“Jeg har altid tænkt, at den dag, jeg skulle pensioneres, skulle jeg holde et brag af en fest. Ikke for at fejre, at det nu er slut, men for at fejre, at jeg valgte rigtigt, dengang jeg besluttede mig for at blive pædagog".

"Nu føler jeg, at jeg lusker ud ad bagdøren”.

Hanne Gram er 66 år, og efter et langt arbejdsliv inden for specialpædagogik har hun søgt om at få seniorpension.

Egentlig ville hun gerne have taget et par år mere som børnehaveklasseleder på Sorgenfriskolen i Lyngby-Taarbæk Kommune nord for København, men efter et langt forløb med omstruktureringer og stresssygemeldinger kan hun ikke mere.

Sorgenfriskolen, hvor Hanne Gram har arbejdet siden 2007, er en specialskole, og hun har altid elsket at arbejde med børn med særlige behov.

“De der børn med de særlige udfordringer, ikke to af dem er ens. Man skal finde nøglen til at låse hver enkelt af dem op, og det, har jeg syntes, var vildt spændende. De gange, hvor man har fået visiteret børn, der enten fagligt eller socialt ikke har udviklet sig – eller som bare generelt ikke trives – er det en kæmpe glæde, når man kan se barnet begynde at blomstre. Det har været fantastisk”, siger Hanne Gram og holder en lille pause:

“Når jeg sidder og snakker om det, kan jeg mærke, at jeg savner det”.

I maj 2021 fik Hanne Gram og hendes kolleger at vide, at der skulle laves om på kommunens placering af børn med særlige behov.

De elever, hun indtil da havde undervist, skulle fremover inkluderes i almenskolen, og børn, der før havde gået på specialskoler uden for kommunen, skulle fremover på Sorgenfriskolen.

“Jeg havde hele tiden haft klasser med børn med generelle indlæringsvanskeligheder og kognitive funktionsnedsættelser. Det kunne være børn, der var forsinket i deres udvikling, eller børn med ADHD eller børn lige på grænsen til autisme. Men de børn skulle tilbage i almenskolen”, fortæller Hanne Gram.

“Det syntes jeg allerede var helt sort og meget trist set fra børnenes perspektiv, men sådan var det altså. Vi skulle have et nyt spor for børn, som tidligere havde været på nogle endnu mere specialiserede steder uden for kommunen. Deres funktionsniveau var væsentlig dårligere både fagligt og socialt, flere af børnene var som treårige og havde en autismediagnose”.

Kort tid til omstilling

Den nye struktur skulle træde i kraft efter sommerferien. Tiden til at forberede sig på de nye elever var meget kort, og Hanne Gram følte ikke, at hun havde de krævede forudsætninger for at kunne arbejde med elever med så lavt funktionsniveau.

Flere af dem havde ikke noget verbalt sprog, og de var ikke renlige.

“Jeg kan ikke engang tegn til tale. Jeg var nærmest skræmt fra vid og sans”, husker Hanne Gram.

Der var ingen af de fire lærere og pædagoger, som skulle starte gruppen op, der havde ønsket at arbejde med børn, der var så udfordrede som disse.

De vidste, at det ville betyde en væsentlig ændring af både metode og indhold, men teamet gav hinanden håndslag på at gøre en indsats for at tage godt imod den nye børnegruppe.

“Vi trak jahatten godt ned om ørerne”, som hun siger.

Skolen fik at vide af den ene elevs børnehave, at i børnehaven var de nødt til at være på barnet én til én og højst nogle få timer ad gangen, for mere kunne man ikke holde til.

Men den normering havde skolen ikke. Der var skemalagt med højst tre voksne i klassen, men i mange timer kun to voksne til fire børn. Når der blev suppleret med ekstra personale, var det oftest nye unge vikarer.

Det betød, at der var meget skiftende personale, hvilket var svært for børnene og svært i forhold til planlægning og koordinering.

Da de nye elever begyndte, viste det sig, at de ikke kunne være i skolegården sammen med de andre børn, så først efter at de var startet, blev der indrettet en særlig afdeling af gården til dem. Der var heller ikke ordentlige toiletforhold, så i begyndelsen skiftede Hanne Gram og kollegerne børnene på gulvet.

Der var meget af den slags, fortæller hun.

“Et af børnene skulle skærmes i forhold til de andre børn, fordi han var meget udadreagerende. Vi var nødt til at være én voksen sammen med ham hele tiden og helst i et andet lokale end resten af gruppen. Rummet skulle indrettes, så han ikke kunne få fat i ting, han kunne vælte eller kaste med. Han havde det rigtig svært, og det var så frustrerende, at jeg ikke kunne gøre mere for ham”.

Folkeskolens leder: Sådan holder vi på lærerne

Sort samvittighed på jobbet

Følelsen af at møde op hver morgen og ikke lykkes med at give eleverne relevant undervisning eller bare en god dag fik kørt Hanne Gram i sænk i løbet af et par måneder.

“Ofte, når forældrene kom, skulle jeg aflevere nogle børn, som havde haft en rigtig dårlig dag. Jeg har altid ment, at ærlighed er noget af det vigtigste i forældresamarbejdet. Min samvittighed var kulsort. Jeg syntes ikke, at vores tilbud var godt nok, men det kunne jeg ikke stå og sige, for de her forældre har ikke noget alternativ.

"Til sidst var det sådan, at når jeg kom om morgenen, sad jeg i bilen og græd, inden jeg gik ind. Og når jeg kom hjem, smed jeg min jakke og min taske på gulvet og mig selv på sofaen. Og efter ti minutter sov jeg”.

Hverken Hanne Gram eller hendes kolleger havde fået tilbudt kurser forud for omstruktureringen.

Det eneste, de fik tilbudt, var et kursus i tegn til tale, som skulle gennemføres, sideløbende med at eleverne begyndte i børnehaveklassen.

Forsker: Bedre psykisk arbejdsmiljø kan holde på lærerne

“Men man kan jo ikke sige ‘freeze, børn, vi snakkes ved om et par måneder’”, siger Hanne Gram om sine frustrationer over ikke at kunne kommunikere ordentligt med sine elever.

“Vi burde som minimum have haft noget tæt supervision, for eksempel en gang om ugen. Det har vi savnet".

"Ledelsen var søde til at sige, at vi bare skulle komme, hvis der var noget, men når man får den følelse af uduelighed, er det endnu sværere at gå til sin leder og sige: ‘Jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre’. Men vi gjorde det".

"Vi rendte dem på dørene hele tiden for at sige, at det ikke fungerede”.

Nederlagsfølelse tog over

En dag i september brød Hanne Gram fuldstændig sammen, mens hun og kollegerne havde en snak om deres trivsel. En kollega fik hende gelejdet over til en snak med skolelederen.

“Jeg er jo ikke nogen vårhare, jeg har prøvet lidt af hvert, og jeg havde svært ved at erkende, hvor svært det her var”, siger hun og afbryder sig selv:

“Jeg kan godt mærke, at jeg stadig føler, at jeg skal undskylde og forklare, at jeg ikke kunne klare det. Det er virkelig et nederlag. Jeg følte, at jeg pludselig var lærling eller studerende igen. Jeg følte mig helt klædt af i forhold til de børn, jeg havde fået ansvaret for”.

Hanne Gram blev sygemeldt og måtte skrue ned for al aktivitet.

Hendes mand måtte klare indkøbene, for at gå i supermarkedet var for stor en belastning for hende.

“Alt var gråt, og jeg kunne ikke finde glæde ved nogen ting. Jeg græd over den mindste ting”, siger hun.

Først i løbet af foråret 2022 følte hun sig klar til at vende tilbage til jobbet, og hun startede op nogle timer om ugen i sin gamle klasse, som nu var en 1. klasse.

Efter sommerferien sidste år skulle hun starte i en klasse med børn med autisme på fuld tid, men det gik ikke.

“Der er ligesom sket et knæk i mig. Jeg er for usikker. På et tidspunkt skulle jeg være alene med fire elever i et kvarters tid, mens min makker ordnede noget, og det magtede jeg ikke".

"Jeg tænkte bare: ‘Nej, nej, nej, hvad nu hvis …’ hele tiden. Det var ikke specielt udadreagerende børn, jeg burde have kunnet klare det, jeg har ikke tal på, hvor mange gange jeg har været alene hele dage med otte-ni børn i mine gamle klasser helt uden problemer. Men denne gang kunne jeg ikke”.

Nærmer du dig pensionsalderen? Her er dine rettigheder og muligheder

Oktober 2022 blev afslutningen på Hanne Grams virke som børnehaveklasseleder.

“Jeg har haft rigtig gode samtaler med både min leder og tillidsrepræsentant på skolen. De har været meget omsorgsfulde".

"En dag, da jeg igen sad og græd på skolen, var det min leder, der på en god måde fik sagt til mig, at jeg skulle stoppe, inden jeg blev helt ødelagt. Han sagde, at det, jeg gerne ville fagligt, det kan man ikke længere. Det er måske den mest korrekte beskrivelse, jeg har hørt”.

I dag er der intet af det oprindelige personale tilbage i klassen på Sorgenfriskolen.

I stedet er der ansat personale med erfaring og uddannelse til denne børnegruppe. De fysiske rammer er også blevet bedre.

Seniorordninger er et must

Skal skolerne generelt have ældre lærere til at blive lidt længere i jobbet, er det vigtigt at tage hensyn til de ældre lærere og give dem mulighed for nedsat tid, specielt når pensionsalderen stiger og stiger, mener Hanne Gram.

“Vi taler meget om fysisk nedslidning, Arne-pension og den slags. Det er også vigtigt. Men vi skal til at tænke på den psykiske nedslidning også. Jeg havde engang en leder, som talte om relationstræthed, og det er et godt begreb".

"Jeg tror, at det relationelle arbejde, vi laver hver dag, slider mere, end vi er klar over, og jeg kan mærke, at efterhånden som jeg er blevet ældre, er det blevet hårdere at skulle omstille sig fra at have kontakt til et barn på én måde, og så vender man sig 80 grader, og der står et barn, som skal håndteres på en helt anden måde. Man skal kunne skifte mellem dem sådan her”.

Hun knipser med fingrene.

“Samtidig er undervisningstiden blevet sat op, så man er tyndere bemandet, og børnene er trættere og dermed mere krævende. Det slider alt sammen, og i min alder virker det måske stærkere end på de yngre”.

Hanne Gram er så småt ved at finde sine ben igen i sin ufrivilligt fremrykkede pensionisttilværelse.

Engang tænkte hun, at hun ville arbejde som vikar på sin gamle skole, når hun trak sig tilbage, men det kommer ikke til at ske.

“Jeg tror ikke, jeg skal arbejde med børn mere. Det havde jeg ellers aldrig forestillet mig, at jeg skulle sige”, fortæller hun.

“På et tidspunkt overvejede jeg for eksempel at blive frivillig på BørneTelefonen eller noget i den stil, men jeg tror ikke, jeg kan. Jeg er bange for at blive for ked af det igen. På en måde har jeg lyst, men samtidig ved jeg ikke, om jeg tør. Det er nok den bedste måde at sige det på”.

Hanne Gram har fået tilkendt seniorpension.

“Jeg nåede det lige, inden den bliver afskaffet. Ellers måtte jeg leve af min pensionsopsparing – jeg er 66 år nu, så det ville lige gå”.

Ledelsen på Sorgenfriskolen har bekræftet Hanne Grams forløb over for fagbladet Folkeskolen.