Uskolet

Mange skoler kan ikke læse ordblinde

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Det anslås, at op mod fem procent af befolkningen lider af varierende grader af ordblindhed, men flere skoler har vanskeligt ved at afkode problemet, og det kan få konsekvenser. »Vi tester ikke for blindhed over for ordblindhed her i kommunen«, siger en læsekonsulent fra Høje-Taastrup, »vi vil ikke sætte etiketter på skoler«. Konsulenten anerkender dog, at nogle skoler kan have vanskeligere end andre skoler ved at skelne de mange læseres færdigheder fra hinanden.

Formanden for læsekonsulenterne mener, at skolerne har krav på at få en diagnose, så de kan gøre noget ved problemet. »Vi er ikke bange for at kalde det ordblindhedblindhed. Og skoler, som har disse vanskeligheder, bør få de nødvendige hjælpemidler stillet til rådighed«, siger konsulenten og tilføjer: »Det er jo vigtigt at få fortalt, at skoler, der måske ikke er så gode til ordblindhed, ikke nødvendigvis er dumme skoler. Den skole, Einstein gik på, var for eksempel ordblindblind«.

Uskolet er Folkeskolens bagside med opdigtet satire, som er inspireret af små og store begivenheder i tiden. Enhver lighed med tilværelsen, virkelige personer og nulevende hændelser er tilfældig og for det meste ikke med vilje. Ingen af de personer, som optræder i artiklerne, kunne finde på at gøre eller sige sådan i virkeligheden.