Dråbens overfladespænding ses tydeligt, når papiret er blevet vandafvisende. Og spændingen kan måles.

Forsøg dig
 med simpel nanoteknologi

Eleverne kan skrive essay med den etiske vinkel på nanoteknologi eller se, hvordan papir gøres vandafvisende.

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Eleverne skal introduceres til nanoteknologi, mener Lotte Vett, der er lærer i naturfag på Nymarkskolen i Svendborg - og gerne allerede fra 7. klasse. Det er et vigtigt emne for eleverne at vide noget om, fordi det kommer til at fylde meget i fremtiden.

»Vi laver små enkle forsøg. For eksempel har jeg købt tre beskyttelses- og rengøringsmidler i et byggemarked. Vi sprøjter et middel på et stykke karton og kan se på, om papiret bliver vandafvisende, eller om det suger vand. Vi kan se overfladespændingen i en vanddråbe på vandafvisende papir, og man kan faktisk måle spændingen«, fortæller Lotte Vett i en workshop under Big Bang-naturfagskonferencen i marts.

Man skal bare huske, at det tager et godt stykke tid for papiret at tørre, efter at man har sprayet beskyttelsesmiddel på.

Hun forklarer, at man kan have mange indfaldsvinkler til undervisning i nanoteknologi. Eleverne kan skrive et essay med den etiske vinkel - for eksempel om bakteriehæmmere med nano i madkasser. Om vi synes, det er okay at have nanoteknologien så tæt på vores mad. Eleverne kan se eksempler på nanoteknologi i små videoer på nettet og så formidle deres viden videre til andre.

I en af sine egne klasser havde hun inviteret en ph.d.-studerende ud for at fortælle eleverne, hvad han arbejder med.

Man kan få glasruder til at være vandafvisende med nanoteknologi, ligesom planteblade afviser vand på grund af de strukturer, der er i bladet. Medicinalindustrien forsker i nanoteknologi mod kræftsvulster eller i at transportere medicin ind i kroppen ved hjælp af nye strukturer skabt under nanoteknologi.

Eleverne kan få en fornemmelse af, hvor småt nano egentlig er - for eksempel på www.scaleofuniverse.com

Lotte Vett anbefaler at se www.nanopinion-edu.eu eller finde øvelser på www.nts-net.dk

Københavns Universitet har også undervisningsmateriale på nano.ku.dk/nanotek