Elever fra 7. årgang regner parvis med brøker og decimaler i aulaen. De sidder over for hinanden i store kasser, som står på højkant og er beregnet til holddeling. Kasserne er et konkret resultat af et toårigt projekt på Ellebjerg Skole, hvor lærere har afprøvet deres egne ideer om, hvad der skal til for at forbedre inklusionen.

Projektet har ført til nye løsninger på skolen, som med sin placering i København sydvest ligger i et af landets fattigste kvarterer. For eksempel har et lærerteam indført trivselssamtaler med eleverne, og et andet team har skabt nye fortællinger om elever med særlige udfordringer.

Helle Møller Andersen og Anna Zoé Hermansen fra femte årgang tog udgangspunkt i, at vellykket inklusion måtte afhænge af resurser.

»Vi ville have flere hænder, men vi havde ikke fantasi til at forestille os, hvor vi skulle få dem fra, så vores ide udviklede sig hen imod, at vi skal bruge vores resurser fornuftigt«, fortæller Helle Møller Andersen og breder plancher ud foran sig.

Her har makkerparret ud fra en spørgeske­maundersøgelse blandt kollegerne delt hæn­derne op i tre kategorier: Varme hænder ken­der eleverne. Kompetente hænder har et fagligt kendskab og kender eleverne. Eksperthænder har et fagligt kendskab, men kender ikke eleverne. Det kan være en læsevejleder eller en konsulent fra Pædagogisk Psykologisk Rådgivning.

Målet er at bruge de resurser, der allerede er til stede, der, hvor de gør størst gavn. Derfor har de to lærere sat ord på, hvilke hænder der er brug for og hvornår.

»Når man introducerer et forløb, kan man godt være alene i klassen, men når eleverne selv skal arbejde, kan der være brug for ekstra hænder«, siger Anna Zoé Hermansen.

Det kan være i form af en gangbuffer, som kan hjælpe elever med en dårlig dag. Eller en årgangsbuffer, som er med der, hvor lærerteamet finder det mest optimalt. Sådan én har de fået på skolens tredje årgang.

»Så det tyder på, at vi har været med til at så et frø«, siger Helle Møller Andersen.

Ikke lærernes skyld, at det ikke lykkes

Elever har også hænder

Halvdelen af beboerne i skoledistriktet er uden job, så måske er der også forældre, som kan hjælpe eleverne, så lærerne kan få tid til at være kompetente hænder. Derfor vil de to lærere tale med skolebestyrelsen om at oprette en forældrebank.

»Vi er selv begyndt at lægge mærke til resurser blandt forældrene. Det kan også være pensionister. Det er bare os, der har troet, at beboerne ikke har overskud, fordi skolen ligger i et fattigt kvarter«, siger Helle Møller Andersen.

Lærerne har også talt om en elevbank og har hængt en seddel op på lærerværelset, hvor lærere kan tilbyde elevassistance. Teamet har selv haft elever til at hjælpe en 1. klasse, første gang eleverne skulle logge på Uni-C i matematik, og de to lærere har haft en elev i praktik i 0. klasse. Han fjollede rundt og trængte til at få styrket selvtilliden, så opholdet var både en straf og en belønning.

»I de første dage var han en ekstra opgave for børnehaveklasselederen, men i frikvartererne legede han med eleverne, og han hjalp til, da klassen var på tur, så han endte med at være den dygtige elev, som fik ros. Det fik ham til at tage sig sammen i sin egen klasse«, siger Anna Zoé Hermansen.

Lærerne har ikke fundet en snuptagsløsning på, hvad man gør ved en elev, som pludselig ligger under bordet og slår i gulvet. Det har heller ikke været målet.

»Vi tænker ikke i inklusion af enkeltelever, men at der skal være plads til alle. Derfor lærer vi vores elever, at de først skal spørge deres sidemakker, dernæst bordet, klassen og til sidst læreren«, siger Helle Møller Andersen.

Sådan arbejdede lærerteamet også tidligere, men inklusionsprojektet har fået dem til at forklare eleverne mere tydeligt, at det er godt for dem at hjælpe hinanden.

»Mange børn tror, de er dygtige, når de kan gentage det, læreren siger, men de skal lære at forklare sig. Som Einstein sagde, så har man ikke forstået noget, før man kan forklare det til en seksårig«.

Ædeltræ skal dyrkes

Projektet på Ellebjerg Skole har kørt som bottom up, hvor lærerne fik lov til at brokke sig, drømme og afprøve egne ideer. Undervejs bidrog medarbejdere fra professionshøjskolen UCC med sparring. Rammerne blev givet helt fri, som da lærere under brokkefasen spurgte, hvorfor de ikke bare kunne køre de besværlige elever ud i skoven. Det fik skoleleder Anne Graah til at tænke sit, men forskerne tog lærerne på ordet og spurgte, hvad de så ville lave ude i skoven.

»Svaret har udviklet sig til, at vi har indført en turkanon om, at elever skal på en naturvidenskabelig og en humanistisk tur om året, for det er ikke en selvfølge, at vores forældre tager deres børn med andre steder end i butikscentret«, siger skolelederen, som har ventet med nogle indkøb for at få råd til at prioritere lærernes ideer.

På Ellebjerg Skole har to ud af tre elever indvandrerbaggrund, så inklusion drejer sig ikke kun om elever med ADHD, understreger Anne Graah.

»Vi skal både ryste eleverne sammen i et fællesskab på tværs af religion og herkomst og have dem til at klare sig godt i livet. Vi siger ikke til en elev, at han taler grimt, for det udsagn går på individet. Vi siger, at sådan taler vi ikke her på skolen, for så opdrager vi til fællesskabet. Samtidig holder vi et højt ambitionsniveau på elevernes vegne og gør meget ud af at lære dem både at læse lektier og komme til tiden, for det er med til at skabe inklusion«, siger skolelederen og fremhæver, at 92 procent af skolens afgangselever holder fast i deres ungdomsuddannelse, 15 måneder efter at de er begyndt.

»Man kan ikke lave ædeltræ af krydsfiner, men vores elever er lavet af ædeltræ. De skal bare dyrkes«, siger Anne Graah.