Elevvurderinger, der fokuserer på, hvad elever med særlige behov kan, er vejen frem.

Det skal lærerne bygge videre på, konkluderer et treårigt forskningssamarbejde, som 23 europæiske lande netop har afsluttet.

Der er ikke tale om et nyt evalueringsredskab. Lærerne kan bruge prøver, logbøger, evalueringssamtaler og andre værktøjer, som de har i forvejen.

Det afgørende er, at man bruger sine redskaber til at fremme elevens læring. Derfor skal elevvurderingen tage afsæt i skolens læseplan og elevens individuelle undervisningsplan og dokumentere læring på forskellige måder.

Elevvurderinger må ikke forveksles med de lovpligtige elevplaner, understreger professor i specialpædagogik Niels Egelund fra Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU).

»Det skal være en daglig opgave at vurdere eleven med særlige behov. Mange lærere beslutter sig for at gøre noget, og to dage senere gør de det ikke alligevel. Elevvurderinger kræver stringens og jævnlig skriftlighed«, siger professoren, der har skrevet landerapporten fra Danmark og var med i den danske delegation på samarbejdets afsluttende konference i Cypern for nylig.

Wait to fail

Gode elevvurderinger kræver innovation, ledelse, teamsamarbejde, kommunikation og refleksion, understregede Amanda Watkins fra Det Europæiske Agentur for Specialundervisning på konferencen.

»Skolerne skal have mulighed for at gå nye veje for at inkludere flere, og ledelsen skal have visioner om, hvordan målet nås. Samtidig skal lærerne arbejde sammen, for det dur ikke, at de står alene med opgaven«, sagde hun.

Amanda Watkins har ledet det europæiske samarbejde, hvor man har undersøgt lovgivning og politikker for elevvurderinger i de enkelte lande. Mange steder fokuserer evalueringsformerne hovedsageligt på elevernes svage sider. Men eleverne skal involveres i deres egne vurderinger og udvikling, og det samme gælder forældrene.

»Derfor skal lærerne kunne tale deres sprog. De skal også have tid til at reflektere over, hvordan de gør deres undervisning bedre«, sagde Amanda Watkins.

Lærere må aldrig stoppe med at lære, understregede Nick Peacey, der leder efteruddannelsen i specialundervisning på University of London og har fulgt det europæiske samarbejde om elevvurderinger.

»Lærerne skal tro på, at de kan ændre deres undervisning. Derfor skal vi kombinere vores viden om læring henholdsvis blandt elever med risiko for at blive ekskluderet og blandt 'mainstream'-elever. Ellers risikerer vi at tabe de udsatte elever«, sagde Nick Peacey.

Det gælder om at sætte hurtigt ind med støtte, lyder erfaringen fra USA.

»Tidligere ventede vi med at give støtte til elever, som kæmper for at følge med, til de havde fået en diagnose. Men det er en 'wait to fail'-model«, sagde professor i psykologi Jeff Braden, der har specialiseret sig i elevvurderinger på universitetet i North Carolina.

Han sammenlignede med en hovedpinepille.

»Kun hvis den ikke hjælper, går vi til læge for at finde ud af, hvorfor vi får ondt i hovedet. På samme måde behøver vi ikke en diagnose på, hvorfor en elev har svært ved at lære. Det er nok, at han med den rette hjælp begynder at lære. Derfor giver vi elever med indlæringsvanskeligheder særlig undervisning i seks uger og tester dem mindst to gange om ugen. Hvis ikke der sker fremskridt, ændrer vi strategi«, sagde Jeff Braden.

Læreren skal have værktøj

Den fremgangsmåde bakker Niels Egelund op.

»Problemet når at vokse sig for stort, når der skal foretages en pædagogisk-psykologisk undersøgelse, før en elev kan få specialundervisning. Derfor er det et skridt i den rigtige retning, at Danmark ændrer kurs, så skolelederen kan sætte ind, hvis blot han og forældrene er enige om, at barnet har brug for specialundervisning. Men vi trænger også til en opblødning af, hvad der er henholdsvis specialundervisning og undervisningsdifferentiering. Normaliteten er blevet for lille, når Pædagogisk Psykologisk Rådgivning er i kontakt med en tredjedel af alle skolebørn«, siger DPU-professoren.

Læreren skal ikke kun vide, hvordan eleven klarer sig i forhold til målet. Hun skal også have værktøjet til at nå målet.

»Unge i kørestol kan ikke studere jura, hvis de skal op ad en høj trappe for at komme ind på universitetet. På samme måde må vi se på de opgaver, vi stiller børn, der har vanskeligheder med at lære«, sagde Jeff Braden fra USA og viste de 150 deltagere i konferencen et eksempel, hvor man skulle vælge det rigtige ord og sætte det ind i en tekst.

»Opgaven viser, om du kan læse og forstå teksten, men læser vi den op for en svagtseende elev, tester vi, om han forstår tale. Hvis vi i stedet forstørrer teksten, ændrer vi ikke opgaven, men hjælpemidlet. Det er en udfordring at designe og skrive velbegrundede elevvurderinger«, sagde den amerikanske psykolog.

Elevvurderinger er ikke et konkret redskab til evaluering. Lærerne kan bruge prøver, logbøger, evalueringssamtaler, og hvad de ellers allerede har af evalueringsværktøjer. For eksempel kan man score eleven på en skala fra et til fire eller bede eleven om at score sig selv efter samme skala.

Det afgørende er, at de bruger dem til at fremme elevens læring frem for at fokusere på elevens svage sider.