En legende i uddannelsesverdenen har besøgt København. Den amerikanske psykologiprofessor Howard Gardner, der forelæste i en fyldt festsal på Danmarks Pædagogiske Universitet.

I 80'erne blev han kendt for sin teori om, at der findes syv forskellige slags intelligens - i stedet for en eller to, som man måler med en intelligenstest. Siden har han udviklet sin teori og arbejdet sammen med uddannelsesfolk for at finde ud af, hvad teorien kan bruges til i skolen.

Howard Gardner husker at holde sine tilhørere i ånde med små humoristiske parenteser, konkrete eksempler og bogstavrim. Indimellem hoppede nogle fra den mere bløde afdeling af uddannelsesverdenen dog en smule på stolen, når guruen for eksempel lovpriste computerens muligheder for at støtte en individualiseret undervisning:

'Vi skal tage det enkelte barn meget alvorligt. Man underviser ofte alle på samme måde og kalder det retfærdigt. Men da alle lærer forskelligt, er det i virkeligheden dybt uretfærdigt. Det gælder om at finde hvert enkelt barns læringsprofil og så bruge den viden til at skabe mange forskellige tilgange til stoffet'.

'I dag vil en lærer være helt til grin, hvis han sagde: 'Johnny kan ikke lære matematik, giv mig en anden elev!'. Det gælder om at finde barnets individuelle metode og tempo, og her kan computere præsentere barnet for meget individualiserede læringstilgange. Det ligner de muligheder, som meget rige mennesker altid har haft med huslærere. En sådan lærer siger jo heller ikke, at barnet ikke kan finde ud af noget. Han finder en metode til at lære Johnny matematik', lød det fyndigt fra talerstolen.

Hvem ejer intelligens

Hvem ejer egentlig intelligens, hvem bestemmer definitionen. Den, der bestemmer, hvad intelligens er, har stor magt. Derfor er spørgsmålet vigtigt, mener Howard Gardner.

Intelligenstest blev oprindeligt opfundet i begyndelsen af århundredet af den franske psykolog Alfred Binet på opfordring fra den franske regering, der ønskede at kunne forudsige, hvilke børn der ville få problemer i skolen.

'De kunne have sparet mange penge, hvis de bare havde set på elevernes karakterer fra sidste år, men så ville der ikke være så mange, som kunne tjene penge på at måle intelligens'.

Den herskende opfattelse af intelligens er, at den er arvelig. Og at der ikke er meget, man kan gøre for at højne intelligens. Derfor kan målinger forudsige, hvordan man klarer sig i skolen.

Men den idé er forankret i en vestlig kulturkreds. I Asien lægger man ikke så stor vægt på intelligens, her mener man derimod, at gode præstationer hænger sammen med hårdt slid, siger han.

I dag er en ny definition af intelligens nødvendig. Der sker mange ændringer i den verden, som skolen skal uddanne børn til at klare sig i. Der er ny teknologi, hvor computere klarer en del af arbejdet. Vi skal lære hele livet og ikke kun i skolen. Og en globaliseret økonomi kræver, at mange forskellige kulturer skal kunne arbejde sammen.

Men desuden er der logiske problemer med den herskende opfattelse af intelligens. De bliver meget synlige, hvis man studerer grupper, som har særlige intelligensprofiler: Ordblinde og autister med en stærk færdighed på et enkelt område.

'De udfordrer opfattelsen af, at intelligens er ligesom en maskine, der enten kører godt eller dårligt. Ordblinde kan for eksempel hjælpes til at klare sig fint', siger Gardner.

Han gør også opmærksom på, at den type intelligens, man måler med test, ikke gav megen mening, før skriftsproget blev opfundet. Og at computere også besidder en form for intelligens. Det er sikkert, at edb vil ændre vores opfattelse af menneskelig intelligens, men vi kan endnu ikke se hvordan.

At løse problemer

For ham er intelligens, hvordan man bruger informationer til at løse problemer og skabe noget, som har værdi i et bestemt samfund.

'En intelligenstest bygger på en forestilling om, at man kan måle intelligens, ligesom man måler, hvor meget olie der er på en bil. Ned stikker man målepinden, op kommer resultatet. Man kan aflæse, hvordan oliestanden er, og hvor intelligent et barn er. Men det fortæller ikke, hvor god man er til at løse problemer'.

Den form for intelligens har kun værdi i en bestemt sammenhæng.

Hvordan ville man opfatte skakgeniet Bobby Fischer i en verden, hvor skak ikke var opfundet? Som en fiasko eller som et geni? Og hvordan hjælper intelligenstest, hvis man pludselig havner i en jungle eller på den afrikanske savanne?

Derfor må intelligens forstås historisk. Det er forskellige typer af intelligens, som er vigtige i forskellige perioder i menneskets historie, mener han.

Der er tre forhold, lærere bør forstå om intelligens:

- Alle besidder alle typer af intelligens.

- Ingen har præcis samme sammensætning som andre - selv ikke tveæggede tvillinger.

- For at handle intelligent er det nødvendigt at have værdier og et mål at arbejde frem mod.

For eksempel skal en lærer, der skal undervise i en klasse, som han ikke kender, først kunne tilpasse sin undervisning, efterhånden som han eller hun lærer klassen at kende. Men hvis læreren ikke ved, hvad eleverne skal lære, kan hun ikke undervise på en intelligent måde.

Forskellige tilgange til emnet

Når eleverne har mange forskellige typer intelligens, skal man som lærer bruge forskellige tilgange til et emne.

Et fast mål for undervisningen og meget fleksible metoder, lyder hans motto. Hvorved han afviser den evige debat om, hvorvidt lærer- eller elevstyret undervisning er bedst. Læreren skal vide, hvad eleverne skal lære, men han skal være meget lydhør over for eleverne, når det handler om, hvordan de lærer. Det betyder, at man skal ramme mange elever på netop den type intelligens, de helst bruger.

'Det er vigtigt at undersøge og blive klar over elevernes læringsprofil. Især de elever, som ikke klarer sig så godt i skolen'.

Man kan så tilrettelægge en undervisning, som har fem-seks forskellige tilgange, fortællinger, tal, musik, kunst, hænderne, teater, debatter og argumenter for at lære om et emne.

For at få tid til at opnå forståelse må man smide de forcerede undervisningsplaner væk. Drop 'fra Holocaust til hologram på 36 uger', siger han. Når man undersøger resultaterne, viser det sig, at eleverne godt nok lærer en masse fakta. Men spørger man dem et år senere, har de glemt det meste.

'Og det værste er, at når de bliver bedt om at ræsonnere, har de slet ikke lært noget af den metode, man bruger i de enkelte fag. De er ikke i stand til at tænke sig frem til det eller bruge det, når de læser noget i avisen eller skal lære noget nyt'.

Derfor er det bedre at tage nogle store emner, som man går i dybden med, mener han. Men han er godt klar over, at det ikke er populært. Gardners foretrukne emner er for eksempel udviklingslæren med Darwin, Mozarts opera Figaros bryllup og Holocaust med alle de moralske dilemmaer, historie og tal. Men man kan sagtens bruge andre emner. De skal blot fortælle om noget sandt, noget smukt og noget godt.

Det handler om, at eleverne skal opnå forståelse, fremhæver han.

'Alle, der kender noget til bunds, kan tænke over det på mange forskellige måder. Tag for eksempel dit eget liv, dit job. Du kan præsentere det og tænke det på alle mulige måder'.

Det er den type forståelse, han mener, eleverne skal udvikle i skolen. Men han understreger, at det er svært. Og at det kræver tid.

Det er også vigtigt at bruge tid på at evaluere undervisning - og at lære eleverne selv at evaluere deres arbejde. Det kan ske via fotografier, foredrag, teater, udstillinger og lignende, mener han.

Han afviser ikke testning - til at teste afgrænsede færdigheder. Og han er irriteret på dem, som tror, at han ikke går ind for høje standarder, høje krav og stadige evalueringer - blot fordi han er imod traditionelle intelligenstest.

Alkoholikere kan, så kan lærere også

Evaluering er ikke til at komme uden om - og det skal man heller ikke. Gardner mener, at lærerne skal indgå 'en ny kontrakt' med samfundet.

Hidtil har lærerne alt for ofte ladet dem uden for klasseværelset fastlægge den offentlige dagsorden for undervisning. Lærerne har klaret sig, selv om de ikke var enige i de standarder og prøver, som de eksterne myndigheder pålagde dem i stedet for frihed til at gøre stort set, som de ville i klassen. Sådan skriver han i sin seneste bog om pædagogik. Han synes, at den holdning hverken er klog eller bevaringsværdig.

'Den avler negativitet og hykleri', mener han. I stedet for bør lærerne stå åbent frem og sige, hvad de selv synes er godt. Og de må kunne komme med dokumentation for deres professionelle argumentation. De må fortælle, hvad der kan gælde som bevis på succes.

'Men hvordan kan det være, at mange alligevel underviser, sådan som man altid har gjort, selv om man værdsætter ideerne om de mange intelligenser?' lyder et spørgsmål fra salen. Det får Gardner til at smile bredt:

'Det er svært at ændre sig. Vi underviser oftest på den måde, vi selv er blevet undervist. Især når vi bliver presset, falder vi tilbage på det, der føles trygt. Man skal være meget, meget motiveret for at ændre sine vaner'.

Og så kan man øve sig sammen i sit team. Man skal overvære hinandens undervisning, så man kan lære at se, hvad der sker, og lære at stille spørgsmål til hinanden, argumenterer han.

Man kan også forsøge at finde problemer i skolen, som ikke er løst, men som kunne løses ved at anvende undervisningsmetoder, der bygger på de forskellige intelligenser, fordi de ikke kræver, at man kun bruger en sproglig tilgang.

'Men se på Anonyme Alkoholikere, det lykkes for mange alkoholikere at slippe fri af gamle vaner. Så må lærere også kunne', smiler Howard Gardner.

Læs mere på www.folkeskolen.dk

Hanne Birgitte Jørgensen er freelancejournalist

8 1/2 intelligenser

At beskæftige sig med spørgsmål om liv og død, om eksistens er måske en 9. intelligens. Howard Gardner er ikke sikker.

'Jeg har ladet mig inspirere af filmmanden Federico Fellini, så for tiden taler jeg om 8 1/2 intelligenser', siger han med et selvironisk smil.

Gardner begyndte med syv, men fandt senere frem til en ottende:

1: sproglig (forfattere),

2: matematisk-logisk, (naturvidenskabsmænd),

3: spatial (rumlig), (arkitekt, skakspiller)

4: musikalsk,

5: krops-kinæstetisk, (danser, kirurg),

6: interpersonel, (forstå andre, politiker, lærer, sælger),

7: intrapersonel forståelse, (selvforståelse),

8: naturfaglig (præhistorisk af afgørende betydning for at kunne skelne og klassificere planter og dyr - og overleve. Men Howard Gardner udstrækker den til også at være den intelligens, der bliver brugt af gode forbrugere. De dygtige kan skelne den ene snickers fra den anden, og den ene bil fra de andre).

Og så den senest opdagede intelligens. Måske:

9: eksistentiel.

Howard Gardner er endnu ikke sikker på, om menneskets tilbøjelighed til at stille spørgsmål om liv og død, og hvad der ligger derudover, kan kaldes en intelligens. Eller om der blot er tale om en evne, som er karakteristisk for mennesket. For at defineres som en intelligens skal den kunne henføres til en bestemt plads i hjernen, og det er endnu usikkert, om de eksistentielle spørgsmål gør det, siger han.

Hvordan ville man opfatte skakgeniet Bobby Fischer i en verden, hvor skak ikke var opfundet?Det er vigtigt at undersøge og blive klar over elevernes læringsprofil. Især de elever, som ikke klarer sig så godt i skolen