Nogle mennesker har det godt med at læse bøger og se tv. De bliver ikke sløjdlærere. For at blive en god sløjdlærer skal man nemlig leve et sløjdliv, hvor man altid har gang i små projekter uden for undervisningen. Og at Bent Illum lever sit ord ud, er man ikke i tvivl om, når man kommer ind i hans hjem, hvor drejede træfigurer og godt håndværk titter frem overalt i stuen i Næstved.

Bent Illum er landets eneste ph.d. i sløjd, og han har undervist børn og voksne, siden han i 1963 blev uddannet husflidslærer og i 1967 folkeskolelærer.

At det blev sådan, var egentlig lidt en tilfældighed, for han kommer ikke fra et specielt kreativt hjem, og skolen var ikke der, hvor han lagde den største energi. Men måske netop derfor har han været i stand til at fange eleverne - de flittige såvel som dem, de andre ikke måtte lege med - og deres lærere.

»Sløjd er det eneste fag, hvor glæde er nævnt i Fælles Mål, og det er der en grund til. Man skal køre på motivationen i langt højere grad end i de obligatoriske fag. Men det kan man også, fordi man i sløjd virkelig har muligheden for at undervise tredimensionelt - ligesom man lever. Undervisningen foregår ikke bare verbalt, den er sansebaseret«.

Bent Illum er derfor heller ikke et splitsekund i tvivl om, at sløjd har en enorm berettigelse i folkeskolen også i dag.

»Hvis jeg må bruge nogle lidt forslidte ord, så handler det om at skabe det hele menneske, give selvværd og kompetencer, som man virkelig kan bruge. Gøre børnene nysgerrige, undrende og problemløsende og inspirere til entreprenørship og igangsætteri. Det kan sløjd. For sløjd, håndarbejde og hjemkundskab har, hvis de bliver kørt af dygtige lærere, samme muligheder, selv om kulturerne er lidt forskellige. Fagene kan sætte folk i gang, så de påtager sig at løse et problem og gør arbejdet til deres eget projekt. Det giver mulighed for selvværd på en helt anden måde«.

Sløjd: Fra efterligning til original ide

Sløjdfaget har ændret sig en del i de 50 år, Bent Illum har håndteret høvl og drejebænk. Man taler om, at der har været fire paradigmer i sløjdundervisningen, som har afløst hinanden, men også delvist kørt side om side. Først kom modelsløjden. I 1970'erne begyndte man at tale om den mere samfundsrelaterede side af sløjden. I slut-70'erne og 80'erne begyndte man på oplægsundervisning, og fra 90'erne kommer så den mere tematiserede undervisning, hvor man arbejder med et overordnet emne.

I dag ser man på hele arbejdsprocessen - ide, planlægning, udførelse og evaluering - og det er helt rigtigt, mener Bent Illum.

»Når man ser på, hvad der interesserer kreative mennesker, så er det lige så meget at få ideen. Med modelsløjden havde man taget det sjove fra eleverne, så det kun var læreren selv, der havde fornøjelsen, hvis han altså gad. Det var synd, for der er meget mere drive i eleverne end til kun at stå for udførelsen«.

Men det har ikke været uden problemer, at de fire paradigmer har kørt sideløbende.

»Helt frem til årtusindskiftet har man haft hidsige diskussioner om de fire forskellige metodikformer, og hverken kommuner eller Undervisningsministeriet har prioriteret - alle var lige gode og værdifulde. Sløjdlærere er sådan nogen, der altid lige har noget i lommen, som de synes er smart og gerne vil vise til de andre. Det resulterer i diskussioner om, hvis værktøj der er bedst - en tingsrettet diskussion. Vi har fuldstændig manglet den didaktiske diskussion, som først er kommet med de sidste 20 år, og det bærer faget præg af«.

Bent Illum understreger, at sløjdlærerne er kommet godt efter det de seneste år, men i og med at der heller ikke har været didaktiske kurser i sløjd på Lærerhøjskolen - og senere Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU), Aarhus Universitet - men kun på sløjdlærerskolen, har det været svært at få kvalificeret diskussionerne om faget.

Sløjd: Fra modeller til elevernes egne ideer

Håndværk og design kræver to lærere

Den manglende didaktiske diskussion har også en betydning nu, hvor sløjd skal »lægges sammen med« håndarbejde til det nye fag håndværk og design. Bent Illum peger på, at håndarbejdslærerne har en lang tradition for en fælles linje med didaktiske diskussioner fra deres kurser på Lærerhøjskolen. Der er sløjddidaktikken mere diffus, og det betyder noget for styrkeforholdet, når det nye fag bliver til. Sløjd var det sidste fag, som fik en kandidatuddannelse.

Hvis det nye fag bliver struktureret rigtigt ude på skolerne, så kan Bent Illum sagtens se, at der kan komme noget godt ud af det. Men han lægger ikke skjul på, at der er nogle bump på vejen. Og det bliver ikke bedre af, at fagene har været nede i en bølgedal, al den tid hvor ingen har vidst, hvad der skulle ske, og ingen skoleledere eller kommuner derfor har villet investere i efteruddannelse til lærerne.

»Selvfølgelig har fagene noget til fælles - ligesom tysk og engelsk. Dem kunne man jo også slå sammen og så tale hvert andet ord tysk og hvert andet engelsk. Eller idræt og hjemkundskab, så man kan slå kraftspring i køkkenet. Men helt seriøst, så er der en meget forskellig kultur i sløjd og håndarbejde, fordi de gamle kvinde- og mandekulturer 'gemmer sig' i fagene«.

Indtil nu er der næsten ingen mænd, der vælger at blive håndarbejdslærere, mens der er cirka en tredjedel kvinder blandt sløjdlærerne.

»Jeg er godt klar over, at der er en del kvinder, der kan begge linjefag. Men de fleste mangler sansen for det grove sløjd, som mange af de store drenge gerne vil have. Det er lige så meget måden at gå til det på. Jeg kan se det på mine drejekurser for lærere. Kvinderne er generelt interesserede i formen og æstetikken, mens mændene er mere interesserede i det tekniske. Det er forskellige fokuspunkter - lige gode, men forskellige«.

Bent Illum mener ikke, at man bare kan regne med, at skolerne vil få efteruddannet lærerne til at kunne undervise i begge fag. Men hvis man holder fast i at have både en sløjd- og en håndarbejdslærer på og lave projekter på tværs, så kan det give gode resultater.

»Hvis der bliver mulighed for at efteruddanne tekstil- og sløjdlærere, så de bliver ajourført til moderne og problemorienteret pædagogik, og man så forestiller sig, at sløjd- og håndarbejdslærerne planlægger sammen, giver deres klasser de nødvendige faglige, håndværksmæssige teknikker og præsenterer dem for et problem samlet, så kan der komme en masse godt ud af det. Man skal bare ikke tro, at man kan sætte en af lærerne på det nye fag, og så vil det andet komme af sig selv. Det er fuldstændig utopi«.