Sløjdfaget har ændret sig en del, siden faget blev en fast del af folkeskolen i de sidste år af det 19. århundrede. Det skete efter, at de to sløjdlærere Aksel Mikkelsen og Søren Larsen Meldgaard havde oprettet hver sin sløjdlærerskole i 1886.

Det fortæller Bent Illum, der har skrevet en ph.d.-afhandling om sløjdfaget, og hvordan man lærer gennem et håndværk. Udover afhandlingen har han - siden han blev uddannet husflidslærer i 1963, sløjdlærer i 1965 og folkeskolelærer i 1968 - undervist i folkeskolen, i ungdomsskole, på aftenskole, på sløjdlæreruddannelsen og som ekstern lektor på Institut for Uddannelse og Pædagogik (DPU) på Aarhus Universitet. I de mere end 50 år han har sløjdet, har der været fire paradigmer i sløjdundervisningen, som har afløst hinanden, men også delvist kørt side om side.

Drej en comboyhat i træ

Fire strømninger på én gang

Først kom modelsløjden. Det fungerede i det meste af det 20. århundrede med standardiserede modeller, som læreren havde udtænkt, og som børnene skulle gøre efter på eksakte mål.

I 1970'erne begyndte man at tale om den mere samfundsrelaterede side af sløjden. I 1975 blev der indført nye fag i folkeskolen: samtidsorientering og arbejdskendskab. Med disse fag var det hensigten at øge kendskabet til samfundet og erhvervslivet, og det var naturligt at disse fag samarbejdede med sløjd gennem værkstedsarbejder, for eksempel for at vise at de færdigheder og kompetencer, der blev undervist i, også kunne bruges i erhvervslivet og samfundet.

I slutningen af 1970'erne og starten af 80'erne begyndte man på oplægsundervisning, hvor børnene blev bedt om for eksempel at lave en genstand, der kan lyse, og så selv skulle designe og fremstille en god model - det kunne for eksempel blive til en lampe af en art. Det individuelle og frit skabende blev sat i højsædet i udviklingen. Men det var også en 'laissez faire'-pædagogik, der tog afsæt i den enkelte elevs ønsker på en sådan måde, at den enkeltes aktivitet skulle være selvvalgt, selvstyret og selvevalueret - og det var for meget, for det gav ingen faglig læring ifølge Bent Illum.

Fra 1990'erne kommer den mere tematiserede undervisning, hvor eleverne arbejder med et overordnet emne, som de designer og fantaserer inden for, det kunne for eksempel være temaet bæredygtighed. Fokus for både lærere og elever er således skiftet fra produkt til proces og viden om et tema.

"Alle fire strømninger har kørt samtidig forskellige steder i landet, og det kan have fordele og ulemper alt efter, hvordan det bliver brugt. Oplægsundervisningen gjorde en kæmpe forskel, men det kan også blive for frit - en slags laissez faire- eller æggebakkepædagogik, hvor det mere minder om, hvad man laver i børnehaven - super kreativt, men uden faglig udvikling", forklarer Bent Illum.

Kjoledesign og savsmuld

Elever skal lære andet end teknikker

Men det har ikke været uden problemer, at de fire paradigmer har kørt sideløbende. Og faget har helt fra sin vorden i slutningen af 1800-tallet været genstand for uenighed. De to sløjdskoler startet af Aksel Mikkelsen og Søren Larsen Meldgaard kom til at stå for to forskellige retninger inden for sløjden. Grundlæggende gik diskussionen på, om man tog udgangspunkt i saven eller kniven, hvilket blev til forskellen mellem Dansk Skolesløjd med de meget faste modeller, og Askov Sløjd hvor man også vægtede udtrykket meget. De to linjer blev først forsonet og foreningerne slået sammen til én i 1978.

De sløjdlærere, der kom ud og undervise før de to skoler blev forsonet, havde deres styrke i det tekniske, men de manglede den didaktiske side. Det var muligvis fordi, alt energien i sløjdskolen og sløjdlærerkredse blev opslugt af striden mellem de to skoler.

"Interessen for den didaktiske udvikling - herunder elevernes individuelle læringsforløb - i feltet er derfor af relativ ny dato", skriver Bent Illum i sin ph.d. fra 2005.

Men med udviklingen i sløjd fra lærerstyret modelefterligning til at eleverne også skulle tænke selv, krævede det, at læreren også fik fokus på det læringsmæssige og ikke kun, at eleverne kunne lære en teknik, mens de fremstillede et bestemt produkt.

"[Det] måtte også betyde et skifte i sløjdlærerens forhold fra teknisk faglighed og i retning af en læringsteoretisk interesse omkring det manuelle håndværksmæssige felt for her igennem bedst muligt at kunne forholde sig didaktisk reflekterende i forhold til den sløjdpædagogiske praksis i værkstedet", skriver Bent Illum videre.

Sløjd- og håndarbejdslærere: Håndværk og design kræver videreuddannelse

Produktet er vigtigt

Bent Illum har selv kørt oplægsundervisning meget langt tilbage og tilpasset undervisningen til eleverne. Han har i perioder også arbejdet med specialklasser og erhvervsklasser, og her skulle tingene være meget håndgribeligt.

"Vi byggede biler, sejlskibe og motorbåde, og der er det jo så dejlig konkret, at de skal kunne sejle. Man taler aldrig om værdien af en tysk stil - produktet er bare 'undervisningens affald'. Men i praksis får produktet alligevel en værdi, fordi det betyder noget for ungerne, at de kommer hjem med noget, som de har skabt, og som de er stolte af", fortæller han.

I dag ser man på hele arbejdsprocessen - ide, planlægning, udførelse og evaluering, og det er helt rigtigt, mener Bent Illum.

"Når man ser på, hvad der interesserer kreative mennesker, så er det lige så meget at få ideen som det at eksperimentere og producere sig frem til det færdige produkt. Med modelsløjden havde man taget det sjove fra eleverne, så det kun var læreren selv, der havde fornøjelse, hvis han altså gad. Det var synd, for der er meget mere drive i eleverne end til kun at stå for udførelsen".

Sløjd