Det belaster lærere at se elever, der ikke får den undervisning, de har brug for. Også elever med særlige behov skal lære så meget som muligt, og det bakker DLF op med en kampagne, der skal sætte rummelighed på dagsordenen blandt lærere, skoleledere, embedsmænd og politikere. Ikke kun i ord, men også i handling.

»Ingen lærer må stå alene med ansvaret for rummelighed. Det skal være en fælles professionel opgave. Som lærere skal vi vise, at vi vil rummelighed, og at vi ved, hvad der skal til. Men vi skal også gøre barriererne synlige, når det ikke er muligt at tilgodese elevernes behov«, sagde Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i DLF, da hun i sidste uge i Vejle præsenterede kampagnen på det første af en række regionale møder for tillidsrepræsentanter.

Kravet om en rummelig folkeskole passer til lærernes ambitioner om, at alle skal lære så meget, at de kan få et godt liv, understregede Dorte Lange og henviste til Salamanca-erklæringen om børns ret til uddannelse.

»Her er det grundlæggende princip for en inkluderende skole, at alle så vidt muligt skal lære sammen med andre. Det misbruges ofte til, at alle børn skal være i samme lokale. Men der står også, at den inkluderende skole skal leve op til, at eleverne har forskellige måder at lære på, så der skal være en række støttetjenester på alle skoler. For os betyder rummelighed ikke, at man bare skal sætte alle elever i samme klasse, men at alle får mest muligt ud af undervisningen«, sagde hun.

Konkrete resultater baner vej

DLF har udviklet anbefalinger og værktøjer, som lærerkredse og skoler kan bruge til at komme i dialog med skoleledere, embedsmænd og politikere om rummelighed. For eksempel kan en spørgeskemaundersøgelse afdække betingelserne for rummelighed i lærerkredsens område og på den enkelte skole. Det har flere kredse gode erfaringer med.

»Konkrete resultater gør det nemmere at komme i dialog med embedsmænd og politikere om, hvad man forstår ved rummelighed: Er det at skære ned på antallet af henvisninger til specialundervisning? Eller betyder det, at flere elever får den rette undervisning? Kan dét lade sig gøre med de nuværende rammer? Eller hvad skal der til?« eksemplificerede Dorte Lange.

Også på den enkelte skole er det en fordel at få klarlagt, om man kan skabe undervisning, der tilgodeser alle elever.

»En fælles status kan føre til handleplan og kollegialt ansvar, så lærerne ikke står alene med de problemer, rummelighed kan afføde. Det kan for eksempel fremgå af planen, at skoleleder, tillidsrepræsentant og sikkerhedsrepræsentant ved fagfordelingen skal vurdere, om nogle klasser har brug for en ekstra lærer, og hvordan skolens AKT-lærere (adfærd, kontakt, trivsel) skal bruges. Det kan også være en god idé at se på, om specialundervisningscentret arbejder på den mest hensigtsmæssige måde«, sagde Dorte Lange.

Også lærernes efteruddannelse bør i spil.

»Borgmestrenes aftale om, at de ikke ville hente elever hjem fra de tidligere amtslige specialskoler i de første to år efter strukturreformen, er udløbet, så vi må forvente, at der sker rokeringer. Derfor er det en god idé at få overblik over, hvor godt lærerne er klædt på til at undervise disse elevgrupper«, sagde Dorte Lange til de over 300 tillidsrepræsentanter på mødet i Vejle.

»Grænsen for rummelighed går der, hvor klassens fællesskab er i fare, hvor lærerne forhindres i at gennemføre deres undervisning, og hvor eleverne ikke længere får tilstrækkeligt udbytte af undervisningen«. Fra pjecen »Fællesskabets skole - en rummelig skole«