Normalområdet er en flydende størrelse, der hele tiden ændrer sig, oplever man på Løgstrup Skole i Viborg Kommune.

»Vi har den fælles indstilling, at vi har viljen til at finde løsninger, selvom de ikke ligger ligefor«, siger skoleinspektør Mikael Lytken. Løgstrup Skole har som skoler i andre kommuner modtaget tidligere specialskoleelever. I dag er der 525 forskellige elever i fællesskabet Løgstrup Skole. Nogle af dem har ADHD, autisme, Tourettes syndrom, OCD, er tidligt skadede/frustrerede eller har indlæringsvanskeligheder. Der er også børn uden diagnoser, men som af en eller anden grund er overbelastede og har ondt i livet.

Alt dette rummes på Løgstrup Skole, og det er en del af fællesskabet og fællesopgaven. Nogle af problemerne kan der gøres noget ved. Andre kan ikke være anderledes, og her kan det hjælpe at tale åbent om det.

At tale om problemerne er en del af skolens strategi for at drive skolen på den bedst mulige måde, men også for at kunne holde til arbejdet og forebygge udbrændthed og sygemeldinger.

»Vi skal stå i krydsfeltet i mange år, vi skal passe på os selv og sparre med hinanden. Hvordan finder vi kræfter til at prøve endnu en gang, om vi kan rumme det barn? Det er hårdt at sige til eleven: Jeg kan se, at de andre i klassen ikke gider dig«, fortæller Anne Mette Langmach, der er musiklærer og AKT-lærer. De er tre lærere på skolen med ansvar for adfærd, kontakt og trivsel, og de har også glæde af netværket med AKT-lærere fra andre skoler i kommunen - også for at kunne leve op til, at det skal være sjovt at undervise.

»Der er elever, der er udadreagerende. At fastholde en elev for at skærme en anden er hårdt. Vi taler højt om det. Vi har beredskabet og handlemulighederne på skolen. Her mærker jeg virkelig solidariteten«.

Læreren ikke alene

Skoleinspektør Mikael Lytken understreger, at læreren aldrig står alene med problemerne, og at det skal være sjovt at undervise

»Det skal være lysten, der driver værket. I denne tid med stress og overbelastning er det vigtigt, at det er sjovt at undervise. Vi behandler problemer her på skolen i en teamstruktur, og har en lærer brug for ekstra viden og støtte, tilbyder vi supervision. Det kan være både mig og den pædagogiske leder Majbrith Annesen, der træder til«, siger Mikael Lytken.

Majbrith Annesen er uddannet integreret psykoterapeut og beskæftiger sig med NLP (neurolingvistisk programmering), spædbarns-terapi og den jungianske legeterapi Sandplay samt giver supervision.

»Lærerne drager nytte af mine kompetencer på skolen i form af supervision. Det skal ikke være en glorificering af mig, men vi har undgået et par sygemeldinger på grund af stress. Personalet siger til ved behov. Hvis vi oplever, at vi bliver mødt og forstået, kan vi bedre bære det«, forklarer Majbrith Annesen.

Det kan være, at en stor klasse med to tidligt følelsesmæssigt skadede børn tipper læsset for læreren, og så står skolen klar med forskellige handlemuligheder.

Hvis det viser sig at være det bedste for barnet, bliver en elev sendt videre til et specialtilbud. Det er skolelederen, der i sidste ende træffer beslutningen i samarbejde med skolen og forældrene.

Terapi

Majbrith Annesen kan også have skoleelever i terapi efter aftale med forældrene og klasselæreren. Det holdes skarpt adskilt, idet terapi er uden for det normale skoleområde.

»Min tanke om at inkludere børn med særlige behov er, at folkeskolen da skal gøre noget andet end det, vi tidligere har gjort. En elevflok rummer også elever, der er blevet misbrugt, er syge, hvis forældre er døde eller skilt, eller elever med et ringe selvværd på grund af diagnoser. Der kan terapi rykke mange ting, mens problemerne er små, så de ikke udvikler sig til store problemer«, mener Majbrith Annesen.

Inspektørens velsignelse

»De ting, vi kan gøre inden for normalområdet, er rammesat, og dem udnytter vi fuldt ud. Her på skolen har vi en mulighed for at gøre noget ud over skolen, og det er terapien. Kun fordi den pædagogiske leder Majbrith Annesen er uddannet til det, lader det sig gøre med forældrenes tilladelse«, siger Mikael Lytken.

Derudover trækker skolen også på erfarne lærere.

»Vi er gamle nok til at have mødt tidligere elever og set, hvordan det er gået dem. Fælles for mønsterbryderne er, at nogle så dem som de personer, de var, og med det, de kunne. Det kan være en lærer, en pædagog eller en pedel, som ser barnet. Plus at de ser noget, som den elev kan. For mønsterbryderne har relationen været det afgørende«, forklarer Mikael Lytken.

Derfor gør skolen også meget ud af, at der skabes en god relation mellem eleven og en anden person, og at finde de gode muligheder for at møde barnet som menneske.

Cockpit-mor Helle

Den tidligere inspektørbolig er nu indrettet til »Cockpit«, og navnet symboliserer, at eleven er pilot i eget liv. Et kursuslokale, hvor elever med og uden diagnoser i perioder har timer, fordi de ikke altid kan fungere i en klasse.

Det kan have mange årsager. Nogle velbegavede elever med ADHD kan ikke »klare« idræt, musik og billedkunst eller frikvartererne. Det er for ustruktureret for dem, så de kan få et lamineret kort af læreren, som viser cockpit-personalet, at de har fået tilladelse til at gå i Cockpittet.

Andre elever kan have problemer med at sige farvel til forældrene om morgenen og har derfor en aftale om at tage de 20 minutters »morgenlæsning« i Cockpittet og dernæst gå i klassen.

Der er 26 elever tilknyttet Cockpittet. Nogle er her i længere tid på kursus, andre kortere. Eleverne går altså ikke i skole her, men er på kursus. En vigtig sondring.

Der er afsat 80 cockpit-timer fordelt på i alt seks voksne - studerende, lærere og pædagoger. Helle Würtz er den eneste på fuld tid - hun kaldes Cockpit-mor. Hun ser tre hovedområder, der er lige vigtige: det faglige, det sociale og elevens selvforståelse.

Eleverne kan få et boost i engelsk og træne de sociale kompetencer ved for eksempel at spille Uno. For andre kan det være rigtig svært at spille bold, idet de ikke kan følge reglerne. Eleverne må heller ikke sammenligne sig selv med andre elever - en elev i 3. klasse kan være på samme niveau som en i 1. klasse.

»Vi prøver at gøre dem livsduelige, så de kan komme ind i klassen igen. I dag er der faglig dag på skolen, så vi har to ekstra børn. De magter ikke en faglig dag. De går i Cockpittet og sidder i venteværelset, indtil den første ledige voksne kommer«, forklarer Helle Würtz.

Skoleinspektør Mikael Lytken supplerer:

»Det er fint at have Cockpittet som et tilbud inden for normalområdet. Her kan vi gøre noget andet, hvor vi tager specifikke hensyn. Vi er på jagt efter de gode løsninger, der virker positivt på eleverne. Jeg glæder mig over, at hele personalegruppen brænder for at finde netop den konstruktive løsning, der er skræddersyet til den enkelte elev. Det fortjener en stor ros og er så berigende.

Sløjdlæreren er indstillet på at have en hjælpelærer, en elev med hænderne skruet rigtigt på, og som har brug for at få lidt sat ind på selvtillidskontoen«.

Også pedellen har indimellem haft en elev som medhjælper.