Som noget nyt beskriver vejledningen muligheden for at undervise eleverne på et lavere klassetrin, end deres alder svarer til. Men det skal så ske med udgangspunkt i Fælles Mål for det lavere klassetrin.
Arkivfoto: Jens Dahl, Nørrebjergskolen
Ministeriet klar med ny vejledning om specialundervisning
I forbindelse med folkeskolereformen blev bekendtgørelsen om specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand skrevet igennem. Selv om det ikke førte til væsentlige ændringer, har kommuner og skoler efterspurgt en vejledning, som uddyber og beskriver reglerne i bekendtgørelsen. Nu er denne vejledning klar.
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Vejledningen er netop blevet offentliggjort på retsinformation.dk og skal hjælpe kommuner, skoler og andre interessenter med uddybninger og forklaringer af reglerne i bekendtgørelsen om folkeskolens specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand. Vejledningen giver dermed et mere fuldkomment billede af reglerne.
I forhold til vejledningen til den tidligere bekendtgørelse understreger den nye vejledning, at Fælles Mål også gælder elever, der går i specialklasse:
"Eleverne skal undervises på det klassetrin, som deres skolealder svarer til. Det betyder, at undervisningen skal tilrettelægges med udgangspunkt i Fælles Mål for det pågældende klassetrin".
Mulighed for at undervise elever på et lavere niveau
Der er dog muligt at undervise eleverne på et lavere niveau end i en almen klasse, og som noget nyt uddyber vejledningen denne mulighed:
"Undervisningen i specialklasser kan, hvis elevernes undervisningsmæssige behov gør det nødvendigt, undtagelsesvist gives på et lavere niveau end nævnt i folkeskoleloven. Timeplanen for den enkelte specialklasse skal angive, i hvilket omfang undervisningen gives på et lavere klassetrin end det klassetrin, som elevernes skolealder svarer til".
Muligheden gælder for den samlede klasse, men den kan også bruges til at undervise enkelte elever i en specialklasse på et lavere niveau. Undervisningen skal dog tilpasses de Fælles Mål for det pågældende lavere klassetrin.
"Nedsættelse af niveauet for undervisningen må aldrig medføre, at en elev ikke modtager undervisning på det niveau, som eleven befinder sig på. Undervisningen skal under alle omstændigheder svare til den enkelte elevs behov og forudsætninger og skal rumme udfordringer for alle elever", hedder det i vejledningen.
Flere måder at organisere bistanden på
Vejledningen uddyber, hvilke muligheder der er for at give specialpædagogisk bistand:
- Specialpædagogisk rådgivning i forhold til forældre, det undervisende personale og andre voksne, som har betydning for elevens udvikling. Rådgivning, konsultation og supervision bør udgøre det første forsøg på at finde hensigtsmæssige måder, hvorpå elevens udvikling kan understøttes. Det kan samtidigt være et nødvendigt supplement til andre og mere indgribende foranstaltninger. De forskellige metoder retter sig mod nye synsvinkler, forståelsesformer og løsningsforslag som støtte for de voksne, der er omkring eleven. Formålet er, at eleven får størst muligt udbytte af undervisningen og kan bibeholde tilhørsforholdet til den almindelige undervisning. Det er vigtigt at være opmærksom på den kontekst, som eleven befinder sig i, og hvorledes den specialpædagogiske rådgivning kan bidrage til at afhjælpe eller mindske de vanskeligheder, som eleven er i.
- Særlige undervisningsmaterialer og tekniske hjælpemidler kan i givne situationer være en del af den specialpædagogiske bistand, som skolevæsenet har ansvaret for. Der er her tale om materialer og hjælpemidler, som er nødvendige i forbindelse med undervisningen af eleven. Det er skolens ansvar at sikre, at særlige hjælpemidler, som er en forudsætning for, at eleven får tilstrækkeligt udbytte af undervisningen, stilles vederlagsfrit til rådighed. Dette gælder også hjælpemidler, som er nødvendige for, at eleven kan forberede sin undervisning hjemme. Det er også skolens ansvar at sikre, at eleven i fornødent omfang instrueres i brugen af hjælpemidlet, herunder installation af software til it-hjælpemidler. Der kan gives specialpædagogisk bistand i folkeskolens fag og fagområder og i børnehaveklassen. Bistanden tilrettelægges under hensyntagen til elevens indlæringsforudsætninger.
- Undervisning og træning i funktionsmåder og arbejdsmetoder, der tager sigte på at afhjælpe eller begrænse virkningerne af elevens vanskeligheder. Undervisningen og metoderne varieres alt efter elevens særlige behov. Eksempler kan være træningsmetoder til støtte i læseprocessen, til støtte ved hukommelsesvanskeligheder eller ved adfærdsvanskeligheder.
- Personlig assistance gives eksempelvis ved fysiske handicap, hvor eleven har brug for en personlig hjælper i diverse praktiske situationer.
- Særligt tilrettelagte aktiviteter kan gives i tilslutning til elevens specialundervisning. Eksempler kan være træningsaktiviteter til støtte for opmærksomhed og koncentration samt træningsaktiviteter til styrkelse af den motoriske udvikling, eksempelvis fysioterapi.
Elevens behov afgør graden af udskillelse Den specialpædagogiske bistand kan organiseres på måder, der indebærer en større eller mindre udskillelse af eleven fra den almindelige undervisning i klassen. Det er elevens behov, der er afgørende for, hvilken organiseringsform der vælges, understreger vejledningen, som nævner følgende måder at organisere bistanden på:
- Den specialpædagogiske bistand kan organiseres som støtte i klassen i mindst ni undervisningstimer ugentligt til den enkelte elev. En undervisningstime udgør i denne sammenhæng 60 minutters undervisning. Ved denne ordning bevarer eleven sin tilknytning til klassen og deltager i den almindelige undervisning. Denne form for specialpædagogisk bistand består i, at der tilknyttes en ekstra person fra det undervisende personale, der kan hjælpe den enkelte elev eller flere af eleverne i klassen. Tilrettelæggelse af støtten skal ske i samarbejde med klassens lærere og øvrigt undervisende personale. Elever, der har behov for mindre støtte end ni undervisningstimer ugentligt, skal have støtten inden for rammerne af den almindelige undervisning.
- Bistanden kan også organiseres som støtte i klassen og som særligt tilrettelagt undervisning uden for den almindelige undervisningstid, således at den samlede støtte i alt udgør mindst ni undervisningstimer ugentligt. I sådanne tilfælde følger eleven den almindelige undervisning og bevarer tilknytningsforholdet til sin klasse, men modtager samtidig særlig støtte i et eller flere fag uden for klassens almindelige skema. Grunden hertil er, at eleven ikke må gå glip af klassens undervisning i for eksempel dansk, matematik og engelsk, således at eleven kommer fagligt bagud. Tilrettelæggelse af den specialpædagogiske bistand skal ske i samarbejde med klassens lærere og øvrigt undervisende personale. Specialundervisningen tilrettelægges under hensyntagen til elevens deltagelse i den almindelige undervisning i klassen. Specialundervisningen kan foregå både før eller efter den almindelige undervisning. Beslutning om specialpædagogisk bistand uden for klassens skema træffes - som alle andre beslutninger om specialpædagogisk bistand - efter samråd med forældrene. Undervisningstiden for elever, der modtager specialundervisning, kan med forældrenes samtykke overstige folkeskolelovens loft over undervisningstiden på 1.400 timer i et skoleår.
- En tredje måde er som støtte i klassen og som særligt tilrettelagt undervisning parallelt med den almindelige undervisningstid, således at den samlede støtte i alt udgør ni undervisningstimer ugentligt. Denne organiseringsform benyttes kun, hvis skolens leder ud fra den pædagogisk-psykologiske vurdering og efter samråd med forældrene vurderer, at eleven ikke får det nødvendige udbytte af de to ovenstående organisationsformer. Denne undervisning bør tilrettelægges således, at eleven ikke går glip af fagundervisningen. Hvis støtten i en periode gives parallelt med anden undervisning, skal det sikres, at elevens undervisning samordnes, således at eleven ikke fratages muligheden for at følge klassens undervisning.
- Den specialpædagogiske bistand kan tage form af undervisning i både en specialklasse og i en almindelig klasse. En sådan ordning betyder, at eleven har et tilhørsforhold til specialklassen, men også modtager undervisning i en almindelig klasse.
- Den specialpædagogiske bistand kan også bestå i undervisning i en specialklasse. Herved ophører elevens tilhørsforhold til en almindelig klasse, og al undervisning gives i specialklassen. Eleven kan placeres i en specialklasse på en almindelig folkeskole, på en kommunal specialskole eller på et regionalt undervisningstilbud alt afhængigt af elevens behov.
Afsnit om elever med behov for mindre end ni timers støtte
Vejledningen indeholder også afsnit om elevplaner, nationale test og afgangsprøver, herunder muligheden for at blive fritaget for at aflægge prøve på grund af betydelig funktionsnedsættelse eller utilstrækkelige danskkundskaber. Beslutningen om fritagelse kræver dog, at der forinden er taget stilling til, om eleven kan aflægge prøve på særlige vilkår.
Der er også en beskrivelse af, hvad der skal ske i de særlige tilfælde, hvor en elev har behov for midlertidig enkeltmandsundervisning. Også reglerne om, hvad der skal ske, når en elev, der får specialpædagogisk bistand, flytter til en anden kommune bliver uddybet.
Desuden er der et afsnit om elever, som har behov for mindre end ni timers ugentlig støtte, og som derfor ikke kommer ind under reglerne om specialundervisning.
Du kan se den nye vejledning via linket til højre for artiklen. Her finder du også et link til bekendtgørelsen.
Læs mere
Vejledning om folkeskolens specialundervisning oganden specialpædagogisk bistand
Bekendtgørelse om folkeskolens specialundervisningog anden specialpædagogisk bistand