Det var store ord som truet, national sammenhængskraft og danske skoleelevers historieløshed, der var i spil i maj 2005, da Bertel Haarder som undervisningsminister præsenterede ideen om en historiekanon. Med forslaget om en fast læseplan på 25-40 nedslagspunkter i verdenshistorien var målet at skabe ensartethed i undervisningen og gøre op med den relativisme, som Haarder mente prægede historiefaget i folkeskolen.

»Historie er ikke et samfundsfag. Det er et kulturfag, og det er et fag, hvor man skal have overblik og sans for kronologien i historieudviklingen«, udtalte han, da han præsenterede ideen i Berlingske Tidende på »Historiens Dag« den 22. maj 2005.

Dele af det professionelle miljø advarede mod en overhængende fare for meningsløst terperi.

»Med 25-40 obligatoriske temaer bliver der ikke meget tid til fordybelse. Undervisningen risikerer at blive terperi i årstal og begivenheder. Det bliver svært at arbejde med aktuelle temaer«, lød advarslen fra formanden i Foreningen af lærere i historie og samfundsfag, Lene Rasmussen.

»Noget for noget«, svarede Haarder og citerede statsminister Anders Fogh Rasmussen. Der var sat 100 millioner kroner af til ekstra historietimer. Dermed skulle der være tid til begge dele, argumenterede han.

Jødeudryddelsen, der blev væk

Et udvalg til forbedring af historiefaget blev nedsat i februar 2006 og kunne efter godt fire måneders arbejde præsentere en rapport, der blandt andet indeholdt et kanonforslag med 29 historiske fikspunkter fra Ertebøllekulturen til globaliseringen. De fleste kanonpunkter var hentet i Danmarkshistorien.

Verdenshistoriske begivenheder som Athens demokrati, Den Russiske Revolution, Første Verdenskrig og Holocaust var fraværende. Især fraværet af jødeudryddelsen mødte skarp kritik i historiemiljøet.

Forskningschef Steffen Heiberg fra Det Nationalhistoriske Museum skrev i Politiken, at det var absurd, at så meget verdenshistorie fra det 20. århundrede var fraværende, mens Absalon havde et punkt for sig selv.

Der skulle løbende justeres

Udvalgsmedlemmerne forsvarede sig med, at flere af punkterne på listen lagde op til perspektivering. Fra danmarkshistoriske punkter som Kanslergadeforliget i 1933 kunne trækkes tråde til, at man sideløbende i Tyskland valgte fascisme. Og FN's menneskerettighedskonvention, som var på listen, er svær at beskæftige sig med uden også at snakke om holocaust, lød det.

Udvalget argumenterede også for, at kanonen var dynamisk. Den skulle naturligvis løbende justeres blandt andet med skyldig hensyntagen til argumenterne i debatten.

Haarder åbnede for straks at optage flere punkter på listen, men kun hvis udvalget var enigt. Debatten fortsatte de næste par år, men ændringerne udeblev stort set. Systemskiftet i 1901, hvor parlamentarismen blev indført i Danmark, kom med som nyt punkt, mens globaliseringen udgik. Desuden skiftede punktet »29. august 1943« navn til Augustoprøret og jødeaktionen 1943.

Fokus på dansk historie og kultur

I august 2007 nedsatte Undervisningsministeriet arbejdsgrupper, der skulle justere indholdet i fagene i folkeskolen, så de passede til den nye formålsparagraf. Haarder opfordrede til, at det eksplicit fremgik som et mål med faget at gøre eleverne fortrolige med dansk historie og kultur. Dette blev dog udeladt af udvalget i den endelige anbefaling, der lå klar et halvt år efter. Det fik Haarder til at skære igennem og indføre intentionen i fagformålet alligevel.

»Det ville være et mærkeligt signal at udelade sætningen, samtidig med at vi indfører en historiekanon og to ekstra historietimer i folkeskolen. Derfor er det vigtigt, at det står på en meget synlig plads«, udtalte han.

Det nye fagformål med historie og historiekanonen indgik i de Fælles Mål, der trådte i kraft 1. august 2009. Resten er, som man siger, historie.