“Jeg hørte en af mine kolleger sige, at ‘lærerjobbet er utroligt givende, men det tager også en bid af dig hver dag’. Det forstod jeg ikke først, men det gør jeg nu. Nu kan jeg se, hvilken kæmpe bid det har taget af mig at give de her elever kærlighed og omsorg hver dag”.

Ordene kommer fra 26-årige Iram Mohammad. En af folkeskolens nye lærere, men som nu er færdig med lærergerningen, nærmest før den begyndte.

Dermed er Iram Mohammad blevet en del af en ærgerlig statistik, hvor fire ud af ti nyuddannede lærere forlader folkeskolen, inden de har været i den i fem år.

Det begyndte ellers godt. Iram Mohammad var lidt af en mønsterstuderende på læreruddannelsen, og hendes bachelorprojekt om multikulturel litteratur i dansk blev indstillet til en lærerprofessionspris i 2021.

“Jeg følte mig som en ildsjæl og var meget ambitiøs som lærer. Jeg ville gerne gøre en forskel for nogle elever i praksis, så jeg søgte bredt og tog det første job, jeg fik tilbudt”, siger hun.

I efteråret 2021 begyndte Iram Mohammad som lærer på mellemtrinnet på Tjørnegårdskolen i Roskilde. Hun blev sat til at undervise i blandt andet engelsk, kristendom og billedkunst, og hun var klar og tændt på sit første job.

Mentorordning fungerede ikke

“Til ansættelsessamtalen fik jeg at vide, at eleverne kom fra meget forskellige baggrunde. Nogle kom fra et socialt belastet område, og nogle kom fra et resursestærkt kvarter. Det tænkte jeg, at jeg sagtens kunne overkomme”, fortæller hun.

Mere fik Iram Mohammad ikke at vide om de klasser, hun skulle have.

“Min nærmeste leder var indstillet på, at jeg bare startede lige på og hårdt, men jeg sagde, at det nok var bedre, hvis jeg lige brugte den første dag på at gå rundt og snuse lidt, få et skema og se lokalerne. Så det var ligesom mig, der skulle få styr på det praktiske, og det synes jeg var underligt”, fortæller hun.

Skolen havde sørget for, at der var en mentor, der skulle hjælpe hende med at falde til, i hvert fald på papiret, fortæller Iram Mohammad.

I praksis var mentoren desværre ikke til meget hjælp:

“Min mentor var kun lidt ældre end mig og havde ikke været på skolen så længe, så det var ikke ideelt. Jeg ville nok have haft gavn af at få en mentor, som var mere erfaren. Nu blev det til et forløb på en dag eller to, hvor hun viste mig, hvor kaffemaskinen stod og den slags”.

Iram Mohammad understreger, at det ikke var mentorens skyld, lærerstartsforløbet var ikke prioriteret fra ledelsens side, mener hun.

“Det var ikke ond vilje, men hun vidste ikke, hvad hendes rolle var som mentor, og jeg tror ikke, at ledelsen har forholdt sig til, hvad en mentor skulle bruges til”, siger Iram Mohammad.

Herfra blev det kun sværere at være ny lærer på skolen.

Billedkunsttimer med berygtet årgang

Iram Mohammad skulle blandt andet undervise 6. årgang i billedkunst – et fag, hun ikke havde erfaring med, men det var den mindste del af problemet – for hun opdagede hurtigt, at 6. årgang var berygtet på hele skolen.

“Det var elever, der udfordrede lærerne i en sådan grad, at de var ved at gå ud af deres gode skind”, fortæller hun.

“Det værste er, at de kun var omkring 12 elever i hver klasse, men det føltes, som om de var 24. Jeg aner ikke, hvordan jeg overlevede de lektioner, jeg tror, jeg har fortrængt det”.

Gode mentorer er guld værd

Alligevel mener hun, at det lykkedes for hende at få elevernes respekt ved at arbejde med klassens fortællinger om sig selv.

“Jeg forsøgte at møde dem, hvor de var, også når de spillede fodbold inde i lokalet. Men jeg var også ærlig over for dem og fortalte dem, når jeg følte, at de pissede på mig og min undervisning. Jeg råbte ikke ad dem, men talte roligt til dem, og det virkede. Vi fik efterhånden en god relation”.

Alligevel var det hårdt at være i billedkunsttimerne, fortæller Iram Mohammad, som skulle tvinge sig selv op og af sted hver fredag morgen.

“Hvis jeg var leder, ville jeg aldrig nogensinde sætte en nyuddannet til at undervise sådan et hold. Det kræver for meget”, siger Iram Mohammad.

Havde det bare været de to ugentlige lektioner på 6. årgang, var det måske gået. Men den 5. klasse med 23 elever, som Iram Mohammad var delt klasselærer for, havde også problemer. Faktisk så mange, at der var en AKT-lærer (adfærd, kontakt, trivsel) knyttet til klassen, men det var ikke noget, hun var blevet informeret om på forhånd.

“Jeg fik ikke at vide, at der var elever, som slog og sparkede både lærere og klassekammerater”, siger hun.

“Jeg kunne godt på forhånd regne ud, at der ville være et vist fagligt spænd, men jeg var ikke forberedt på at få elever, som i 5. klasse ikke kunne skrive deres eget navn”.

Alligevel fik Iram Mohammad skabt mere ro i timerne og blev rost af både kolleger og elevernes forældre for sit arbejde med klassen. Hun oplevede også, at eleverne gjorde fremskridt fagligt.

Hun mener i dag, at hun kunne have fået en bedre start på sit lærerliv, hvis ledelsen fra starten havde fortalt hende om de problemer, der var i de to klasser:

“De skulle have fortalt mig, at der var AKT-forløb i den ene klasse. Det er også lige lovlig hårdt at få to af de mest udfordrede klasser fra starten”, siger Iram Mohammad, der også ville ønske, at hun havde haft færre undervisningstimer.

”Jeg havde en ugentlig undervisningstime mindre end de erfarne lærere, men den gjorde reelt ingen forskel. Det skulle have været et mere reduceret skema for mig som ny”.

Hvis de ting havde været i orden, ville hun muligvis stadig arbejde som lærer i dag. I stedet udviklede tingene sig til det værre, og til sidst blev Iram Mohammad syg af sit arbejde.

Sygemelding og skåneskema

“Fra januar begyndte jeg at blive syg hver weekend. Hver fredag aften stoppede min næse til, og jeg var fuldstændig udmattet. Jeg kunne ikke engang gå en tur med min datter på to år i klapvognen. Og dog var jeg hver mandag morgen klar igen”.

I løbet af vinteren blev det så slemt, at Iram Mohammad havde kvalme hver morgen. Nogle dage kastede hun op. Men hun så sine kolleger møde op hver dag, så hun gjorde det samme.

“Jeg gjorde mit arbejde og gjorde det godt, og så gik jeg hjem og var lige til at smide i skraldespanden. Jeg var en lortemor og en lortekone, men jeg var der for eleverne”.

Iram Mohammad var ny og ville ikke være en byrde, så hun gik ikke selv til ledelsen. Efter påske gik det ikke længere. Selv om hun havde været syg hele påskeferien, gik hun alligevel på arbejde:

DLF vil have lærerstartsordning til alle

“Jeg kastede lige op en gang til, tog tøj på og kørte af sted – og da jeg kom ind i forberedelseslokalet, brød jeg totalt sammen. Så mine kolleger sendte mig hjem, og lægen sygemeldte mig med stress”.

Iram Mohammad var sygemeldt i næsten fire uger og fik også noget psykologhjælp. Da hun kom tilbage, var det i en periode på et såkaldt skåneskema, men i praksis trappede hun hurtigt op.

Lige inden sommerferien havde hun et møde om næste skoleår, hvor hun fik et fuldtidsskema præsenteret. Hendes nærleder ville give hende to danskhold, og Iram Mohammad var klar til at sige ja, da hendes kollega skred ind og sagde, at det var for stor en arbejdsmængde.

“Jeg var stadig syg og anede ikke, at to danskhold ville være en uoverskuelig stor arbejdsmængde. I stedet bliver jeg tilbudt seks eller otte madkundskabslektioner. Jeg er ikke uddannet madkundskabslærer. Jeg kan lave mad, men ikke undervise i det fag”, sukker hun.

“Jeg havde bare ikke noget valg – det var de timer, der var tilbage”.

Fyret – og glad for det

Iram Mohammad husker ikke, at hun på noget tidspunkt har haft en samtale med sine ledere om, hvordan hun havde det, efter sin sygemelding, og efter sommerferien begyndte hun på fuld tid igen.

“Det rare var, at jeg fortsatte med den klasse, jeg havde fået opbygget et godt forhold til året før, så jeg skulle ikke opbygge nye relationer igen. Men jeg kunne mærke, at kvalmen vendte tilbage. Så meldte jeg mig syg igen i september. Eller – jeg mødte igen op en morgen og brød sammen og blev sendt hjem”.

Herefter gik det stærkt.

“Mens jeg var sygemeldt anden gang, fandt jeg ud af, at nu – nu – skete der noget for en gruppe af elever, som var utrolig drænende, både for mig, for andre lærere og de andre elever. Vi havde længe råbt op om, at vi havde brug for hjælp til at håndtere den gruppe, men det fik vi først, efter at jeg blev sygemeldt med stress for anden gang. Jeg følte mig så svigtet af min ledelse!”

To uger inde i den anden sygemelding bliver Iram Mohammad kaldt til samtale med sin nærmeste leder, og hun skal have sin tillidsrepræsentant med. Så hun får en klar fornemmelse af, at hendes tid på skolen nok er slut. Nærlederen roste Iram Mohammads arbejde, men sagde, at hun var “for dyr i drift”, fortæller hun.

Så efter et år var hun færdig som lærer på Tjørnegårdskolen.

“Da jeg kørte fra skolen, var det overskyet, men da jeg kom ud på landevejen, brød solen frem. Jeg ved godt, det er tilfældigt, men jeg kom til at smile over hele femøren. Jeg græd af glæde hele vejen hjem, for nu havde jeg sagt farvel til det arbejde, som gjorde mig syg”, fortæller hun.

“Den dag jeg blev fyret, spurgte jeg grædende en af mine kolleger, hvordan man gjorde – hvordan man klarer at møde op til det her job hver dag og samtidig have et fungerende privatliv uden at bryde sammen. Hun sagde, at de lærere, som havde været på skolen i mange år, havde lært at passe på sig selv som lærere. De tager et panser på, men det er svært at gøre som nyuddannet”, siger Iram Mohammad og fortsætter:

“Læringsmiljøet er usundt for eleverne, men også for lærerne. Vi vil børnene det bedste. Når vi så prøver at gøre vores bedste, går det ud over vores helbred”.

Iram Mohammad ønsker ikke længere at arbejde som lærer, og hun har også besluttet, at hendes lille datter ikke skal gå i folkeskolen. Hun søger nu job inden for administration og voksenundervisning.

Folkeskolen har forsøgt at få en kommentar fra ledelsen på Tjørnegårdskolen til den kritik, som Iram Mohammad rejser. Men ledelsen har ikke ønsket at medvirke i artiklen.