget på banen i sådan en sammenhæng, og det er ikke godt for deres sproglæring.

»Ordforrådstilegnelse handler om at kende mange ord. Men også om at vide noget om det enkelte ord. En kvalitativ viden om at ordene indgår i en sammenhæng. Ordet 'bakke' kan for eksempel både være noget, man serverer på, at bakke baglæns i en bil eller et lille bjerg«, siger Fie Høyrup.

De styrede gruppediskussioner giver eleverne et større aktivt ordforråd.

»Det bliver først et ordforråd, du har kontrol over, når du kan producere sprog i det. Derfor er det utroligt vigtigt, at det ikke kun er lærerne, der producerer sprog«, fortæller Fie Høyrup.

Det tager tid både i forberedelsen og i undervisningen at tænke faglig læsning ind. Men den brugte tid kommer tilbage i form af større forståelse og åbenhed i forhold til arbejdet med teksten.

»Teksten bliver lettere at læse, når vi har talt om den inden. Og det er legitimt at spørge ind til begreberne«, fortæller Kirsten Schøning om de fokuserede forøvelser med teksterne.

Svære ord skal forstås

»Flæskefarsen, rabarber, køkkenpige, køkkenstige, halvanden, anemone«.

Eleverne får fem minutter til med hovedet i en ordbog at få styr på de svære ord.

Flæskefarsen er ikke bare kød, det er kød fra en gris. Og hvis der også er mel og æg i, så kan man lave frikadeller af farsen. Anemoner er et andet mysterium, indtil Hamza ivrigt kan konstatere, at en anemone er en blomst, der vokser i skovbunden.

Der er ikke noget at rafle om, eleverne kender nu de svære ord, de skal arbejde med, og kan gå i grupper og bokse med teksten, der er blevet klippet i stykker. De skal ved at se på rimstilling og sammenhæng sætte teksten sammen, som den burde være. De bruger fagtermer på det, de konstruerer. Om de har brugt parrim eller krydsrim, bogstavrim eller besjæling.

Elever og lærer har til sidst en klassesamtale, hvor mange af gruppernes pointer igen får luft og bliver fremhævet for resten af klassen.

De forskellige grupper har opdaget forskellige ting, og pointerne bliver vendt og analyseret. Skrevet op og delt på tværs af klassen.

Stærke sprogiagttagere

Eleverne har luret, at det er lettere at lære, når man først har talt om tingene.

»Det hjælper at snakke om de ting, der er svære at forstå«, fortæller Olympia, der hellere vil arbejde i grupper end helt alene.

»Jeg synes, det var lidt nemt, fordi de ord, vi lige havde talt om, kom i teksten«, siger Hamza. Der først taler med de andre i gruppen om ting, der er svære at forstå - herefter spørger han læreren.

Kirsten Schøning er på linje med sine elever.

»Det er vigtigt at arbejde med ordforråd, digtet er jo ikke sjovt, hvis man ikke forstår ordene i det. Det tager tid. Til gengæld er de meget mere motiverede«, siger Kirsten Schøning. Hun bruger også den faglige læsning i andre fag som hjemkundskab og kristendom. Det giver et fokus i læsningen, at man arbejder med den med et fagligt mål. Kirsten Schøning oplever, at alle eleverne - uagtet etnicitet - får større udbytte af den genrebaserede undervisning.

En af metoderne i forskningsprojektet, der ligger til grund for undervisningen, var at optage elevernes gruppeproces på video. Her har Fie Høyrup iagttaget uventede evner hos de tosprogede elever.

»De er vant til at sammenligne sprog. Det er et vilkår for dem. Her bliver det sprogbaseret undervisning. De har nogle kompetencer, der pludselig bliver tydelige. De opdagede mange ting i teksterne, der var blandt andet en tosproget dreng, der kunne se, at der var noget med tiden i de fiktive tekster, der ikke var i faktateksterne«, fortæller Fie Høyrup.

Hun har en idé om, hvorfor de tosprogede elever i nogle sammenhænge viser særlige evner med sproget.

»Måske er de vant til at være meget fokuserede på detaljer i sproget. Her bliver det en del af undervisningen med afsæt i noget, der er overkommeligt for dem«, fortæller Fie Høyrup, før hun med forskerens sans for verifikation slår fast, at det ikke er en konklusion, der er forskningsmæssigt testet igennem.

Ud på gangen

Før frokost bliver der delt kort ud. Eleverne får hver en lille tekst med en sproglig udfordring. Ved døren opstår der en flaskehals, hvor de trippende elever får udleveret hver deres kort. Ude på gangen cirkulerer de og læser de korte remser op for hinanden.

»Bennys bukser brændte, Børge råbte åh«, er en af de kendte remser, der stikker ud fra lydtapetet. Eleven, der bliver stillet opgaven, kan godt regne ud, at det sproglige virkemiddel i Halfdan Rasmussens remse er bogstavrim. De bytter tekst og finder en ny makker. Eleverne sveder, larmer og leger, mens de lærer og fortsætter arbejdet med teksterne.

2 x 5 råd

Kirsten Schøning:

1. Læseformål (læse for at lære - læse for at gøre - læse for at opleve).

2. Baggrundsviden (hvad ved jeg i forvejen?)

3. Ordforråd (systematisk arbejde med ordforråd).

4. Aktiv læseindstilling (giver teksten mening?)

5. Genrekendskab (kendskab til tekstens struktur).

Fie Høyrup:

1. Fokus på læse­forståelse.

2. Synliggørelse af sproget i fagene.

3. Høje forventnin­ger.

4. Kombineret med stor støtte.

5. Genrebaseret undervisning.

Flæskefarsen, rabarber, køkkenpige, køkkenstige, halvanden, anemone